Foto: Julia Nikiforova / JN Lightning Photography
Foto: Julia Nikiforova / JN Lightning Photography · Se flere billeder i galleriet

Sepultura

Amager Bio, København S

Det skal på ingen måde være en hemmelighed, at jeg havde glædet mig til denne torsdags koncert; en aften, jeg havde ventet på i over to et halvt år. Tilbage i februar 2020 udgav mægtige Sepultura deres bedste album i mange år, nemlig den meget roste plade Quadra. Kort efter udbrød coronapandemien, og bandets forestående verdensturne blev udsat gang på gang. Men endelig lykkedes det for os danskere at få hørt endnu en liveoptræden med den vidunderlige brasilianske kvartet, da de gæstede Amager Bio forleden. Med sig havde de taget ingen ringere end Crowbar og Sacred Reich, og det skulle, mildest talt, vise sig at blive en aften af de bedre.

Crowbar

Foto: Julia Nikiforova / JN Lightning Photography

Rygterne gik, at Amager Bio var udsolgt denne torsdag aften i efterårsferien. Og som om det ikke er imponerende nok i sig selv, var størstedelen af de 1.300 billetholdere mødt frem lige fra start. Det er pokkers god stil. Men hvorfor i alverden skulle de ikke også gøre det? Første band på plakaten var nemlig selveste Crowbar fra New Orleans; et af de største navne fra den by, hvor sludge-metallen fandt sit fodfæste og udviklede sig fra for snart flere årtier siden. Selv synes Crowbar ikke rigtig om prædikatet sludge, men uanset så var frontmand Kirk Windstein, som mange også kender fra sludge-supergruppen Down, mere end almindeligt opsat på at give publikum en på opleveren. Og for pokker, et show vi fik. Det var ikke meget stemme, den gode Windstein havde, når han interagerede med de fremmødte mellem numrene, men det blev der kompenseret for gennem musikken. Med fremragende lyd, intensitet og nærvær fik vi alt det bedste fra en karriere, der indtil videre spænder over intet mindre end 12 langspillere. Bedst af alt så bød Crowbar i deres korte sæt på hele to numre fra den groft undervurderede plade Broken Glass, idet de startede med den tonstunge “Conquering” og sluttede med det sublime titelnummer ca. 40 minutter senere. Helt oprigtigt så havde jeg ikke forventet det store af Crowbar, men de overraskede enormt positivt og leverede et solidt, nærværende og medrivende sæt til manges store tilfredsstillelse.

8/10

Sacred Reich

Foto: Julia Nikiforova / JN Lightning Photography

Efter fadæsen Catharsis – bedre kendt som ‘the album of which we do not speak’ – forlod trommeslager Dave McClain i 2018 Machine Head til fordel for sine gamle venner i Sacred Reich. Et trin eller to ned ad stigen, ville mange måske mene, men ikke desto mindre et valg, der gjorde ham markant gladere. Og det kunne man så sandelig mærke på ham i den gamle biograf på lorteøen. Her var intet højtideligt stjernenykkefis eller kæmpeego over sagerne. Nej, her var et band, der selv var med til at slæbe deres gear ind på scenen og alene var mødt op for at spille den musik, de elsker, samt nyde hvert sekund undervejs. Og det gjorde de så!

Nøjagtig som Crowbar havde gjort en times tid før dem, lagde de ud med at erobre publikum. Et af deres nyere numre, “Divide & Conquer” fra 2019-albummet Awakening startede festen efterfulgt af titelnummeret fra pladen The American Way fra 1990, og så var vi ellers i gang. Forreste tredjedel af salen startede en mosh, der skulle vise sig at vare aftenen ud, da tredje nummer, bangeren “Manifest Reality”, fik en kæmpe flok mennesker oppe foran til at kaste samtlige hæmninger overbord. Og det var sgu også svært at forholde sig i ro. Kvartetten fra Arizona er muligvis ikke blandt klodens ti-femten bedste thrash-bands, men selvom opskriften er simpel og til tider meget forudsigelig, så kan de fandme spille. Og så må jeg være ærlig og sige, at Amager Bio sjældent har lydt bedre end under Sacred Reich. Alt fra frontmand Phil Rind var sprødt og klokkeklart. Den sublime vokal gik rent igennem, og den gode Dave McClain gik bestemt heller ikke ubemærket hen. “Der er sgu fede takter i det der”, lød det fra herren bag mig cirka halvvejs inde i sættet. Ja, for pokker. McClain er forrygende og fandens tight bag de gryder. Skønt at se ham med den spilleglæde igen, og skønt med så veloplagt opvarmning. Sikke en præstation og sikke en thrash-fest.

