Sad boy clubbangers
St. Digue er Kasper Deichmanns darkwave/industrial-soloprojekt, hvor rødderne i punk og black metal stadig spøger under overfladen og giver musikken kant. Han spiller som et 80’er-industrialband på syre med krudt i røven og en skudsikker selvtillid. Musikken inviterer publikum til at danse og slå gækken løs, mens mørket konstant pulserer i baggrunden. Så spørgsmålet var, om de tunge klubtoner kunne spille sammen med aftenens øvrige artister? Fik Deichmann mon budt folk i pitten op til at danse med bevægelser, som deres krop aldrig før havde slynget sig i, eller blev det højst til en hovedrystende næserynke?
Den unge Werthers dansemoves
Man forventede hvert øjeblik at blive oversprøjtet med blod fra VEGAs sprinklersystem, da St. Digue indtog scenen. Deichmanns darkwave-inspirerede industrialmusik minder nemlig både i sit auditive og visuelle udtryk om noget, der sagtens kunne spille på klubben i Blade. Både eyelineren og synthen stod knivskarpt, mens lyden af og til virkede en smule mudret. Inspirationen fra bands som She Past Away og Nine Inch Nails er tydelig, men Deichmann formåede alligevel at sætte sit eget præg på foretagendet. Den unge Werther har ikke lidt forgæves, men med tiden har hans weltschmerz fået en anden lyd med væsentligt mere bas end på Goethes tid. Hvorfor også græde derhjemme, når man kan gøre det på dansegulvet? Når det fungerer, skaber St. Digue en trancelignende tilstand, der som en urkraft kalder kroppen til bevægelse. Når det ikke fungerer, bliver man hevet helt ud af stemningen, som da Deichmanns ellers velsmurte stemme enkelte gange skød helt forbi tonerne. Dog virkede det effektfuldt med det ekstra lag trommer ud over de elektroniske beats, der gav lydbilledet mere dybde.
Elsk at hade det
Som gammel goth’er (og altså ikke dem, der indtog Rom) ramte St. Digue et ømt punkt. Det ene tidspunkt, hvor Deichmann sang falsk, ærgrer mig derfor virkelig, for resten fungerede fint. At metalfolket nok kan nå til bred enighed om at hade den slags musik, rør mig ikke en tøddel. 'Det er i hvert fald ikke black, det her, for man kan ikke spille black metal og vise så meget mave', bemærkede en koncertgæst. Han har nok ikke været til særligt mange black metal-koncerter. Og nej, St. Digue er ikke black metal, men det gør ikke musikken mindre mørk.
