Velkommen til døden

Alting har en tid. Der er en tid til at bygge op og en tid til at rive ned. En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til at synge og en tid til at growle. En tid til at drikke bajere og en tid til at drikke vand. En tid til at fødes og en tid til at dø. Sådan skrives der i Prædikerens Bog (min oversættelse). Det portugisiske sludgemetalband Soul of Anubis har stillet livsuret til dødens time. På deres fjerde fuldlængdealbum, Ritual, står de klar ved roret for at føre hjemløse sjæle sikkert i havn over nattens flod. Albummet bærer en bastardiseret udgave af, hvad man må formode er dødsguden Anubis på coveret. Coverkunsten er i sig selv et klassisk eksempel på veludført, ækel og æstetisk brutalitet. Spørgsmålet er, om musikken kan holde coverets løfte om en tung, langsom slagtning med sludge, når Anubis vejer albummets sjæl på efterlivets vægtskål.

Dissektion med rusten rundsav

Albummet lægger lovende fra kaj med “Ritual”, men der er huller i jollen, og sangen synker hurtigt ned mod middelmådighedens dyb. Feedbackens spruttende skærebrænder har helt oversavet guitarens toner, så dens riffs fremstår som afstumpet strengefræs. Mod sangens midte sker der noget, da den samler sig lidt mere, mens man forundres over, at man virkelig kun er kommet halvvejs. Den trækker i langdrag med flere midterstykker, der klodset dissekerer nummeret i flere dele med kun få sener mellem lemmernes blodige skæringer til at vise en vis sammenhængskraft mellem dem. Hvis man fjernede nogle af de unødige interludier og kappede senerne (samt en hæl og en tå), kunne det måske være blevet til et hæderligt hele. I sin nuværende form fremstår den dog ikke som andet end langtrukkent, larmende tidsspilde. 

Hugo Ferrão holder fint den ene tone, han har i livet, men hans ambitus er næsten komplet blottet for variation. Guitarens cykliske riffs fungerer fint, når de får lov til at køre deres dødsdrom, men albummets skæringer ender ofte med at køre i selvsving som en rusten rundsav. Man ved, at musikken er velkomponeret, når man roser numre som “Vermin” for at være kortere end resten … eller noget. Flere af sangenes introer har et vist potentiale, der dog hurtigt bliver pakket sammen igen. Eksempelvis begynder “God’s Burial” tungt og hårdt med en solid, bundtrawlende bas, der damptromles af den slæbende rytme. Det lyder lovende … indtil den flade, tonalt intetsigende vokal hælder sukker i betonblanderen og får fundamentet til at forvitre i det ellers solide byggeprojekt, som Soul of Anubis var ved at støbe. Der er næsten ingen musikalsk progression i sangen, og dens få skift er forudsigelige og udtjente genregreb. Sangen strækker sig som en lang ørkenvandring på udtrådte versefødder, hvor man efter fem lange år (eller var det minutter?) blot ender samme sted, som man begyndte. Der sker en smule mere på “Human Torch”, men det er ikke meget, og ørkenlandskabet med den hæse vokals blæsende østenvinde ligner stadig sig selv – blot er nogle af sandkornene udskiftet, men det mærker man ikke meget til. Det bliver lidt bedre efter den flygtigt sammentømrede guitarbro, hvorefter vokalen for en gang skyld viser sit fulde potentiale. Desværre – og det er det eneste tidspunkt, man kan sige det her – er det lidt for hurtigt overstået, og vi synker hurtigt tilbage i middelmådighedens kviksand. 

Tomme tønder buldrer mest

‘Endeløs tomhed. Alt er tomhed. Der er intet nyt under solen.’ Sådan står der ligeledes i Prædikerens Bog, og dette bibelcitat kunne lige så godt være møntet på Soul of Anubis’ nye album. Man kører sur i sludgens mudrede lydbilledes pløre af pøllede rytmer og broer, der fører til ingenmandsland. Det er kærkomment, når tempoet sænkes på bedste sludge-manér, så der endelig sker en udvikling i sangene, men der er ingenlunde tale om banebrydende nybrud. Det er ikke engang dårligt på den sjove måde, hvor der i det mindste skabes noget interessant, som kan dele vandene, men blot ligegyldig middelmådighed. Hvis Anubis målte dette albums sjæl på sin vægtskål, ville han således dømme det til fortabelse.