8/10

Sepultura

Foto: Julia Nikiforova / JN Lightning Photography

Efter så habil opvarmning fra både Crowbar og Sacred Reich var jeg næppe den eneste i salen, der var spændt på, om aftenens hovednavn kunne leve op til presset. Bevares, liveudgaven af Sepultura har alle dage haft et uhyre højt bundniveau, men for at overgå supporten skulle de også overgå sig selv. Challenge accepted.

Første nummer fra Quadra, det hurtige og benhårde “Isolation”, åbnede ballet efterfulgt af klassikeren “Territory” fra 1993, hvorefter ingen så sig tilbage. Moshing, circlepits og crowdsurfing blev kun afbrudt af taktfaste klapsalver mellem numrene, og den ekstase, der startede allerede under Crowbars opvarmning, var nu tidoblet og stoppede ikke før lang tid efter, Sepultura gik af scenen. Den brasilianske kvartet havde ventet i over to år på denne aften – den første af mange på deres Europa-tour – og det kunne i dén grad mærkes. Hold nu op, et spillehumør, og sikke en præstation. Seks numre fra nyeste skive Quadra, hvor særligt “Last Time” og “Capital Enslavement” tog kegler, men også en masse godter fra klassikerposen, som der blev dykket godt ned i; hele ni numre i alt fra Arise, Chaos A.D. og Roots fik, ikke overraskende, folk til at kaste begejstringen og glæden lige tilbage i hovedet på det særdeles veloplagte orkester.

Langt de fleste koncerter tager et lille intensitetsdyk eller to undervejs. Men det fænomen kender Sepultura heldigvis ikke til. Anført af en forrygende og allestedsnærværende Derrick Green var der ikke ét kedeligt sekund undervejs. Bevares, “Machine Messiah” er ikke det mest circlepit-indbydende nummer, de legendariske brasilianere har at byde på, men omvendt er det et nummer, der får det til at krible og kilde alle de rigtige steder, mens alle små hår rejser sig på arme og ben. For pokker, den skæring er tung! Og trængte nakkemuskler kunne få sig et kort og velfortjent hvil. Var man derimod utilfreds med den stille sekvens, fulgte de heldigvis op med den ultrahurtige “Infected Voice” fra Arise, og så var der ellers circlepit igen. Ingen skade sket.

Det var i sandhed en aften, hvor Sepultura næsten kunne have tilladt sig hvad som helst, og publikum havde stadig elsket dem for det. De tog dog ingen store chancer, men holdt sig til en stensikker sætliste, der blev rundet af med “Ratamahatta” og selvfølgelig “Roots Bloody Roots”. To et halvt års frustrationer og længsel var endelig blevet forløst for både band og fans. Aftener som denne burde man have mange flere af, og derfor tøver jeg ikke med at opfordre Copenhell til at invitere Sepultura på besøg endnu en gang. De er ikke bare et band, der lever af fordums storhed. Ej heller er de ‘det falske Sepultura’, fordi det ‘rigtige’ døde i 1996, da Max Cavalera forlod dem. De er en nyere og opdateret version af et legendarisk band, der har udviklet sig og er blevet endnu bedre end nogensinde. Og de er bestemt ikke færdige med at spille endnu. Slet ikke.

9/10

Kommentarer (1)

UMUR

UMUR

Indlæg: 85

Fed koncert

Det var en virkelig fed koncert. Som du skriver, var alle tre bands tændte og leverede varen, og lyden var sublim hele vejen igennem koncerten.

Sepultura har kæmpet sig tilbage til popularitet ved at levere kvalitet på plade, men endnu mere på grund af deres intense liveshows. Der vil altid være dem, der kun vil se Sepultura, hvis Max kommer tilbage...det er deres tab.

Tilføj kommentar