Stilistisk bombardement

Efter en pause på små otte år er franske Deathcode Society tilbage med opfølgeren til debuten Eschatonizer, nemlig Unlightenment – en gedigen mobbedreng. Albummet byder på en lille times konstant bombardement af alverdens genrer lige fra symfonisk black til tech-death. Deathcode Society viser derved, at de ikke er et band, der vil lade sig begrænse af stilistiske rammer, hvilket jo – på papiret – virker lige dele spændende og ambitiøst. Spørgsmålet er dog, om de slipper afsted med at blande alle disser farver uden at få olivengrøn, verdens grimmeste farve.

Musikalsk diskrepans

Trods det stilistiske sammensurium lyder bandet nu mestendels som et forsøg på at rekreere både Ihsahn og Keep of Kalessin – altså storladen og melodisk black metal af den milde slags med diverse keyboard- og synthpassager. Trommespillet fylder dog uhensigtsmæssigt meget i lydmixet, hvilket primært er et problem, da tøndegeneral Grègoire virker til at være stor fan af andenbølge-blastbeats – en teknik og lyd, der bestemt ikke matcher resten af musikken og derved skaber en musikalsk diskrepans, der er til at tage og føle på.

Det er dog ikke det eneste eksempel på en sådan diskrepans her på albummet, for der er adskillige momenter, hvor det virker til, at bandet glemte at snakke sammen, inden de gik i studiet – eller også er ambitionerne større end evnerne. Ligeså virker det heller ikke til, at Deathcode Society egentlig kan blive enig med sig selv om, hvor meget og hvor lidt de symfoniske elementer skal fylde. Til tider er det meget subtilt og andre gange, eksempelvis på nummeret ”Shards”, bliver der skruet så meget op for de gotiske pianopassager, at man nærmest forveksler bandet med Carach Angren eller Cradle of Filth.

Dog dukker det mest uskønne element op halvvejs igennem på nummeret ”Scales”, hvor bandet åbenbart tænkte: ”Hey, skulle vi ikke bare planke riffet fra Meshuggahs ’Bleed’?”. Det er så ekstremt malplaceret, at der pludselig skal være djent-riffs midt i et ellers ret så storladent symf-black-nummer – og endda et riff, der er djent-genrens svar på introriffet i ”Enter Sandman” eller ”Smoke on the Water”. Det giver vitterligt ingen mening overhovedet!

Samlet set er Unlightenment ikke en katastrofe, ej heller en fadæse. Men av min arm, hvor er det noget gedigent rod, og trods tudsefisken på albummets cover så er der tale om et resultat, der hverken er fugl eller fisk.

Luftkastellet, der blev sprængt

Deathcode Society gør faktisk, trods ovenstående kritik, en hel del rigtigt. Desværre er de ting, de gør forkert, så klodsede og ufine, at man ikke kan sidde dem overhørig. Det er simpelthen ting, man er nødt til at påtale. Det virker til, at bandet har brugt de sidste mange år på at skrue helt op for ambitionerne, hvilket er skønt og prisværdigt, men det lader også til, at de lidt har mistet realitetssansen, for det her album er noget af et luftkastel.