Alter Bridge - The Last Hero

The Last Hero

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:13

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Alter Bridge brænder ingen broer, men bringer et brag af en rockbombe

Can I get a hero?

Den melodiske rock-firkløver Alter Bridge behøver efterhånden ingen større præsentation; med fire bundsolide albums i ryggen har de for længst cementeret deres status som et moderne rockband i den absolutte verdensklasse. De er beviset på, at hårdt arbejde betaler sig, for der bliver bestemt ikke ligget på den lade side i camp Alter Bridge! Siden udgivelsen af det fantastiske Fortress-album i 2013 har frontmand Myles Kennedy tonset rundt med Slash, og guitarist Mark Tremonti har kreeret sine to soloprojekt-albums, Cauterize og Dust. Under alt postyret har de to trækheste også formået at skrive materialet til The Last Hero – et album, der i bredeste forstand tager hånd om verdens mangel på helte.

Sukkersødt og stenhårdt

Mange vil måske mene, at tiden er løbet fra heltemod og heltegerninger, men indført i kvartettens knivskarpe kontekst fremstår temarammen aktuel som aldrig før. Vi lever i en verden, der i stigende grad har brug for redning – både politisk, socialt og i vores daglige gøren.

Med denne samfundskritiske ballast leverer The Last Hero alt, hvad man kan forvente af Alter Bridge – og lidt til! Lytteren rives rundt i guitartunge passager, hvor Tremontis thrash-rødder blottes, men samtidigt modstilles disse af drengenes storladne rock-ørehængere og karakteristiske ballader, hvor Kennedys vokal får lov at brillere. Hver enkel lille tone fremføres med kirurgisk præcision, og der er absolut intet overladt til tilfældighederne. Dermed ikke sagt, at albummet føles sterilt og koldt – langt fra. Det er spækket med overraskelser og små åndehuller, hvor musikken får lov at leve.

I den tunge ende af Alter Bridge-skalaen hærger ”The Writing On The Wall”, der er et mavesurt opråb til dem, der lukker øjnene for den globale opvarmning og dens fatale konsekvenser. Herefter følger fætrenes måske tungeste track til dato: ”The Other Side”. Med sin dystre atmosfære, Tremontis ildevarslende guitar og Kennedys nærmest hviskende vokal placerer dette nummer sig som en højdespringer. Lige så hårdtslående er ”Island Of Fools”, hvor guitararbejdet lyder som noget, der er nappet direkte fra Tremontis soloprojekt. Vildskaben fortsætter på den fænomenale ”Crows On A Wire”, hvor de melankolske vers eksploderer i super melodiske omkvæd, hvor især vokalarbejdet fortjener ros.

Point høster gutterne også for deres storslåede radiorock. Fra første nummer, ”Show Me A Leader”, skydes der med skarpt, og selvom dette er Tremontis debut med den syvstrengede spade (i denne kontekst), er det et typisk Alter Bridge-nummer. Med sin lange, stemningsopbyggende guitarintro og iørefaldende omkvæd tør jeg godt garantere, at dette er et sikkert live-hit! Kort efter løsslippes ”My Champion”, der med sit positive budskab og passende middeltempo er en fremragende feel good-sang a la storhittet ”Rise Today” (Blackbird) eller ”All Ends Well” (Fortress).

Med ”Cradle To The Grave” bevæger vi os over i ballade-afdelingen, hvor patos-parameteren er skruet helt i vejret. Skæringen er en sand magtdemonstration i smuk sangskrivning, og den vækker flere steder minder til Fortress. Der skabes en form for naivitet i stemmeføringen, hvilket gør, at vokalen udstråler skrøbelighed og styrke på samme tid – wow! Den stærke skrøbelighed fortsætter i Kennedys bluesy guitarsolo på ”This Side Of Fate”, og på ”You Will Be Remembered” hersker en sukkersød stemning i stil med ”Watch Over You” (Blackbird).

Ingen smalle steder

For fans af moderne rock skuffer Alter Bridge sjældent, og det er bestemt heller ikke tilfældet med The Last Hero! Det er en allerhelvedes hvirvelvind af mastodontisk musik og en konstant overlevering af lyriske lækkerbiskener. Det er tydeligt, at det musikalske makkerpar Kennedy og Tremonti styrer showet, men pladens puls – bassist Brian Marshall og trommeslager Scott Philips – fortjener også et stort klap på skulderen! Her har vi et album, der fungerer på alle planer, og det kan simpelthen ikke udløse andet end topkarakter – flot, drenge!

Tracklist

  1. Show Me A Leader
  2. The Writing On The Wall
  3. The Other Side
  4. My Champion
  5. Poison In Your Veins
  6. Cradle To The Grave
  7. Losing Patience
  8. This Side Of Fate
  9. You Will Be Remembered
  10. Crows On A Wire
  11. Twilight
  12. Island Of Fools
  13. The Last Hero

Kommentarer (1)

200% metalfan

Lidt fesne????

Musik er smag og behag! Jeg er må helt klart ikke være alterbridge målgruppe men...... For mig er dette bare endnu fimsemetal album der mere minder om et produkt en album lavet af musikere. Det hele er hørt før og følger en gammel skabelon. Selv vokalen minder om gamle queensryche album. 5 fesne nickelback hoveder er hvad jeg mener vi er oppe på men....... smag og behag er forskellig!