Italiensk doom-trio er helt væk

I skyggen af Cosa Nostra

I et historisk perspektiv er tingene ikke altid gået stille og roligt for sig på den italienske ø Sicilien – den mest erobrede ø i verdenshistorien. Forfærdelige perioder med krig, slaveri og en mafia, der stadig huserer, kaster mørke skygger over en middelhavsø, der derfor ofte frarøves anerkendelse for sin kunst og ikke mindst uhyre smukke natur. Men Sicilien vil altid være forbundet med mørke. I skyggerne trives det onde, det dystre og det vederstyggeligt forfærdelige, og det er her, vi finder doom-trioen 1782. Som desværre er forfærdelig og vederstyggelig i mere end én forstand.

Same procedure…

Bandets navn skulle, efter sigende, være årstallet for den sidste officielle heksebrænding i Europa. Så er barren sat: Det er rendyrket ondskab, okkultisme, rådne skeletter og dryppende stearinlys, vi er ude i. Præcis, som det var tilfældet med legendariske Black Sabbath, da de trådte frem på den store scene for over 50 år siden.

1782 albumdebuterede for et par år tilbage med en skive, der egentlig var ganske udmærket, men uden på nogen måde at være prangende. Sammenligningen med førnævnte mastodonter – især med selve nummeret “Black Sabbath” – lå ligefor, og det er da også denne sti, italienerne igen betræder: den riffbaserede, slæbende langsomme, dystre og utroligt mørke doom. Har vi ikke hørt det før? Jo, tak. Og som regel også meget bedre. Bevares, jeg elsker en god omgang doom med tunge riffs og dystert mørke, der inviterer til dæmpet belysning, en omgang “Ånden i glasset” plus rødvin, man lettere barnligt kan forestille sig er blod, men From The Graveyard, som denne plade så stereotypt er navngivet, er simpelthen på for lavt niveau. Musikken er fuldstændig uden energi og sammenhæng, og efter pladens intro samt første rigtige nummer, “Evocationis” og “The Chosen One”, er man allerede træt. Trods anstændige riffs i ny og næ og en produktion, der i og for sig er tilpas skrabet, lyder 1782 mest af alt som et gymnasieband, der finder vej til øveren klokken fem om morgenen i en kolossal brandert. De synes selv, det lyder mega fedt, men i virkeligheden er det tåkrummende anstrengende i samtlige af de 44 minutter, som pladen varer. Heldigvis synes frontmand Marco Nieddu ikke, at han skal synge ret meget på pladens otte numre, hvilket man faktisk skal være glad for. Hør bare fjerde skæring, “Black Void”, og man vil hurtigt forstå, hvorfor vokalen ikke bare er skruet langt ned, men også hvorfor den er pakket ind i alt for meget rumklang.

How (s)low can you go?

1782 er et af de doom-bands, der bestemt ikke benytter sig af dynamik som et virkemiddel, og det skal der også være plads til. Men vil man udtrykke sit kunstneriske budskab via hypnotiske og atmosfæriske kanaler, skal man dæleme have mere tjek på sagerne, end 1782 har. Det er svært at spille rigtig hurtigt, men det er næsten endnu sværere at spille rigtig langsomt, og den fælde falder 1782 lige lukt ned i. Albummet er ganske enkelt for slattent og lyder decideret useriøst.

Dedikerede doom-entusiaster vil måske kunne finde glimt af medrivende syrede stemninger hist og pist på From The Graveyard, men langt hen ad vejen er her tale om så slap og fraværende en indsats, at man mister fokus, før pladen rigtigt er gået i gang. Øv! Det her er ikke bare kedeligt, det er også umådeligt dårligt udført.