Sikkerhed frem for alt

Da Jake E (tidligere Amaranthe) og Jesper Strömblad (tidligere In Flames) i sin tid slog pjalterne sammen, lignede det på papiret den perfekte alliance. Man forestillede sig en perfekt storm af fængende omkvæd, store melodier og de karakteristiske svenske guitarsoli, som Strömblad tidligt i sin karriere nærmest blev kendt for. Men allerede på No Halos In Hell (2019) kunne man ane en vis magelighed, og på The Vertigo Trigger (2023) blev den tendens endnu tydeligere. Der var flere sukkersøde ballader end nødvendigt, og selvom sangene stadig lød godt, føltes det ofte som en sportsvogn, der var bange for at bevæge sig ud i overhalingssporet på motorvejen. Alt fungerede, men der blev sjældent taget chancer. Nu er Cyhra tilbage med deres fjerde album, Requiem for a Pipe Dream. En titel, der lægger op til et skifte, og spørgsmålet er derfor oplagt: Er det endnu en gang komfortabel melodisk metal med fartpilot slået til, eller har Cyhra fundet en smule fandenivoldskhed frem?

Anonymt arsenal

Lad os starte med det positive. Cyhra har altid haft et usædvanligt talent for at skrive melodier, der sætter sig fast som tyggegummi under en sko, og den evne er heldigvis intakt. “Bleed with Pride” er en stærk åbner, der kommer ud af starthullerne med god fart og masser af energi, og som altid er Jake E’s vokal ganske iørefaldende. Hans stemme er alsidig og har kraft, hvilket især kan høres under de høje passager, der leveres med en selvsikkerhed, som mange sangere kun drømmer om. Det bliver endnu tydeligere på “In the Center of a Miracle”, hvor Jake E danser ubesværet hen over et næsten provokerende lystigt beat. Nummeret har mere sukker i blodet end en svensk børnefødselsdag, men det virker. Vi får endda en kort rapsektion, som på papiret burde være omtrent lige så naturlig som ananasskiver på leverpostej. Men til min overraskelse kommer han faktisk ganske hæderligt fra eksperimentet.

Generelt er hele gruppen yderst talentfuld. Men som vi har set utallige gange, er talent alene ikke nok. Det handler også om at have en vision - og vigtigst af alt at føre den helt til dørs. Derfor er det lidt ærgerligt, at Requiem for a Pipe Dream ikke får mere ud af sit ellers interessante koncept. Titlen lover urealistiske drømme og knuste illusioner, men lyrikken ender ofte med at kredse om de sædvanlige klicheer: indre dæmoner, fortidens spøgelser og fremtiden skrevet i en blodrød himmel. Det er mindre dramatisk, end det lyder, og alt for generisk.

Vi kommer heller ikke udenom, at tempoet endnu en gang for ofte falder. Det er efterhånden blevet Cyhras største akilleshæl. ”Superman” er blottet så meget for personlighed, at titlen næsten føles ironisk. Man sammenligner det med en superhelt, men får snarere en kontormedarbejder på vej til statusmøde. ”Ghost I’m Meant to Be” starter lovende med et fedt introriff, men så snart verset begynder, forsvinder energien som gratis øl til en festival. Guitarerne træder i baggrunden, trommerne går næsten i stå, og synthesizers overtager scenen. Det bliver for pænt og for skabelonskåret.

Meget svensk og meget som det tidligere Cyhra

Cyhras talent overstiger deres slutprodukt, og det gælder også for Requiem for a Pipe Dream. Selvom produktionen er skarp, og flere af melodierne er fængende, får den svenske motor aldrig for alvor tændt for de nødvendige hestekræfter. Jeg savner mere kant, mere arrighed og flere øjeblikke, hvor bandet viser de muskler, man ved, de har. Alt for ofte vælger de den sikre løsning, og resultatet bliver et album, der minder mistænkeligt meget om de tidligere. Det bliver desværre kun til fem kranier til den svenske supergruppe, som har brug for at finde noget nyt frem fra de svenske Ikea-hylder.