Herre, vi forkynder din død, vi priser din genopstandelse

De fleste core-fans kender efterhånden August Burns Red, hvis navn stammer fra en episode, hvor deres første sanger, John Hershey, satte ild til et hundehus. Så ved du det.

Det amerikanske metalcore-band har nu udgivet deres 11. fuldlængdealbum. Seasons of Surrender er ikke et helt ordinært album, da bandet har taget et skridt tilbage i tiden og har ændret sin lyd og struktur tilbage mod meget af deres tidligere arbejde. Albummet lover intens og teknisk metalcore, men spørgsmålet er, om det egentlig giver mening at vende tilbage til rødderne efter de moderne mesterværker Phantom Anthem og Guardians.

Men du kunne godt være genopstået i bedre form ...

Efter mere end tyve år på scenen befinder August Burns Red sig i en interessant position. Hvor mange bands efter så lang tid enten er gået i opløsning, har skiftet genre eller er blevet kopier af sig selv, har August Burns Red formået at forblive dynamiske. Bandet har løbende udviklet sin lyd uden at miste sin identitet. Især på Phantom Anthem og Guardians demonstrerede bandet, at der stadig var plads til udvikling. Den melodiske sans blev skarpere, kompositionerne mere nuancerede, og resultatet var nogle af de stærkeste udgivelser i deres karriere.

Derfor virker Seasons of Surrender også som et spændende projekt på papiret. At gå tilbage og genoplive en lyd og sangstruktur, der fungerede for tyve år siden, er langt sværere, end det umiddelbart lyder. Forventningen er derfor et album med mere direkte sangskrivning og mindre melodisk eksperimenterne end de seneste udgivelser, men med høj intensitet og fængende motiver.

"The Nameless" er et af de numre, hvor man nærmest bliver sendt direkte tilbage i tiden. Samtidig bryder nummeret formlen med moderne grooves og triplet-baserede rytmer. Det er svært at afgøre, om det er et stærkt førstehåndsindtryk, da det udfordrer forventningerne til albummets sangstruktur allerede fra begyndelsen. Det samme gælder "Behemoth". Nummeret er præget af en nærmest hjernesmeltende præcision, men tør samtidig eksperimentere nok til, at dynamikken løfter helheden betydeligt. Begge sange leverer præcis det, man håber på, når man sætter metalcore på. Problemet er blot, at de ikke besidder en identitet, der er stærk nok til for alvor at adskille dem fra resten af albummet.

"Cerebral Malfunction" er albummets mest problematiske nummer. Det er værd at bemærke, at bandet forsøger noget anderledes, men resultatet bliver desværre et af de mest forvirrende og svimlende numre på pladen. Godt nok har nummeret identitet, men det er ikke ligefrem en køn en af slagsen. Det er svært at pege på, præcis hvad der går galt, men en stor del af problemet ligger i den manglende struktur. Nummeret mister sit skelet og ender som en blævret omgang idéer uden nogen reel retning. Det er særligt ærgerligt, fordi teksten faktisk rummer en interessant dybde og behandler selvdestruktive tanker samt menneskets værdisætning af sig selv.

Generelt lider en stor del af albummet under en meget homogen sangskrivning. Ikke fordi der mangler teknisk dybde, eller fordi musikken lyder dårlig. Tværtimod. Problemet er, at det hele flyder sammen. Samme tempo, samme riff-strukturer. Igen er intet af det dårligt, men det bliver hurtigt en smule ligegyldigt.

Dog fortjener forsangeren, Jake Luhrs, særlig ros. Hvis der er nogen, der har læst metalcore-historiebøgerne, så er det ham. Han leverer en energisk og overbevisende vokalpræstation gennem hele albummet, og hans stemme passer fortsat perfekt til bandets lyd. Det gør mig både glad og en smule frustreret. Naturligvis er det positivt, at han leverer varen, men når resten af bandet ikke altid når samme niveau, bliver forskellen ekstra tydelig.

Produktionen er heldigvis solid. Der er intet, som direkte lyder dårligt, og lydbilledet fremstår klart og velafbalanceret. Mixet sidder generelt lige i skabet. Når det er sagt, mangler produktionen måske også noget karakter. Jeg er nok ikke gammel nok til for alvor at være nostalgisk, men jeg forestiller mig, at mange fans vil sætte pris på den måde, August Burns Red har skruet albummet sammen på. Overordnet set er produktionen faktisk en af de ting, der løfter pladen mest.

Tynd middelmådighed

Seasons of Surrender er et album, der sandsynligvis vil tilfredsstille størstedelen af August Burns Reds fanbase, men næppe bliver nogens favorit i diskografien. Bandet leverer et teknisk stærkt album med kompetent produktion og enkelte højdepunkter, men sangskrivningen mangler den variation og melodiske styrke, som gjorde Phantom Anthem og Guardians så mindeværdige. Albummet føles begrænset af sin egen formel, og det er ærgerligt, for jeg tror oprigtigt, at bandet kunne have skabt noget mere interessant ved at kombinere de gamle idéer med deres moderne udtryk.

Jake Luhrs leverer en stærk vokalpræstation, som hæver oplevelsen mærkbart, men hans præstation kan ikke alene kompensere for albummets manglende vision og identitet.

Jeg bifalder normalt, når bands laver en U-vending og forsøger at genbesøge tidligere udtryk, men ligesom Metallicas 72 Seasons ender Seasons of Surrender med at føles som en fortyndet og en smule udvandet version af det materiale, de forsøger at genskabe.