Fear Factory i Pumpehuset - Morten Hermansen Fotografi
Fear Factory i Pumpehuset - Morten Hermansen Fotografi · Se flere billeder i galleriet

Fear Factory

Pumpehuset, København V

Fear Factory turnerer lige nu med deres ”DisrupTour”, og den førte dem til Pumpehuset den 9/12 2023, hvor vi naturligvis skulle se, om de gamle drenge stadig havde noget at have det i. Med sig havde de som opvarmning Ghosts of Atlantis, IGNEA og Butcher Babies, der alle tre har udgivet nye albummer i år inden for hver deres genre. Mest spændende er det dog nok, om hovednavnet virkelig kan levere efter flere års retssager og personfnidder med nu tidligere forsanger Burton C. Bell. I starten af 2023 blev Milo Silvestro annonceret som den nye forsanger i Fear Factory, og Pete Webber på trommerne er ligeledes ny i bandet, og det er så nu, at de to (men mest Silvestro) og resten af bandet skal stå deres prøve.

Ghosts of Atlantis

Ghosts of Atlantis - Morten Hermansen Fotografi

Ghosts of Atlantis laver symfonisk metal, der – pudsigt nok – omhandler myten om Atlantis. De udgav den 27/10 albummet Riddles of the Sycophants g var første band på scenen i Pumpehuset. Det er en både dyster og seriøs omgang, GoA står for, og det unge britiske band gjorde, hvad de kunne for at få fyret op for denne aften. Desværre var det fremmødte publikum lidt smålunkent og gav ikke helt så meget igen, som bandet ellers fyrede ud over scenekanten. Det var nu ellers ganske solidt leveret af bandet, der da også består af rutinerede kræfter, da hele 4/5 af medlemmerne har spillet i The Conflict Within, og guitaristen har da også spillet med Dani Filth i Devilment. Trommerne var tunge, guitarerne fræsende, og vokalen var ganske effektiv i sin vrede.

Bandet fremviste masser af iver og smed igen og igen hænderne i vejret for at få publikum mere op i gear, men kun med delvis succes. Da bandet var halvvejs igennem, skruede de op for ”False Prophet”, der også viste en ganske fornuftig clean vokal fra guitaristen, mens forsangeren til kontrast growlede sig tungt igennem. Det rystede endelig lidt gang i nakkerne foran scenen også, og da de sluttede af med ”The Lands of Snow”, så de veltilfredse ud med deres sæt, takkede pænt for, at så mange trods alt var kommet tidligt og snuppede den efterhånden så obligatoriske bandselfie.

Det var dog ganske tydeligt fra start til slut, at Ghosts of Atlantis altså ikke var et af hovednavnene denne aften, og de havde en ganske svær opgave med at få varmet publikum op. Heldigvis for Fear Factory havde de jo yderligere to bands med sig, der måske så kunne klare mosten.

Sætliste

  • The Curse of Man
  • Sacramental
  • The Lycaon King
  • False Prophet
  • The Lands of Snow

7/10

IGNEA

IGNEA i Pumpehuset - Morten Hermansen Fotografi

Efter en kort pause indtog IGNEA scenen, først ”blot” selve bandet og dernæst kom sanger Helle Bohdanova med sin klare vokal ind fra siden og beviste, at hun havde helt styr på det med at synge. Hun fremstod som arketypen på en lille heks, en lille fin figur, langt mørkt hår og mørk makeup, og så en lang sort kåbe med lange ærmer. Men med et strålende smil, for hun så ikke ud til at kunne holde det tilbage hele koncerten igennem. Bandet trådte selvfølgelig hurtigt til, og de gav os ”To No One I Owe” ganske overbevisende, og publikum reagerede prompte. Bohdanova forklarede derefter, at da hun simpelthen havde mistet stemmen fuldstændigt ugen inden koncerten, så kunne hun altså ikke growle denne aften. Det var selvfølgelig noget af en bet, da sangene får en del af deres dynamik fra vekslen mellem growl og clean. Deres seneste udgivelse blæste mig bagover til dels på grund af hendes vokale præstation, så hvis du ikke har hørt det album endnu, så gør det dog.

