Kikset charme
Man forventede en meget trang moshpit til den udsolgte releasekoncert på Radar, da man ved et hurtigt kig rundt i rummet undrede sig over, hvordan der nogensinde skulle blive plads til de omkring 400 tilmeldte til arrangementet. Heldigvis for brandmyndighederne (men desværre for de tre bands) kom det ikke så vidt. Publikum var mødt en del mindre talstærkt op end forventet, men formåede alligevel at fylde salen med forventningens glæde. Komiker Carsten Bang gjorde sit for at agere hyggeonkel og konferencier mellem aftenens tre bands. Det var en utaknemmelig opgave, da de fleste var kommet for musikken og ikke komikken, men det løftede stemningen, at man under hans optræden kunne se bandmedlemmerne stå og grine backstage. Både Bang og hans humor er efterhånden blevet gamle, men det var nu alligevel meget hyggeligt at høre klassisk stand-up, der lød som komikkens svar på sokker i sandaler: Lidt kikset, men også meget charmerende. Man kunne mærke den godmodige varme, som publikum modtog ham med, og til sidst fik han samlet hele salen i fnysegrin. Bangs familiaritet med programmets bands fremstod tydeligt, og det var en fin start på en aften med metal i tre forskellige tempi.
Livedevil
Einstein sagde det bedst: Tid er relativt, og nogle momenter kan føles som evigheder. Det aarhusianske stoner-rockband Livedevil formåede at strække tidens elastik ud til bristepunktet med deres langsommelige sange. Bassist og forsanger Rasmus Kostendings basgange var mere langtrukne end en Tinderdate med en kryptoinvestor. Rytmerne trak ubønhørligt slimede sneglespor ned gennem publikums øregange som en hær af dræbersnegle på mordtogt mod kolonihavehusets salatbed. Stoner-metal kan kun gå for hurtigt, og Livedevil forstod i den grad, hvad det vil sige at skynde sig langsomt. Man blev revet med af guitarist Simon A. R. Søgaards riffs, der på numre som “Slow Dance” lullede lytteren ind i et stadie af svalende ro og fuldkommen tilstedeværelse i nuet. Ligesom et par glas vin kan forskønne kryptoinvestoren fra Tinder, højnede Søgaard koncertens samlede kvalitet. Der var ligeledes intet at udsætte på trommeslager Nicklas Ø. Jensens præstationer, hvis takter alle faldt til tiden. Dog havde bandet flere tekniske problemer end en printer lige inden deadline. Livedevil sendte konstant høflige kommentarer i den sikkert velmenende lydmands retning, men det blev ligesom aldrig rigtigt bedre. Det hele resulterede i en mudret affære, hvor særligt Kostendings vokal druknede i de andre instrumenter. Af hans ansigtsudtryk kunne man klart aflæse, at han skreg af karsken bælg (eller skulle man sige: af Carsten Bang bælg?), men det var som at se guppyer i et akvarium, hvor man blot kan observere mundene bevæge sig lydløst bag glasset. Det var derfor svært at vurdere kvaliteten af hans vokal, men umiddelbart fremstod den en anelse mangelfuld, idet den ikke altid ramte tonerne helt rent. Livedevil er et band, der fortjener at blive lyttet til under de helt rigtige forudsætninger: I en koger med vennerne fra kollektivet. Særligt “Evil Eyes” var et højdepunkt på aftenen, hvor man forsvandt helt ind i et meditativt stadie og næsten oplevede et placebo-high. Bandet leverede generelt gedigen stoner-metal i stil med Acid King og Froglord, men måtte gerne have leget lidt mere med genren.
Bloodgutter
Blodet rendte i stride strømme ned af publikums øregange og ud i rendestenen, da Bloodgutter slagtede trommehindernes skind med deres klassiske dødsmetals dødsstød. Nok har de deres oprindelse i Silkeborg, men der er intet silkeblødt over deres lyd. Bassist Bjørn Jensen havde slænget fløjlshandskerne og leverede dybtklingende mavepustere med bare næver. Hans nærvær skinnede på scenen, både i bogstavelig forstand, når scenelyset ramte hans imponerende hårpragt og gjorde det gyldent som en bølgende havremark i morgensol, og når han leverede lækre, bundsolide basgange. Alle medlemmer i bandet er habile musikere fra veletablerede bands som Dawn of Demise og HateSpere. Det kan klart høres, at de er velbevandrede i dødsmetallen og kender dens (døds)gange ud og ind. Forsanger Mikkel Lau slog knuder på de lange dreadlocks i sanseløs headbanging, og hans growls rystede salen i dens grundvold. Der var intet at udsætte på guitarist Henrik Jacobsens velklingende rytmer, som både formåede at køre racerløb og snegle sig af sted som en seniorbilist i overhalingsbanen, mens trommeslager NP Nielsen ubønhørligt førte rytmerne til slagtning. Vi kom godt fra start med “Rot Awaits”, og bandet holdt niveauet højt koncerten igennem helt, til vi blev sparket videre mod næste band med “Our Final Conflict”. Lydmanden fik dog ligesom under Livedevil flere venlige justeringer under koncerten, og det tilførte en snert af malurt i bægeret på den ellers velskænkede dødsmetalcocktail. Bloodgutter serverede en klassisk drink af dødbringende gift, men den manglede et frisk pift af prosecco, der kunne give dem karakter og løfte dem fra en klassisk Negroni til en Sbagliato. De lød i høj grad som noget, man har hørt før, og selvom deres musik var velklingende, er den ingenlunde nyskabende. Bloodgutter er et forholdsvist ungt band, der mangler at finde deres helt eget udtryk. Bandet viste dog i aften, at de har en god og solid grobund at vokse i, og jeg er sikker på, at de nok skal etablere sig som et solidt navn på plakaterne, når først de finder deres egen vej.
