Exelerate

Til at vække vores indre vandaler havde aftenens hovednavn håndplukket bysbørnene og power/thrash-kollegerne fra Exelerate. En klassisk firebande fra 2012, i dag bestående af oprindeligt stiftende guitarist og vokalist Stefan Jensen, langtidsmedlem og bassist Io Klarstrup samt de nyere tilkomne Stig Eilsøe-Madsen og Mads Sørensen. Begge sidstnævnte har været at finde i nuværende line-up siden 2019, hvor de hver især har passet henholdsvis trommer og guitar. Bedst som klokken rundede 22:00, lagde kvartetten fra land med ”Arrival” fra det selvbetitlede debutalbum, som dette redaktionsmedlem selv havde fornøjelsen af at dissekere tidligere på året. Med en maxkapacitet på 400 personer var både rammer og vilkår for en gedigen fest absolut til stede. Derfor må jeg tilstå min skuffelse, idet vi med nød og næppe slæbte os forbi de 150 – medregnet forkøb, dørsalg og gæsteliste. Læg dertil en scene med begrænset udsyn grundet store træstolper samt et mildt sagt udfordret indeklima – i øvrigt illustreret glimrende gennem et ’Sveder I lige så meget som mig?’ fra forsanger Stefan Jensen, inden tonerne af ”Children of the Sun” fik loftet til at slå revner. Så var forudsætningerne pludselig knap så gunstige.

Det så nu ingenlunde ikke ud til at forstyrre kvartetten, der denne aften leverede med både energi, overskud og spilleglæde. Exelerate er tydeligvis et ensemble, der ikke tager sig selv alt for højtideligt – og heldigvis for det. Manden bag tønderne faldt i hvert fald i ét med de geografiske omgivelser, som han sad der med løst udslået manke, blottet dunk og solbriller i skrigende neonfarver. Et syn for guder, der blev bakket op af Jensens friskfyrbemærkning om, hvilke forventninger vi kan have til vores børn, hvorefter ”Spawn of Satan” tordnede gennem etablissementet. Besiddende en gudsbenådet vokal og samme folkelige, sympatiske humor, som vi finder hos etablerede kapaciteter som Nicklas Sonne, havde han publikum i sin hule hånd fra start til slut. Ikke overraskende bestod aftenens sæt nærmest udelukkende af numre fra nyligt udgivende Exelerate, om end der også blev plads til gruppens single ”Elysium” fra 2016. Et indslag, der bogstavelig talt tændte op under det begejstrede publikum. Her havde jeg svært ved at skjule mit nostalgiske vemod, da disse lys som så ofte set nu om stunder ikke blev frembragt af det kunstige skær fra mobiltelefoner, men i stedet fra de gode gamle Tokai-lightere. 

Indrømmet, jeg havde til lejligheden snydt lidt og forhørt mig hos d’herrer om, hvad vi kunne forvente os af aftenens sætliste. Derfor blev (også) jeg taget med bukserne godt og grundigt nede om anklerne, da vi pludselig blev stillet et mildt sagt ejendommeligt ekstranummer i udsigt. I hvad der bedst kan beskrives som en 12-hestes brandert resulterende i et engangsknald mellem Sømændenes ”Knap en bajer op” og Hammerfalls ”Hearts On Fire” satte Exelerate et solidt punktum for 45 minutters forrygende underholdning og en åbningskoncert ikke set bedre i umindelige tider. Derfor er det hverken overraskende eller ufortjent, at gutterne allerede nu kan se frem til et fuldt booket program de kommende måneder – blandt andet som del af den obligatoriske nationalrundfart, vores kolleger fra Metalized afvikler på årlig basis. Her slutter de sig til garvede ’rotter’ som Artillery og Manticora samt Demolizer, der tilbage i juli skænkede os mildt sagt undervældende Post Necrotic Human. Bedriften her til aften påkalder sig i den grad også en opfordring til det moderne Mekka for dansk metal, Copenhell: Se lige at gribe knoglen, og få smidt de her drenge på plakaten. De fortjener både større scene og publikum, end Loppen kan mønstre.      

Sætliste:
1. Arrival
2. No Escape
3. Children of the Sun
4. Release
5. Spawn of Satan 
6. In Between Insanity
7. Elysium
Encore:
8. Tusind bajere (Red.: ’lettere’ bearbejdet cover af Hammerfalls ”Hearts on Fire”)

