Dragende dansk/nordisk-inspireret prog

Danefae har søsat sit første album, Tro. Et album, som viser, at det er et band med en masse på hjerte, men som også tør sejle på mere usikre vande på den danske rock- og metalscene. Tidligere på året havde vi bandet en tur forbi Detektoren og lavede et interview med dem, så det var med en vis spænding, at jeg lod Danefae tage mig med ud på bølgerne. Med dem ved roret var der lagt op til en dragende rejse gennem den danske kulturhistorie i et dansksproget format med lækre prog/rock-grooves, flotte melodier og yderst velleveret skønsang af Anne Olesen. Lad os drage af sted sammen og se, om Tro virkelig kan flytte bjerge.

At sejle mod strømmen

Tro er et album, som viser sin sande natur allerede fra første færd. Det starter med den meget stemningsfyldte ”Varme”, hvor lytterens opmærksomhed henledes mod klaveret, som driver sangen, og Annes vokal, der meget flot flyder sammen med de smukke melodier. En intro, der absolut er en stor hæder til nordiske folkeviser, og mine tanker vandrer også straks hen mod Myrkurs Folkesange. Selvom resten af albummet ikke består af folkeviser, men af prog-rock og metal, så deler albummet den natur, ”Varme” har: det er enormt stemningsfyldt, og der er virkelig en dansk-nordisk afmærkning at finde i nærmest hvert et hjørne.

Et af de første momenter, hvor bølgerne på albummet for alvor går højt, og hvor man skal holde rigtig godt fast som lytter, er ”Eden”. Selve sangen belyser dødens og livets eksistentielle kompleksitet gennem forskellige trosretninger, som har været dominerende i den danske historie. Nummeret drives i høj grad af et groovy, progget bassriff og Annes vokal, hvor der i passager tilføjes stemning med klaver og tunge guitarakkorder. Det er et nummer, som spiller på mange strenge og blandt andet leder tanker hen mod bands som Porcupine Tree, Karnivool eller danske Feather Mountain, mens afslutningen faktisk lyder som en Tesseract-intro eller -outro med tonstunge groovy guitar- og bassriffs. Det lader dog til, at det er vigtigt for Danefae at beholde en stor snert af det folkelige og melodiøse. En beslutning, der på mange måder også er fornuftig, da de holder kursen som sat, og den røde tråd væves tydeligt gennem enhver node på albummet.

Tro får for alvor vind i sejlene, når vi rammer de to numre ”Folder mine hænder” og ”Trækker vejret langsomt”. Førstnævnte har en meget dyster klang. Klaveret, som indleder sangen, lyder som noget fra en gyserfilm fra 80’erne, bare lidt mere tempofyldt, og Anne har også skiftet klang på vokalen, så det matcher. Selve tematikken behandler hverdagens apati i nutidens samfund, hvor en masse forfærdelige ting foregår i verden omkring os, hvor vi fralægger os ansvaret og blot bliver magtesløse tilskuere. Hen mod sangens slutning kommer der Meshuggah-lignende guitarriffs ind, og vokalen bliver dybere, så man næsten kan mærke frustrationen over at sidde med sine hænder foldet uden at kunne hjælpe til. Et modigt valg er, at albummet derefter slår over i ”Trækker Vejret Langsomt”, som generelt har et meget anderledes lydbillede, og tematikken er meget mere opløftende. Her stopper vi op, finder troen på det gode og prøver at hjælpe hinanden. På passende vis har denne sang et meget mere melodiøst og poppet præg, men dog med plads til en progget guitarsolo og endda også en klaversolo. Disse to sange viser alt, hvad Danefae kan og vil med deres musik, og hvordan de kan bevare kursen selv gennem det værste stormvejr.

En uventet rejse

For at slå det fast med det samme: Denne plade vil skille vandene, da det ikke er ren metal, og da der ikke er et eneste growl eller skrig at finde. Hvad du dog finder her, er en masse prog-rock og metalelementer og nogle rigtig dygtige musikere, der er gået sammen om at lave et rimelig unikt dansksproget album, hvor der er plads til eftertænksomhed. Tro er en sammenhængende rejse fra start til slut med mange flotte momenter. Det er et yderst spændende debutalbum, og måske en af årets bedste debutudgivelser i Danmark. Det kunne selvfølgelig være spændende, hvis bandet ville prøve at udforske endnu flere af de dystre elementer eller tilførte lidt flere arytmiske eller polyrytmiske segmenter til mukensik, som for eksempel Tool eller Tesseract gør. Det er dog svært ikke at være positivt stemt over at være taget med på en så uventet rejse, som dette album er. Oplevelsen er så anderledes, at man kan være i tvivl , om de kan finde den rigtige hylde på den danske musikscene. Danefae fortjener dog klart en plads, og Tro er et album, som fortjener vores opmærksomhed.