Lightchapter
Har de mon øvet?
Så oprandt tiden for, at aftenens hovedpersoner skulle på scenen: Lightchapter, der i aften ville gennemspille deres nyeste album, Where All Hope Begins, fra ende til anden.Jeg har selv netop anmeldt albummet til 8 kranier og glædede mig til at høre det live. Albummet udkom dagen forinden, så publikum havde nok ikke haft tid til at indstudere det nok til at synge med, men pitten var alligevel fyldt til randen med forventningsfulde metalheads. Nu skulle det til gengæld blive spændende at høre, om bandet selv havde nået at få gennemøvet de nye sange.
Dragging or rushing?
Vi var en del flere mennesker samlet ved scenekanten end under de tidligere koncerter, så muligvis er flere af de tilmeldte bare kommet lidt sent ud af fjerene. Ligesom albummets titel var vi alle særdeles håbefulde på det nye, lyse kapitel i bandets historie, som vi snart skulle være vidne til. Lightchapter kalder sig selv electro death metal, og deres inkorporering af elektroniske elementer i den klassiske død er nyskabende og skiller dem ud fra mængden. Hvor jeg kritiserede albummet for den overdrevne gennemvædning af synth, forekom lydbilledet langt mere velafbalanceret live. Det indledende nummer, “Leading The Way” fungerede ligeledes langt bedre live, da det virkede som et forventningsskabende tæppefald for aftenens forestilling. Man kunne tydeligt mærke, at bandet havde glædet sig til at præsentere os for det nye materiale, for spilleglæden sad helt uden på tøjet. Guitarist Anders Berg fik strengene til at gløde, og til trods for, at de fulgte aftenens tema med kommentarer til teknikken undervejs, forekom lyden langt mindre mudret end under aftenens tidligere koncerter. Energien bølgede op og ned mellem numrene. Efter “Home” var bandet næsten ved at tabe publikum, men den enorme energieksplosion i “Restore My Faith In Sanity” tændte igen ilden under fødderne på os. Jeg fremhævede ligeledes sangen i min albumanmeldelse, og nummeret står således ud fra mængden både live og i studieversionen. Forsanger Mikkel Ottosen indlevede sig fuldt ud i musikken og var særdeles leveringsdygtig på growls mørkere end den brændte kop kaffe, som Radar serverede. Trommeslager Tobias Høst gav den også hele armen, og det var godt, at bækkenerne tidligere var blevet sikret på scenen, da de ellers ville være fløjet ad pommeren til. Ligesom man kan få det gale ben ud af sengen, kan man dog også give hele den gale arm, så det bliver noget venstrehåndsarbejde. Slagkraft og timing ikke altid hånd i hånd, og rytmerne faldt til tider en anelse skævt ved siden af takten. Det var ikke meget, men dog nok til, at Terence Fletcher fra Whiplash selv ville have kastet med bækkener. Høst kom dog hurtigt efter det og rettede sig ind i geleddet, så størstedelen af koncerten forekom fejlfri. The show must go on, og bandet lavede en fin og hurtig redning, som virkede professionel. Det er således mest af alt i petitesseafdelingen, men fangede dog alligevel min opmærksomhed. Bassist Kalle Herborg lagde en fin klangbund, som de andre instrumenter kunne bruge som legeplads for deres melodiske blanding af prog, død og elektronik.
Mors drenge har fået venner
Lightchapter har komponeret en fin konstellation af forskellige genreudtryk, der trods deres forskellige profiler forenede sig til et harmonisk hele. I aften blev det klart, at det ikke længere kun er deres mødre, der følger dem på Spotify, men at de har samlet en tætvævet fanskare omkring sig, der giver dem deres fulde støtte.
De fleste jyder bider ikke
Der var ingen tvivl om, hvem aftenens hovedpersoner var. Lightchapter fik lov til at skinne i spotlightet som ballets dronning, hvilket virkede helt på sin plads. Livedevil spillede udmærket, selvom deres stoner-rocke føltes mere langtrukken end et kursus i personregistrering uden indlagt smørrebrødspause. Bloodgutter gav den ligeledes hele armen op til skulderen med klassisk død, som vi kan lide det. Det var smukt at mærke Lightchapters store taknemmelighed for publikum, og aldrig er jeg blevet rost så meget for at tage med færgen. Derfor vil jeg give denne opfordring videre til andre fra Djævleøen, der overvejer at krydse det store vand og gæste den jyske metalscene: Kom’ bar’, do!
