Dårlig sanger ødelægger det hele for et ellers meget dygtigt og hårdtslående band.
EP'en Danger er første udgivelse fra italienske Burn of Black. De spiller melodød med progressive elementer, og det gør de rigtig godt - bandet altså. Sangeren er nemlig et kapitel for sig.
Første skæring, "Thrown Into the Chasm", er et meget flot stykke instrumentalt musik, der fungerer som intro på pladen. Nummeret starter med flotte akustiske guitarer og går dernæst over i et stykke symfonisk musik, der mest af alt minder om underlægningsmusikken til en Batman-film. På anden skæring, "Fears Driven to Insanity", lægges der ud med aggressive trommer og guitar, der i et splitsekund leder tankerne hen på legendariske Vulgar Display of Power af Pantera. Det er groovy og fedt som ind i helvede. Men det er kun kortvarigt. Når sanger Giacomo "Jacko" Cordioli gør sin entre, er sammenligningen død og borte. Hans stemme er nemlig ret så lys og høj. Faktisk så skinger og høj at det øjeblikkeligt er irriterende og trækker helhedsindtrykket ned. Og så synger han ganske enkelt ikke ret godt! "Charona's Rebellion" starter mindst ligeså fedt som forrige nummer. Optimismen er tilbage. Det her MÅ da være et fedt nummer med dén propre spade? Men igen lykkedes det for Giacomo "Jacko" Cordioli at smadre et uhyggeligt velspillet nummer med sine mangelfulde sangfærdigheder. Og læg så dertil, at hans engelsk er så pinligt ringe, at det næsten er uforståeligt. De sidste to numre, "Danger" og "Slave in Chains", fortsætter i samme spor. Umiddelbart super fede numre leveret af et brandgodt band, men igen skæmmet af en inkompetent sanger. Øv!
Giacomo "Jacko" Cordioli gør det virkelig svært for undertegnede skribent, at anmelde denne plade. Det sidste jeg vil, er at tilsvine andre mennesker på usaglig facon, men sagt på den mest professionelle måde, så har jeg, ærligt talt, sjældent hørt så ringe en sanger før! Gennemlytningen af denne plade efterlader mange spørgsmål. Først og fremmest; Hvordan kan et så fedt band have så ringe en sanger? Det giver simpelthen ingen mening. Men det største spørgsmål som jeg sidder tilbage med, er, hvordan man dog anmelder en skive som Danger når kontrasten mellem band og sanger er så kolossal? Bandet fortjener en 8'er (eller endda højere), og sangeren kommer ikke højere end 2, hvis man altså skal give dem individuelle karakterer. Det må blive en ganske misvisende 5'er, der jo i sig selv ikke giver noget sandt billede af pladen. Ærgerligt! For hvor har det her band dog en masse potentiale - uden den kære "Jacko", vel at mærke...!
Fears Driven to Insanity - Det mindst ringe eksempel på den meget ringe sanger.