Mjød-mavser og skæbnekamp
Einherjerne. Odins udødelige krigere. De helte, som er faldet glorværdigt på slagmarken, hvis sjæle bliver sendt til Valhalla af valkyrierne, hvor de slås, drikker og æder til evig tid – indtil den dag hvor Gjallarhornet gjalder og melder ragnaroks komme. Her skal de slås og dø, men sådan er deres skæbne. Det bliver ikke ret meget mere mædl, gespenstsoldater, der slås mod trolde, drager og monstre, alt imens verden går under omkring dem. Det er nok derfor, alverdens bands har brugt disse som inspiration de sidste 30-40 år plus minus. Et af disse er, sjovt nok, Einherjer fra Norge – et af de helt gamle viking metal-bands. Nu er de klar med deres tiende plade, så lad os da se – og høre – om de stadig fremstår kampklar, eller om der først lige skal rystes et par mjød-maver af.
Gå så væk, Ed Sheeran!
Einherjer debuterede måske nok allerede i 1996, men deres rejse har ikke ligefrem været snorlige – der har været mange høje bølger, som har fået langskibet til at tippe og endda kæntre. Bandet blev opløst i 2004, genopstod i 2008 og i 2026 er det kun halvdelen af bandet, der har været med ombord siden dag ét.
Som bandnavnet indikerer, så spiller Einherjer viking metal – en genre ingen sådan helt rigtigt kan forklare, uden at det kræver en mindre afhandling. At Lifeblood så også hopper og danser rundt i ren og skær ubeslutsomhed, gør det bestemt heller ikke nemmere. Nogle gange får vi noget musik, der minder om lige dele Bathory og Immortal, andre gange bliver vi serveret noget, der får en til at tænke på Brothers of Metal, og hist og pist får vi da også et skud old skööl metal i form af Manowar og Saxon.
Ergo er Lifeblood en virkelig rodet omgang, dog er der én konstant igennem hele pladen, og det er Ole Sønstabøs fuldstændigt fantastiske guitarsoli – er du da så ellers helt færdig, hvor kan den mand ellers høvle spade. Han er bandets anker, som formår at holde niveauet højt, selv når resten af gruppen sejler rundt. Også selvom han på “Malmstrøm” vælger at spille ud fra den frygiske skala, som giver musikken et yderst malplaceret egyptisk touch – nok kom vikingerne vidt omkring, men …!
Lifeblood er en frustrerende omgang, for når Einherjer er gode, er de faktisk rigtig gode. “Saltworn Runes”, “At the Threshold’s End” og “The Eternal North” er alle fremragende eksempler på, hvordan black'n'roll, 80’er-shred og vikinger er perfekt hånd i hanke. Desværre insisterer bandet også på at fylde pladen med diverse tåkrummende aspekter som introen på “Bloodborn”, der netop minder om sådan noget plastic-power som Brothers of Metal. Og så er der naturligvis de mange ballader og akustiske elementer – det er der grundlæggende intet galt i, og faktisk er de to ting da også grundpiller i netop viking metal. Problemet er bare, at Einherjer laver elendige ballader. “Gone” kunne have været en superfed sang, hvis bandet lige havde droppet introen, der får mig til at tænke på den der rædderlige Ed Sheeran-sang fra Hobbitten. Frode Glesnes skal afgjort holde sig til at forsøge at lyde som Abbath – når han gør det, så rammer han den lige i røven, men ak …!
Har I hørt om EP’en?
God viking metal er noget af det bedste metal, der findes. Den der helt særegne kombination af black, doom, folk og klassisk heavy er simpelthen totalt og aldeles magisk. Desværre er der ret langt mellem de gode viking metal-bands. Einherjer har måske en gang været et sådant, men her i 2026 … Der må de godt nok se sig slået af mange andre, både landsmænd og yngre og ældre bands. Lifeblood er bestemt ikke en katastrofe, og det kunne bestemt have været en ganske god EP, men der er simpelthen blevet truffet for mange dårlige beslutninger til, at albummet sådan helt reelt er værd at skrive hjem om.
