Diamond Head

Kun få timer før legendariske Diamond Head indtog den forholdsvis lille scene på Train, havde jeg opdaget, at de engelske herrer overhovedet skulle spille – hvilket var en glædelig overraskelse. Diamond Head har jo eksisteret i en menneskealder, men trods det faktum må vi nok erkende, at når nogen overhovedet har hørt om dem, skyldes det, at en flok knægte fra Bay-området kastede sin kærlighed på dem for lidt over fire årtier siden. Hvilket er en skam, for Diamond Head er, og har alle dage været, et fremragende band, hvis musik snildt burde kunne have stået på egne ben uden hjælp fra Lars & Co., men sådan skulle det nu ikke være. At bandet så siden 2014 er blevet anført af danske Rasmus Bom Andersen – og ikke Sean Harris – havde jeg heller ikke fattet, hvilket understreger, hvor lidt jeg egentlig har sat mig ind i bandets karriere siden 1980. Men kæmpe cadeau til netop Rasmus, for selv om han snakkede lidt om snue og sygdom fra scenen, var det ikke til at mærke på den virile dansker, der virkelig piskede gang i sine betragteligt ældre kolleger, og publikum var da også mere end klar til at skråle med på bandets klassiske numre som ”The Prince”, ”It’s Electric”, ”Helpless” og selvfølgeligt hittet, ”Am I Evil”. At samtlige numre så lød ”forkerte”, skyldes, at jeg er opflasket med Metallicas versioner af netop disse numre – hvilket siger noget om, hvordan coverversioner af numre nemt kan blive større og mere populære end de oprindelige udgaver.

Bandet spillede da også andre numre end lige disse fire, og her forstod man måske egentlig, hvorfor Diamond Head aldrig rigtig slog igennem i sin tid. For nok har bandet lavet fantastiske klassiske heavy metal-hymner, men de har også lavet numre, der er langt mere anonyme og beige i sit udtryk – hvilket bandet nok også er klar over, da deres seneste udgivelse netop var en remastered udgave af debuten Lightning to the Nations fra 1980. Men det til trods, så leverede veteranerne absolut varen, og en storsmilende Brian Tatler formåede da også at få publikum varmet godt og grundigt op.

8/10

Saxon

Forleden beskrev en kollega Saxon således: ”Det er ligesom Judas Priest, bare uden hits” – hvilket er hårdt sagt, men på sin vis ganske korrekt. For selvom Biff og hans saksiske krigere har udgivet mere end 20 album og spillet siden starten af 1970’erne, så har de aldrig haft hits (eller landeplager) som ”The Trooper”, ”Ace of Spades”, ”Paranoid” eller ”Breaking the Law” – og ligeledes skal vi nok heller ikke regne med at se deres kolleger i for eksempel Iron Maiden på Train lige foreløbig. Til gengæld kørte Saxon den ind med charme, selvtillid og lækkert hår – for nok er gennemsnitsalderen i bandet tæt på de 100, men det lod de sig på ingen måde mærke af, og Biff Buford beviste, at han er en frontmand af allerhøjeste kaliber. Han er ikke typen, der løber rundt på scenen eller er afhængig af diverse tricks og remedier, en enkelt håndbevægelse fra ham var nok til at få Train til at gå amok – havde han bedt publikum om at flagellere sig selv, havde de gjort det uden at stille spørgsmål. Saxon er et band med så stor en diskografi, at de nemt kunne have tilladt sig at køre den ind med de gamle hits, som folk har skrålet med på siden det forrige årtusind, men niks – bandets nyeste skærring, Carpe Diem  – som nok er en at de tungeste plader, de nogensinde har udgivet – fik lov til at fylde på sætlisten for at understrege, at det her altså ikke var et nostalgitrip, men en magtdemonstration, og en stor fed streg under det faktum, at bare fordi man har rundet de 70, så kan man stadig skrive tung og effektiv musik. Ligesom med Diamond Head forstod man da også i løbet af Saxon-koncerten, hvorfor de heller aldrig er nået op på samme berømmelsesniveau som deres samtidige kolleger. For nok har de en utrolig stor diskografi, men der er ikke tale om den mest varierede, og som en, der aldrig har dyrket dem, må jeg da indrømme, at flere numre flød sammen, men det var ligegyldigt, for Saxon leverede fra start til slut.

Især Biff beviste i løbet af aftenen gang på gang, hvor stor en gentleman han er. Som da folk kastede diverse bamser og dingenoter op til ham, blev de igen og igen udstillet på scenen, og da en svedig fan valgte at smide sin battlevest efter ham, blev den da straks samlet op og signeret, og sørme om ikke den prægtige herre iførte sig den, sang et par numre med den på, og returnerede den derefter – alt sammen med et kæmpe smil og et glimt i øjet.  

At samtlige medlemmer af Saxon ikke for længst er blevet slået til riddere af England, er en fadæse og noget, som Charles straks bør gøre noget ved, og så er den simpelthen ikke længere!

9/10