Aeternam - Heir of the Rising Sun

Heir of the Rising Sun

Udkom

Type:Album
Genrer:Symphonic Death Metal, Progressive Death Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Istanbul was Constantinople

Trods sin undfangelse i 2007 samt fire studiealbums forinden, så er det først nu, hvor canadiske Aeternam har udgivet sit femte album, at vi rent faktisk anmelder bandet. De symfoniske døds-/folkproggere har siden debuten, Disciples of the Unseen, arbejdet med konceptalbum med fokus på Mellemøsten, Mesopotamien og Egypten – alle sammen steder, der har ufatteligt lidt med Canada at gøre. Dette gør sig også gældende på Heir of the Rising Sun, som fortæller, hvordan og hvorledes den osmanniske sultan Mehmed II erobrede Konstantinopel i 1453. Et koncept, jeg ikke umiddelbart er stødt på før, når vi snakker metalalbums, hvilket er dejligt forfriskende, da metalscenen har det med at genbruge de samme koncepter, om det så er Den Guddommelige Komedie, Første Verdenskrig eller noget med vikinger.

Now it’s Istanbul, not Constantinople

Stilistisk set befinder bandet sig et sted mellem Turisas, Fleshgod Apocalypse og SepticFlesh tilsat en lille smule Opeth nu og da. Hvilket må siges at være en kombination, der forpligter, og langt hen ad vejen leverer Aeternam da også! Med guitarlir en masse, storladne symfoniske elementer og en vokal, der ubesværet svinger mellem Åkerfeldt-influeret skønsang og en forholdsvis hæs omgang growl, der leder tankerne henimod svenske Throne of Heresy (hvad pokker blev der egentlig af dem?).

Trods at Aeternam gør stor brug af både spoken word og instrumentelle intermezzoer – begge ting jeg normalt slår ned på – så fungerer begge fremragende på Heir of the Rising Sun, da begge er med til at fastholde og understøtte albummets historiske rammefortælling.

Dog undrer det mig gevaldigt, når man har valgt at lave musik med fokus på en så bombastisk begivenhed som Romerrigets endelige fald, at trommerne og bassen så er så lavt i mixet. Især trommelyden er mig en gåde, til tider lyder det som om et spædbarn med knogleskørhed, der blidt aer en fugtig papkasse med en vådserviet. Der må den gode Antoine Guertin altså godt lige komme op i gear. Helt kriminelt er det på sangen ”Fall of Constantinople” – et slag, hvor de tyrkiske Bombardkanoner buldrede og bragede nat og dag – som fortjener nogle ordentlige tordentrommer af den slags, der får vægge til at skælve. Det havde endda været på sin plads, hvis bandet havde valgt at gøre som Tchaikovsky  og tilføjet kanonild til værket, det er vel næppe den største tryllekunst med et midi-board.

Men ser man bort fra den manglende bund, så er det ret så svært at finde fejl eller problemer på Heir of the Rising Sun – albummet er på mange punkter et af de absolut bedre symfoniske døds’ish metalalbum, vi har fået i år 2022. Det er ligeledes et album til folk, der retteligt mener, at guitaren er det bærende instrument i metalmusikken, for hvor trommeslager Antoine gemmer sig i baggrunden, tonser de to guitarister, Achraf og Mathieu, afsted med 200 km i timen og kaster om sig med både storladne barok-influerede soloer og tunge swe-death rytmer.

Men det er ikke kun musikken, der skal have ros, selvom den – som nævnt – er glimrende. Men Aeternam skal også have ros for at have fundet et koncept og en historie, der næppe er blevet fortalt via metalmusikken før – så bravo.

Been a long time gone, Constantinople

Heir of the Rising Sun er et rigtig godt album og Aeternam tilsvarende et rigtig godt band. Numre som ”Irene”, ”Treacherous Hunt”, ”Nova Roma” og ”Fall of Constantinople” er særdeles fremragende numre, der virkelig fremhæver, præcis hvor dygtige musikere kvartetten er. Det eneste, man reelt set kunne ønske sig, var en producer der ikke var panisk angst for musikalsk dybde, men lad os da krydse fingre for, at bandet har fundet sig sådan en, når næste album engang skal skrues sammen – jeg glæder mig i hvert fald til at høre, hvordan den næste historielektion fra Aeternam kommer til at lyde.

Tracklist

  1. Osman's Dream
  2. Beneath the Nightfall
  3. Irene
  4. Nova Roma
  5. Kasifi's Verses
  6. Where the River Bends
  7. The Treacherous Hunt
  8. Akhatist Hymn
  9. The Fall of Constantinople