Offernat

Offernat er alsidig i sit musikalske udtryk. Alle i trioen bidrager kreativt og finurligt på hver deres instrument til den helt særlige lyd og det mix af subgenrer og dynamik, der er Offernats styrke. I hvert tilfælde på plade.

I min anmeldelse af Offernats nyeste album skrev jeg: “Potentialet er i den grad forløst på All Colors Retract. Med en helt karakteristisk lyd, en særlig tæft for melodier – og ikke mindst evnen til at mixe det voldsomme med det rolige, det melodiske med det dissonante og det komplekse med det simple, står man tilbage med et album, der ikke bare er et godt afsæt for kommende musik fra bandet, men som også står solidt i egen ret.” Det udsagn står jeg stadig ved.

Offernat havde bare utrolig svært ved at formidle det live. Kommunikationen med publikum fik selv det mest hardcore shoegaze-band til at virke selskabelige. Så lidt blev der kommunikeret. Og det var ikke, fordi det var selvsmagende, selvfedt eller højrøvet på nogen måde. Det var der bare. Symptomatisk for ikke-oplevelsen udbrød min sidemand: “Var det dét?”, da Offernats sæt var overstået. Ingen havde rigtig gidet at høre efter, og selvom publikum har et ansvar påhviler det også bandet at vise en vis form for lederskab eller smittende lyst til at formidle. Det gjorde de ikke. Det skulle vise sig at blive et tema for hele aftenen. Og når man nu har skrevet et nummer som “The Winds”, som for mig er helt deroppe i samme liga som nogle af ORMs kompositioner, hvorfor h…  viser man så ikke noget mere engagement og spiller røven ud af bukserne på et provinspublikum, der i forvejen får alt, alt, alt for lidt kvalitetsmetal til byen? Jeg forstår det simpelthen ikke.

Den dynamik, bandet skaber på sit nye album, for eksempel ved at alle bandmedlemmer synger og alle bruger deres stemme forskelligt, druknede i en grå masse af skrigeri, hvor alle lød ens. Det atonale, som Offernat efter min bedste overbevisning mestrer på plade, blev bare alt for atonalt alt for meget af tiden. Ja, faktisk hele tiden. Farvel til den dynamik. Og det var faktisk historien om den halve time, der tilhørte Offernat. De soniske landskaber var ligeledes uden dynamik, og skal jeg være helt ærlig, virkede det som en af de aftener, hvor intet rigtig fungerer for bandet. Det var simpelthen ikke tight nok. Det hele. Og hvis man skulle være i tvivl, blev det cementeret, da ORM gik på. Det var til gengæld tæt som det vakuumpakkede økokød, jeg er for nærig til at købe i Brugsen. Mere om det senere.   

Der var så godt som ingen reaktion fra publikum, da Offernat efter sidste nummer vinkede spagt ud til publikum og sagde: “Vi er Offernat”. Det var ikke sådan, det skulle have været.

Jeg håber virkelig, københavnerdrengene bare havde en virkelig dårlig aften, for deres materiale er nemlig til så meget mere. Og publikum vil det gerne. Men forudsætningen er selvfølgelig, at man føler sig inviteret med til festen.

4/10

ORM

Spilleglæde, tjek. Lyd, tjek. Karisma, tjek. Men “the owls are not what they seem” i Aarhus denne aften, og helt nøjagtig hvorfor er jeg stadig i tvivl om.

At ORM udfordrer samtiden og vores måde at forbruge og lytte til musik på, er uomtvisteligt. Numrene er lange og kræver noget af lytteren. Det ved man godt, når man køber billet til ORM. Men …

… hvordan kommunikationen mellem band og publikum, mellem budbringer og afsender skal være, virkede begge parter i den grad i tvivl om denne aften. Eksempler: Gutten med battlevest foran mig rystede lidt på hovedet, eller var det med hovedet? Så hentede han en øl. Det skete flere gange. Så gik han. Pigen ved siden af mig dansede, som var hun til Fed Fredag i Tivoli. Livsbekræftende, helt sikkert, men også spøjst, når man tager i betragtning, at andre omkring os enten tjekkede deres telefon eller var i dialog om dette og hint. Skulle vi klappe i takt, som bandmedlemmerne af og til forsøgte at opildne os til? Skulle vi tage hånden under hagen som til en jazzkoncert og vippe lidt med hovedet, eller hvorfor ikke bare brække nakken og gi‘ helvede i det hele. Intet og alt skete. Bortset fra at det gjorde det så ikke alligevel. Det var nok det trætteste publikum, jeg har set i årevis (selvom det vel blev til en halv snes djævletegn her og der), og samtidig synes jeg, at det er alt for nemt bare at give publikum skylden for en mat og melet stemning.

Jeg har i øvrigt lært af en klog mand, at det er modtageren, der bestemmer budskabet, og hvis vi skal acceptere det som en præmis for en stund, så burde ORM have fået noget at tænke over, medmindre det er et aarhusiansk fænomen, at publikum står apatisk hen og ikke ved, om de skal sige buh eller bæh, som man siger på de her kanter.

Jeg tror, vi manglede en chef på Radar. Hvor ærgerligt det end lyder. Paradokset er, at ORM ligner en flok chefer (altså de fede af slagsen), men rollen – den vil ingen tage. Det resulterede i en besynderlig koncertoplevelse, og selvom ORM spiller tight, og kompositionerne er i særklasse, for det er de virkelig, så har de som værter selvfølgelig det største ansvar for, at en del af gæsterne næsten var skredet, før de kom. Hvis de kan holde på folk i Tivoli Friheden til Fed Fredag, så burde monstersetuppet Offernat + ORM også kunne holde på en flok metal-feinschmeckere på Radar. Næst‘ gang, Aarhus.

Sætliste:

Fra dyden

Floden, som kan lede

Trance / Floden, som kan skabe

Mod døden

6/10