I bagklogskabens lys ser jeg bandets forrige skive, "The Seventh Coming" som lidt af et flop. De gange den har fundet tilbage til min cd afspiller siden kan tælles på en hånd. Derfor var jeg da også lidt bange for om luften var ved at gå ud af mine gamle Doom helte, men dette skulle heldigvis ændres efter de første toner af denne, deres efterhånden ottende fuldlængde. Man går en del mere eksperimentelt til værks her og dog har pladen nogen af bandets mest fængende numre nogensinde, hvad der her lyder som et paradoks virker dog ganske fint da der er en god balance mellem det bizarre og det normale. Bare tag "North Berwick Witch Trials" og titelnummeret. Rent fysisk to fuldstændigt forskellige numre - det ene et 5 minutters doom hit a'la "Hopkins" og den anden et progressivt epos på 27 minutter, men alligevel er de som ud af det samme stof. Dette gør også denne plade til den mest gennemførte siden bandets 1995 gudeværk "The Carnival Bizarre", dog kan man ikke sammenligne de to, da denne skive er meget mere progressiv og bredfladet. Jeg vil næsten gå så langt som at sige at bandet når at dække bandets samtlige karakterer i løbet af pladen. Det er der alt lige fra den syrede Disco Doom (Tree Of Life & Death) over de traditionelle Sabbath hyldester som "Corpsecycle" og "Oro The Manslayer" til den akustiske "Fields of Zagara" og til sidst bandets bizarre og 70'er proggende side i form af det monstrøse titelnummer. Selvfølgelig indebærer dette album at man kan lide bandets stil hvilket ikke ligefrem tiltaler den brede mængde, men eventyrlige sjæle med hang til gamle støvede Gibson SG’er og trompetbukser ved hvad Cathedral står for. Desuden har man endelig fået bandet en fornuftig lyd i fællesskab med Warren Ryker (Crowbar, Down); naturlig med masser af skidt men dog trykfuld og levende - sådan skal det gøres. Tilbage er der kun for mig at sige Huggie Bear Oh Yeaah!!