Tredje udspil fra de barmfagre slagterbørn er deres absolut bedste til dato.

Kvinder i en mandsdomineret verden

Uanset hvordan man vælger at vende og dreje den, er kvinder i metal stadig en ting, der får nogen til at spærre øjnene op, kigge en ekstra gang og måske endda rynke på næsen. Trods utallige stærke og vanvittigt dygtige kvinder i alverdens heavybands kæmper mange af disse stadig for at blive anerkendt på lige fod med deres mandlige kolleger.

Det er, desværre, også tilfældet for amerikanske Butcher Babies, der dog med deres (host...) lettere vovede påklædning og nok ikke heeeelt ægte frontpartier har valgt at konfrontere hele den etablerede metal-elite med en helt bevidst, hamrende dullet, ekstremt overdrevet og fantastisk selvironisk in-your-face approach. En taktik, der har høstet stor ros og skabt stor omtale rundt omkring i verden, men også en strategi, der, med tiden, har sat spørgsmålstegn ved om, hvorvidt de rent faktisk har noget at byde ind med rent musikalsk. For er de ikke bare et par flotte, semi-vulgære damer med et statement, og så er musikken i øvrigt ret intetsigende? Svaret er et rungende nej!

Super potent og velspillet

Jeg slår det lige fast endnu en gang, allerede inden denne anmeldelse rigtigt er gået i gang: Butcher Babies ER for meget af det gode. Men det er stadig dybt seriøst og lige præcis det, der er meningen. For som en klog mand engang fortalte mig, er det kun de døde fisk, der flyder med strømmen. Eller noget i den retning...
Iført lak, læder, attitude og store babser vil Butcher Babies erobre verden, og deres tredje skive, Lilith, er absolut ikke noget tosset forsøg. Med en knivskarp produktion og nogle dundrende aggressive riffs overrasker åbningsnummeret “Burn the Straw Man” rigtig positivt. Slagtertøserne fortsætter de gode takter på pladens anden skæring, titelnummeret “Lilith” og så fremdeles. Faktisk har Butcher Babies aldrig lydt skarpere. Jeg havde engang lidt tvivl om, hvorvidt de to frontkvinder Carla Harvey og Heidi Shephard kunne synge, men den tvivl er blevet gjort til skamme. Både skønsang og growls lyder fantastisk. Og sikke en dynamik de to har imellem sig!

I særdeleshed skal der flyde en masse ros i retning af guitarist Henry Flury, der med utallige super potente og knaldstærke riffs overgår sig selv. Hans samspil med bassist Jason Klein og trommeslager Chase Brickenden er lige i skabet, men den spade altså - det er ørekræs, så det basker i gardinerne!
Genremæssigt er vi stadig ude i en lidt blandet omgang ekstrem-punk, thrash og metalcore, men hele tiden forankret i et super solidt groove-fundament. Men uanset hvad vi kalder det, fungerer det optimalt, er dejligt fængende og forholdsvis headbang-indbydende. Bevares, enkelte numre bliver en anelse cheesy, som f.eks. “The Huntsman” og “POMONA (shit happens)”, men det er tilgiveligt. Og sagde jeg ikke lige, at det netop er meningen, at de er for meget af det gode?

Otte seriøse kranier

Lilith er en super energisk plade fra et mindst lige så energisk band. Butcher Babies er vulgære og på mange punkter alt for overdrevet, men de er hamrende ligeglade. Og det skal de også være, for det virker på en eller anden måde til deres fordel.
Præcis som man kunne konkludere, sidst de var i Danmark - nærmere bestemt Loppen på Christiania i april 16 - er Butcher Babies meget mere end silikonebryster, fis og ballade. Deres musikalske eksistens er i allerhøjeste grad berettiget, og Lilith er uden tvivl deres bedste udspil til dato. Der er et par svipsere undervejs, men de gode numre, den super fede og hamrende sprøde lyd samt en formidabel energi giver kvintetten otte små kranier. Og det er ingen joke. Det er dybt seriøst.