9/10

Terminalist

Aftenens hovednavn består stadig af trefjerdedele oprindelige medlemmer fra gruppens tilblivelse i 2018. Bassist Simon Siantidis nåede dog blot at medvirke på singlen ”Voyagers”, inden han i 2020 blev erstattet af Kalle Tiihonen, der også var at finde bag ’brummeren’ i dagens anledning. Det kan for almindeligt dødelige nemt virke overvældende at skulle forholde sig til de uhåndgribeligt miserable tilstande på The Crisis as Condition. For at blødgøre situation en anelse, så forestil dig i stedet følgende: En velkendt skikkelse med sorte og orange striber vågner op udendørs. Regnen vælter ubønhørligt ned. Efter en hurtig rekognoscering kan følgende konstateres: Alle vinduer og døre er hermetisk lukkede. Harald er netop taget på arbejde, og gennem ruden ses hunden henslængt i en seng, der udpræget IKKE tilhører ham. Til sin rædsel opdager den allerede hårdtprøvede huskat sidenhen, at ikke alene har Futte (’den infame lopperede!’) støvsuget matriklen for den sidste rest af lasagne, men kalenderen på væggen viser tilmed mandag hele ugen! Sceneskift. Forud for dagens tsunami af hærg og ødelæggelse – ækvivalent med den mareridtsinducerende tanke om mandag i syvende potens – var vi allerede blevet tilskikket singlerne ”The Crisis as Condition” og ”Mutating Fractures”. Små genistreger der begge tager et stramt kvælertag på den lettere stagnerede thrashgenre her til lands og efter min bedste overbevisning bundsolide bidrag til at køre Terminalist i stilling som nomineret i kategorien ’årets danske thrash-udgivelse’. Uden tilsyneladende at have taget den mindste smule ved lære af sidste uges fejlslagne forventningsafstemning kunne aftenens imødesete højdepunkt endelig tage sin begyndelse … troede vi!

Klokken 23:10 hørtes de nådesløse riffs fra åbneren ”Life Won’t Last” første gang. Forsanger Emil Hansen bremsede dog op midt i det hele, da langt fra alle tilsyneladende havde indfundet sig. Det tog dog blot den store viser en enkelt omgang rundt på skiven, inden vi atter kunne træde koblingen ud og for alvor sætte i gear. Med samme virile vildskab som Dominic Toretto blev stangen nærmest øjeblikkeligt flået i femte – en position, den aldrig forlod igen. Det ultraaggressive udtryk smittede uundgåeligt af på de frådende fremmødte, der trods beskedent antal moshede igennem med benknusende brutalitet. Med brillante blastbeats fra toptunede Frederik Amris og Hansens afgrundsdybe knurren animerede eksekveringen af albummets selvbetitlede skæring i særdeleshed de forreste rækker til befriende balstyrisk opførsel. Jeg må i den forbindelse tilstå, at jeg til dato aldrig har set, hvad der senere hen udspillede sig for øjnene af mig: Med poetisk præcision blev en enkelt tilskuer under ”Mutating Fractures” på bedste Def Jam-manér løftet i strakte arme op over publikum og flere på hinanden følgende gange hamret mod det lavthængende loft! En voldsom episode, der dog ikke så ud til at påvirke den unge mand synderligt i gerningsøjeblikket – det foresvævede mig i stedet at blive gaven, der kom ham til gavn dagen derpå i selskab med tilsvarende tømmermænd. I modsætning til mere joviale Exelerate fremstod Terminalist selv med lidt mere distanceret mine. Der blev ikke vekslet mange ord, men til gengæld fremført en koncert fra allerøverste hylde. Der var samtidig en anden modenhed at spore i de tætvævede rytmekonturer, hvor numre som ”A Future to Weave” og i særdeleshed den nedtonede intro til ”Last Remains” bar vidnesbyrd om de faglige fortræffeligheder.

Ligesom første levende billede var der hos Terminalist til gengæld heller ikke overladt meget til fantasien. The Crisis as Condition blev på blændende vis rullet ud i kronologisk rækkefølge fra start til slut. En bedrift, der genkaldte minder fra sidst, vi havde fornøjelsen af gutternes fremragende selskab i forbindelse med Copenhagen Metal Cruise 2021. Som del af en noget aparte besætning, blandt andet bestående af Lamentari, MØL, Bersærk og Red Warszawa, gav de dengang en glimrende eftermiddagskoncert, hvor forgængeren The Great Acceleration ligeledes blev spillet i sin fulde længde. Afslutningsvis er det værd at bemærke, at aftenens sidste ’encore’ i form af ”Terminal Dispatch” fra førnævnte forgænger udgjorde kulminationen, hvor gulvet endegyldigt truede med at give efter under vægten af de nådesløst trampende horder. Det skulle tage mig 37 somre at indfinde mig på fristadens sagnomspundne spillested for første gang. Klokken 23:59 kunne jeg således konstatere, at Loppen ikke alene netop havde lagt lokaler til, hvad der meget vel kunne vise sig at blive ’årets koncert’ – den uventet charmerende stemning af ’autentisk undergrund’ sendte mig samtidig på en to timer lang vandring ned ad mindernes allé. Hvor ungdommelig kådhed gik hånd i hånd med blomstrende kreativitet og på den måde lagde grundstenene til den videre rejse.

Under buldrende applaus bukker og takker jeg henholdsvis Exelerate, Terminalist og ikke mindst Loppen for en helt igennem uforglemmelig aften!

Sætliste:
1. Life Won’t Last 
2. The Crisis as Condition 
3. A Future to Weave 
4. Last Remains 
5. Frenetic Standstill
6. Mutating Fractures 
7. Move in Strife
Encore:
8. Terminal Dispatch

9/10