No pyro, no party?
Med fare for at placere egen agterstavn solidt i klaskehøjde må jeg erkende, at (musik)anmeldere med årene har udviklet sig til et særligt krukket folkefærd. Kun de færreste mestrer som os disciplinen at brokke sig konsekvent over både stort og småt. Aftenens altergang i KB Hallen ændrer næppe på det ry. Alene valget af venue har været genstand for heftig kritik, ikke mindst i kølvandet på Parkway Drives kuldsejlede koncert i november 2025. Og kan man ikke med sikker hånd forsvare nødvendigheden af pyroteknik, ja, så findes der altid en anden trofast kæphest: publikum. For hold nu op, nogle typer forsanger Attila Dorn og hans disciple formår at samle. Jeg husker stadig de affekterede, taktfaste tilråb i Amager Bio anno 2019; så insisterende, at selv ærkeulvens rutinerede “Thank you!” lød som en stille bøn om mådehold. Omvendt oplevede min kollega selvsamme messeritualer på Copenhell som rendyrket engagement under Reffens brændende sol. Så måske handler det i virkeligheden om at turde ændre perspektiv. Måske burde man blot sænke skuldrene, stikke piben ind og lade ulvene hyle, før dommen fældes …
Wind Rose
I dværgkongernes sal
At Wind Rose stod øverst på plakaten til Epic Fest i fjor blev hurtigt tydeligt, da klokken slog 18:25. En solid kødrand af forventningsfulde fans havde pakket hallen helt tæt med oppustelige hakker hævet som håndholdt artilleri i angrebsposition. “Dance of the Axes” sparkede døren ind, og lyden gik forbavsende klart igennem til sektionen nær lydboksen. Tilstandene rundtom på de respektive siddetribuner stod for nuværende som et åbent spørgsmål, men på gulvet herskede der ingen tvivl. Ekstra point til de omkringstående for at give de yngste dværge bedre udsyn. De skal naturligvis også kunne se og hylde deres konger.
Trold kan tæmmes
“The Great Feast Underground” foldede scenografien ud som et levende rollespil. Hele æstetikken kredsede om seneste udgivelse, Trollslayer, båret frem af en teatralsk overbevisning, der klædte italienerne bedre end forventet. Frontvokalist Francesco Cavalieri leverede med styrke og klarhed, om end melodierne til tider marcherede i lige lovligt monotone takter. Men publikum var ikke kommet for at analysere harmoniske kurver. De var kommet for at feste. “Mine Mine Mine!” trak således alle de oplagte greb op af ranslen. Hakke. Skovl. Spade. Call and response. Gulvet var euforisk. Balkonrækkerne omtrent så rolige, som man kunne forvente.
Danser med dværge
“Diggy Diggy Hole” blev naturligvis sættets højdepunkt. Covernummeret af The Yogscast-fænomenet er kompositorisk måske lige knap progrockens svar på kvantefysik, men fængende er det. Merch-boderne i foyeren efterlod da heller ikke meget til fri fortolkning. Dette var dagens indiskutabelt største crowdpleaser! “Rock and Stone” kulminerede i en dance-version og udløste slutteligt ekstatiske tilstande, vi normalt forbinder med Electric Callboy. Hvorfor ouverturen skulle skrues op i det tempo, må guderne vide. Men for Silvan, hvor det virkede! Seks numre. 35 minutter. Ingen overflødige dikkedarer. Aftenens første navn satte barren overraskende højt. Smil, kære venner. Kameraet kører!
Sætliste:
1. Dance of the Axes
2. The Great Feast Underground
3. Mine Mine Mine!
4. Trollslayer
5. Diggy Diggy Hole (The Yogscast cover)
6. Rock and Stone
HammerFall
Murkravler i modvind
Det efterlod unægtelig noget af en presbold i favnen på HammerFall. Til tonerne af titelnummeret fra Avenge the Fallen dukkede således Joacim Cans frem på den til lejligheden opstillede borgmur; en bundrutineret feltherre, vagtsomt spejdende ud over masserne. Og bevares, effektfuldt var det. Til nærliggende sammenligning med den massive mobilisering under Wind Rose, føltes nu et mærkbart mindre sug i salen. Gulvet fulgte ganske vist med, men euforien nåede slet ikke samme højder. “Heeding the Call” burde have været en saltvandsindsprøjtning, men stemmen var ikke helt, hvad den har været. Cans sled, og det mærkede man tydeligt. Energien, der tidligere løb gennem salen som en steppebrand, simrede nu snarere som en lun glød. Her omtrent begyndte tankerne uvægerligt at nage: Burde spilletiderne i virkeligheden have været byttet rundt? Eller var der tale om en regulær fejlbooking, aldersforskydningen blandt det fremmødte segment taget i betragtning?
Stål uden staffage
“Any Means Necessary” understregede, hvorfor svenskerne stadig har deres berettigelse. Skarpere sangskrivning. Prægtige powerriffs komplementeret af gnistrende guitarsoli. Mindre staffage, mere håndværk. Ja tak! Det vil vi gerne bede om! Under “Hammer of Dawn” måtte Cans dog atter engang forlade sig på støtte fra baggrundsvokalerne, inden “Renegade” gassede op på klassisk ’Mötley Crüe møder Manowar-manér’. “Hammer High” manifesterede dernæst, at bandet primært lever på en blanding af stærkt bagkatalog og dedikeret fanskare. Hvor Wind Rose skabte eufori, virkede HammerFalls følge dog noget mere afmålt. Respektfuldt. Trofast. Men ekstatisk? Ikke ligefrem.
