Stolthed og myter

Celtachor er stolte sønner og døtre af Den Smaragdgrønne Ø. De er på en todelt mission for at blæse os bagover med en smuk kombination af folkemusik og rå black metal, men også at fortolke den esoteriske keltiske mytologi. En mytologi, der helt klart er blevet skubbet til side af de mytologier, der formåede at efterlade sig nedskrevne kilder, såsom både den nordiske og den græske. Men ak, kelterne værdsatte den mundtlige overlevering – en fortælleteknik, som Celtachor har samlet op, og som danner fokus for deres musik samt koncept. Albummets titel, Fiannaíocht, er ligeledes navnet på en samling af forskellige myter, der kan sammenlignes med Odysseen, Den Poetiske Edda eller Kalevala, så sæt jer godt til rette og lad Celtachor berette.

Celtic Circle 3½

Kombinationen af black metal og en hyldest af hedenske myter og de prækristne samfund er en utroligt klassisk kombination. De to går lige så ofte hånd i hånd som black metal og Satan/ekstreme politiske holdninger. Nogle ville måske endda ligefrem mene, at det er en kliché efterhånden. Men hvorom alting er, så vil Celtachor da blæse på, hvad du mener er en kliché, og om du nu sidder og har fået helt ondt i sjælen over, at de ikke er ”trve kvlt” nok. For det er de ikke: Musikken er helt klart mere folk-black end black-folk – og ikke kun, fordi produktionen er fremragende, og at der ingen spor af ”necro sound” (Varg Vikernes’ navn på den karakteristiske og bevidst elendige lyd, som den tidlige norske black metal ofte havde) er at finde. Numrene er ofte ret så lange for netop at gøre plads til lange passager med forskellige traditionelle instrumenter, og enkelte numre er udelukkende akustiske ballader med skønsang og intet black over sig som fx ”The Search for Sadbh” eller ”Great Ships Came from over the Waves”. De numre – smukke og velkomponerede, som de er – gør dog ikke noget godt for albummet. Man glemmer alt om black metal og kommer i stedet til at tænke på den række af cd’er, Celtic Circle 1, 2 og 3, der blev udgivet i starten af 2000. På samme måde bliver vi nødt til at nævne sangeren Stephen Roche. Hans black-vokal er udmærket og helt klassisk, men hans rene vokal er ”unik”. Den prøver at være teatralsk og operaagtig, og her er nøgleordet ”prøver”. Hans rene vokal fungerer fint i visse numre, men andre steder fungerer den slet ikke, og det virker næsten til, at han synger falsk, hvilket heller ikke gør noget godt for det overordnede indtryk af albummet. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Celtachor består af en række dygtige og passionerede musikere. Men enten skal de blive enige om, hvad de helt præcis vil med musikken, eller også bliver de nødt til at blive bedre til at organisere rækkefølgen af numrene på deres udgivelser. For den rækkefølge, som de ti numre på Fiannaíocht kommer i, er kun med til at gøre albummet til en mudret og forvirrende omgang, hvor tempoet konstant svinger op og ned. På samme måde kan man diskutere, om der er brug for små numre som ”Tears of Aoife”, der ikke er andet end to minutters fløjtespil, endda af den lidt sløje slags.

Så tæt på og dog så langt fra

Efter at have hørt hele albummet igennem et par gange er jeg desværre skuffet. For de første tre numre fik mig virkeligt til at tabe kæben samt at tænke: ”Så for helvede, NU er den her – årets skive!”. Men så snart at sang nummer fire startede, kunne jeg godt mærke, at koldsveden meldte sig, for jeg måtte erkende, at, nej, dette er ikke årets album. Men derfor er det stadig et solidt, om end noget rodet, album. De sange, der fungerer, fungerer rigtigt godt, men desværre er Fiannaíocht et album, hvor bandet ikke har været kritiske nok og derfor ikke har formået at skære alt fedtet fra – desværre.