Arven fra de formative firsere
Kassettebåndenes båndspoler slog knuder, når du skulle spole film tilbage med en blyant. Dit hårs viltre, filtrede lokker var forsøgt tæmmede med hårspray fra mors toiletskab. På bordet var der dækket op til D&D, og mellem terninger og spilleplaner, udsendte ølsjatterne i de spredte, halvtomme dåser en hengemt dunst af drengeværelse. Det var seriemordernes storhedstid, og fjernsynskassen flød over med blod og synthede soundtracks, når Vorhees, Myers og Krueger gik på rov bag skærmflimmeret. Det er netop denne tid, som medlemmerne i det melodiske dødsmetalband Lightchaper er børn af: De formative firsere. Det har sat sit præg på de aarhusianske gutters musikalske profil, der driver af synth. Ifølge bandet kunne deres album være soundtracks til slasher-film, der blot ikke er skrevet endnu. De drager særligt inspiration fra John Carpenter, der stod bag Halloween - og jeg vil tilføje, at man også kan høre lidt inspiration fra komponisterne Trevor Jones, samt John Williams. Tilbage i 2021 gav vi EP’en It All Ends Tonight 7 kranier og opfordrede dem til at fokusere mere på de elektroniske elementer i musikken. Spørgsmålet er, om bandet har lyttet på deres nyeste album, Where All Hope Begins.
These hips don’t lie, they kill
Det har de i den grad! Og måske har de faktisk taget kritikken lidt for nært, for på for eksempel “The Unholy Mass” er de elektroniske elementer skubbet i forgrunden. Man får fornemmelsen af at lytte til soundtracket fra en mere brutal version af Scooby Doo, hvor monsteret ikke bare er en maskeret skurk, men en dæmon. Rytmernes polyfoniske leg med hinanden bliver til tider næsten progget, men desværre drukner det hele lidt i bandets overvældende anvendelse af synth. Det er som en delikat ret bestående af de bedste og mest friske råvarer, som overdænges af hot-sauce, så man mister smagsnuancerne. Og det på trods af, at bandet selv i et interview har sagt følgende om produktionen af deres musik: ”Musikken skulle ikke have så meget sovs, men bare lyde autentisk”. Hvis man skraber bare en smule af synthsovsen af, udgør det resterende af albummet dog et delikat musikalsk måltid. På numre som “Revenge” og “Restore My Faith In Sanity” har Lightchapter lært at dosere chilien, for synthen klæder lydbilledet som et frisk pift, når den som her blot er en mindre bestanddel og ikke dominerer kompositionen.
“Leading The Way” sætter stemningen som albummets åbningsnummer, men man når kun lige at lugte til maden uden at smage den, for interludiet er hurtigt ovre og glider videre ind i næste nummer. Det er en fin amuse bouche, der vækker appetitten til mere, men det kunne have været serveret mere effektfuldt, så man nåede at få en enkelt bid, inden næste ret blev serveret. Frontbrøler Mikkel Ottosens growls er generelt dybe og klassiske albummet igennem. `No Ragrets´ synger han på “What Have I become”, og der er så meget vægt bag hans vokal, at den indgraverer ordene som en halstatovering på lytteren ligesom det klassiske meme. Lydbilledet er et komplekst landskab, hvor growls og dybe basgange sender lytteren ned i kaosvandenes afgrund. Her kan intet lys gennemtrænge det mørke brakvand, og man drukner i understrømmene fra guitarens cykliske riffs, der oppisker soniske strømhvirvler. Men hvad er det, der nu svømmer imod os? Hvilket havmonster har Lightchapter vakt af bølgernes dyb? Er det Cthulhu, der er beredt på dommedag? Eller hajen fra Jaws, der om lidt vil låse kæberne fast om vores ører og flænse dem til ukendelighed? Nej, det er et langt uhyggeligere uhyre: Shakira. Eller skulle man mon sige SHARKira? De latinamerikanske rytmer, som man også kan høre på “Waka Waka (This Time For Africa)” bølger pludselig gennem lydbilledet. Det er et kreativt greb at inkorporere latinsk musikkultur, og det blæser et pust af varme og liv ind i det golde, kolde lydlandskab, som huserer i nordisk metal. Det er ikke helt nyt, for Ghost gjorde det samme på “Twenties”, og de to musikkulturer passer overraskende godt sammen. Det er et eksempel på, hvordan Lightchapter holder deres elektroniske melodød nyskabende og kreativt leger med genren. Til trods for, at de ser sig selv som 40 og færdige, bevarer deres musik således sin ungdommelige energi, og man finder konstant nye detaljer i deres musik under genlytningerne.
Aarhusiansk pølseret
På albummet blander den klassiske fee’ dø’ sig med progget rytmeleg som fløde i bandets nyfortolkning af svensk pølseret. Dødspølsens skind er spændstigt med stramme kompositioner på sange som “Restore My Faith In Sanity”, hvor intet forekommer overflødigt. Lige, indtil bandet igen overdænger hele molevitten i synth. Synthens dominans er dog det eneste kritikpunkt ved et ellers glimrende album, hvor trommeslager Tobias Høst kokkererer flot komponerede rytmer af kedlerne. “I’ll feed you chaos” synger Ottosen på “My Own Kind”, og fodret bliver vi! Lightchapter holder generelt et godt niveau, men man når et mætningspunkt, hvor maven er udspilet af for meget melodødspølseret. Nok er det velsmagende, men man skal helst lytte til albummet i små bidder og ikke æde det råt i én omgang, for ellers får man forstoppelse. Albummets sidste sang er dog en fin dessert, der runder måltidet af med en lysere klangbund og ny rytmeleg, der gør, at man får lyst til at besøge Lightchapters musikalske køkken igen, når man først har hvilet ørerne og maven.