Når hammeren falder
“Last Man Standing” leverede sættets hidtil største lydtoppe og endnu en påmindelse om, at solid sangskrivning stadig slår troskyldige klap og kulørt konfektion. “Let the Hammer Fall” viste, at når opbygningen trækker ud, så skal eksekveringen saftsuseme sidde. Det gjorde den heldigvis også. Crowdsurfing. Fællesharmonier. Klassisk powermetal fra før mor blev en dreng, og far stadig gik i knækorte bukser. ”(We Make) Sweden Rock” føltes til gengæld som et MGP-indslag, man snildt kunne have skippet. Og under “Hail to the King” begyndte folket så småt at nå mætningspunktet. Migrationsstrømmene mod bar og baglokale tog til. Cans kom, så, og gjorde sit bedste, inden signaturhittet “Hearts on Fire” fra Crimson Thunder satte punktum med obligatorisk fællessang. Det var kompetent. Det var kontrolleret. Men det var desværre også noget hæmmet af vokale begrænsninger.
Sætliste:
1. Avenge the Fallen
2. Heeding the Call
3. Any Means Necessary
4. Hammer of Dawn
6. Hammer High
7. Last Man Standing
8. Let the Hammer Fall
9. Glory to the Brave
10. (We Make) Sweden Rock
11. Hail to the King
12. Hearts on Fire
Powerwolf
Fotodisclaimer: Management for Powerwolf tillod desværre ikke eksterne fotografer under koncerten. Der foreligger derfor kun billedmateriale fra optrædenerne med Wind Rose og HammerFall.
Falken kom flyvende fra start
Fra første tone af “Bless 'em With the Blade” stod det klart, at Powerwolf havde masser guf gemt i messekåberne; suppleret af de to ekstra storskærme ude i siderne, skærpende det kollektive synsindtryk. Selv om åbneren ikke stammer fra deres allerskarpeste skive, fik den øjeblikkeligt sat gulvarealet i fuld rotation. Allerede her blev grundstenen lagt for en oplevelse, hvor hver detalje – fra lys til lydboks – blev udnyttet til fulde. Med “Armata Strigoi” fulgte et smart træk: fanfavoritten faldt tidligt i sættet og fangede publikum på stedet. Lyden var stabil, både på gulvplan og oppe i førstesalshøjde, hvor overtegnende anmelder var lusket op. Ja-ja, det er ikke kun Cans, der angiveligt mærker alderen trykke. Herfra kunne jeg så betragte navnkundige Falk Maria Schlegel, den maniske springloppe bag keyboardet. En hypeman i konstant vigør, snart hid, snart did.
Herlige hymner og dragende dødedans
I virkeligheden behøvede vi denne aften hverken skiftende scenografi, AI-genereret scenetæppe endsige føromtalte flammeshow for at fastholde opmærksomheden. Bandets blotte tilstedeværelse kunne så rigeligt stå for sig selv. Med “Amen & Attack” ramte lydniveauet hysteriske højder. Pladeproduktionerne drukner ofte strengene, men på livekanvassen fremstod disse med bemærkelsesværdig præcision. “Army of the Night” stadfæstede sidenhen metallen som religion, inden Dorn – flankeret af to skeletdansere – bød op til “Dancing With the Dead”. Den velsagtens mest indbydende invitation til dansegulvet, siden Francesco Paoli (førstebaryton i Fleshgod Apocalypse) sidste år forsøgte at kaste Gimle ud i en ”Morphine Waltz”. Det tillod pladsen på balkonrækkerne trods alt ikke, men hvor var det omvendt opløftende at se så mange unge fans i aktion – genren lever, og flammen brænder i den grad stadig.
Triumferende ulvehyl
Fra “Incense & Iron” til “Werewolves of Armenia” formåede Powerwolf at fastholde et formidabelt momentum gennem det meste af sættet. Enkelte numre som “Kreuzfeuer” føltes mindre intense. Her havde jeg nok foretrukket, man havde fulgt den slagne vej og holdt sig til ”Stossgebet”. Det blev der dog i et vist omfang kompenseret for qua crowdsurfing, fællessang og den forrygende veloplagte Falk, især under “Fire & Forgive”. Klassikere som “Resurrection By Erection” satte trumf på, mens deep cuts som “Where the Wild Wolves Have Gone” og “Heretic Hunters” gav dybde. “We Drink Your Blood”, “Sanctified by Dynamite” og “Blood for Blood (Faoladh)” bekræftede bandets evne til at holde fanen højt gennem hele aftenen. Publikum var konstant engageret, kreativt klædt ud, og snart sagt alle aldersgrupper syntes at tage del i løjerne. Den lille improviserede dialog mellem Dorn og Falk inden “Werewolves of Armenia” tilsatte sættets sidste, charmerende krydderi. Hvordan opsummerer man den her aften? Måske i virkeligheden allerbedst med Powerwolfs egen udgangsbøn: ‘We are the werewolves of Armenia / We are the legends of the Night’. På bagskærmen stod til sidst ‘Mange tak, København!’ Næh nej, det er så sandelig os, der bukker til gulvet og siger ‘Vielen Dank für einen fantastischen Abend!’
Sætliste:
1. Bless 'em With the Blade
2. Armata Strigoi
3. Sinners of the Seven Seas
4. Amen & Attack
5. Army of the Night
6. Dancing With the Dead
7. Incense & Iron
8. 1589
9. Demons Are a Girl's Best Friend
10. Kreuzfeuer
11. Fire & Forgive
12. Resurrection By Erection
13. Where the Wild Wolves Have Gone
14. Heretic Hunters
15. Joan of Arc
16. We Drink Your Blood
17. Sanctified by Dynamite
18. Blood for Blood (Faoladh)
19. Werewolves of Armenia