Fra 80’er-film til samfundskritik

“Anal nathrak, uthvas bethud, do che-ol di-enve”, denne sætning, en trylleformular fra den mildest talt syrede B-film Excalibur fra 1981, beviser engang for alle, at metalbands kan finde navne alle vegne. Anaal Nathrakh har siden ’99 råbt, skreget og brølet om alt, hvad der er galt med samfundet. Ergo et emne, der aldrig løber tør for indhold, så derfor har bandet nok konkluderet, at 2020, et år hvis højdepunkt må være dets afslutning, var det perfekte år til at udgive sit 11. album. Hvis man kender bare lidt til Anaal Nathrakh, så ved man, at man aldrig helt ved, hvad man skal forvente af duoen fra metallens fødeby, Birmingham. Traditionelt set har bandet altid bevæget sig i et kulsort og mineret grænseland, mellem black metal, grindcore og industrial – tre genrer som vel også altid har haft fokus på, hvor elendigt det egentligt går. Endarkenment afviger ikke meget fra af den sti, men så alligevel…

Hvis.Du.Ser.Noget.Sig.Noget

Endarkenments største styrke er, i mine ører, vokalisten Dave Hunt. Og det er slet ikke for at stille Mick Kennedys lys under en skæppe, men det er Daves vokal – helt præcist hans ”heltevokal” (eller King Diamond vokal som han selv kalder det) – der giver albummet sin sjæl, charme og personlighed. Hvis albummet udelukkende havde indeholdt growl og skrig, ville det nok lyde som en del andre udgivelser fra mange andre bands, men når først han slår over i sin heltevokal, så er man ikke i tvivl om, at det altså er Anaal Nathrakh, man hører! Derfor hersker der heller ingen tvivl om, at det er titelnummeret, ”The Age of Star Light Ends”, ”Feeding the Death Machine” og ”Create Art, Though the World May Perish”, der er albummets højdepunkter, for her får man den dualitet, som bliver skabt, når man blander hyperaggressivt ekstrem metal med en lyst til at iføre sig en kappe og dræbe drager – bortset fra at her er dragen en metafor for den korrupte samfundsmodel.

Denne dualitet bliver dog også lidt et problem, da enkelte numre udelukkende består af brutalitet, numre som ”Thus, Always, to Tyrants” eller ”Punish Them”. De numre føles overflødige og todimensionelle, ja nærmest kedelige i deres udtryk, når man holder dem op imod de andre numre på albummet, som viser, at Anaal Nathrakh sagtens kan jonglere med alle boldene på én gang.

Anaal Nathrakh er også et band med holdninger, og de er ikke blege for at udbasunere dem. De er også ret ligeglade med hvem, der så føler sig trådt over tæerne eller ramt, stødt og krænket. De er et protestband og viderefører en stolt og gammel tradition om, at man har pligt til at råbe vagt i gevær, når samfundet er på vej ud på et skråplan. At bandets konklusion så nok er, at vi allerede er røget ud over skrænten og rammer afgrunden om et øjeblik, er så en anden side af sagen. Albummets titel er også en hånlig reference til det faktum, at trods vi aldrig har været så oplyste som nu, og at alle med en internetopkobling har konstant og ubegrænset adgang til al den viden og fakta, som menneskeheden har akkumuleret, så vælger folk at ignorere det, at se den anden vej og i stedet føle sig vej frem gennem et mørke, de selv har skabt, ved at slukke lyset. Anaal Nathrakh har altid haft et tekstunivers, der appellerede til folk, der elsker litterære referencer samt intertekstualitet, og Endarkenment er ingen undtagelse. Vi har to herrer, der tit er at finde i metaltekster: Orwell og Nietzsche, men også Julius Cæsar, Juvenal og øh… Monthy Python er at finde i lyrikken – og alle disse har jo det tilfælles, at de var utroligt samfundskritiske. Derved ikke sagt, at filosofistuderende om 100 år sidder og gransker Anaal Nathrakh-tekster for at finde retoriske guldkorn, men så igen, hvis man kan læse Beatles på universitetet, ja så er alt vel muligt.

Stil krav til dig selv

Endarkenment stiller krav til en som lytter, og det er faktisk befriende, hvor bagvendt det end må lyde. Det her er ikke for sjov, og du skal forstå, at det handler om vores samfundsfremtid, så sluk for Paradise Hotel, log af Twitter, sæt telefonen på flytilstand og læs en bog! Start med Kierkegaard, Orwell og Nietzsche, bevæg dig derefter overmod Kant og Dostojevskij, og slut af med Machiavelli og Bradbury. Stil krav til dig selv, ligesom Anaal Nathrak gør det! Du har ingen undskyldninger, og ellers… Følg bandets anbefaling og drik blegemiddel, dit svin!