Det smukke nummer ”Camera Obscura” blev dernæst fremført, og selvom det stadig var et fremragende stykke musik, så savnede jeg nu hendes growls. Men som hun også sagde, så var de der i det mindste og havde ikke bare aflyst. ”Leviathan” blev fremført i en instrumental udgave, mens Bohdanova højest sandsynligt tog sig en lille stemmepause. Det betød tydeligvis intet for hverken publikum eller band, der nu begge var varmet godt op, og der blev headbanget hele vejen rundt. Jeg kunne ikke undgå at blive draget af Yevhenii Zhytniuks drømmende melodier på keytar i løbet af koncerten, og Ivan Kholmohorov bag trommerne leverede en formidabel baggrund til de tunge sange.

Pausen havde gjort hende godt, for hun lød fantastisk på ”Nomad’s Luck”, der blev fremført med en ekstra guitarist i form af Inuuteq Kleemann fra danske Forever Still. Afslutningsvis fik vi den ære at være de første til at høre ”Opiumist” live, og her gav hun heldigvis stemmen lov til at growle, hvilket selvsagt klædte nummeret ganske gevaldigt. Hele sættet igennem var der masser af plads til, at alle i bandet kunne shine, og bandet emmede i det hele taget af spilleglæde og professionalisme. Superhøjt niveau hele vejen rundt på trods af Bohdanovas vokale udfordringer.

Sætliste

  • To No One I Owe
  • Camera Obscura
  • Jinnslammer
  • Leviathan (instrumental udgave)
  • Nomad’s Luck (spillet med Forever Still)
  • Opiumist

8/10

Butcher Babies

Butcher Babies - Morten Hermansen Fotografi

Butcher Babies behøver vist ikke rigtigt nogen introduktion, men hvis du skulle være i tvivl, så er de ekstremt energiske på scenen, laver catchy sange med tung produktion og omkvæd, der sidder fast i din knold, når du har hørt dem en gang eller to. Om du vil det eller ej. Normalt har de to kvinder i front, nemlig Carla Harvey og Heidi Shepherd, men denne aften restituerede Carla Harvey stadig efter en operation, så vi måtte ”nøjes” med den hyperaktive Shepherd på vokal. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det kunne hun sagtens klare. For mage til energi skal man da godt nok lede længe efter. Hun hoppede og sprang og skrålede og sang, så det var en fryd for enhver. Publikum åd det rub og stub.

Are you guys ready to party?!

Cirka et kvarter før det annoncerede tidspunkt blæste koncerten pludselig i gang med en frådende Heidi i front. Og det var som at være landet til en helt anden fest. For det var en voldsom energiudladning, hele bandet skød af med den ene ørehænger efter den anden, og hele salen gyngede, da ”Monsters Ball”-mantraet ”No you can't stop moving, no you can't stop moving, no you can't stop this monster's ball” blev skrålet både til og fra scenen. Koncerten fløj afsted i halsbrækkende tempo, og publikum elskede hele skidtet. Henry Flury på guitar var en fryd, og både han og Ricky Bonazza på bassen så ud til at have en gedigen fest denne aften. Sceneshowet var også skruet ganske markant op i forhold til de to første bands, og her fik vi både med røgmaskiner og stroboskoplys.

Sætlisten bød primært på numre fra deres nyeste album, og jeg kunne måske godt savne lidt mere variation i udtrykket. Men publikum var helt med, også da Heidi igen og igen greb muligheden for at snakke mellem numrene. Der blev både udnævnt en pit master/King Pin iblandt publikum, snakket om at publikum havde reddet hendes liv og alt muligt andet. Et nærmest ømt øjeblik opstod, da vi fik nummeret ”Last December” med Heidi alene på scenen i spotlightet, og gav et tiltrængt pusterum i massakren, bandet ellers var i gang med at udføre.

Det var i det hele taget en helt anden fest end med de to foregående bands, og jeg ville nødigt skulle efterfølge den energiudladning. Vi fik både snakket og skrålet med Heidi og Co., og det var næsten som at sætte sig på et tog uden fører. Der blev danset, så sveden sprang, og da bandet takkede af, var der store smil at se på det varme publikum.

 

Sætliste

  • Backstreets of Tennessee
  • Red Thunder
  • Monsters Ball
  • King Pin
  • Wrong End of the Knife
  • It's Killin' Time, Baby!
  • Beaver Cage
  • Spittin' Teeth
  • Last December
  • Magnolia Blvd.

9/10

Fear Factory

Fear Factory i Pumpehuset - Morten Hermansen Fotografi

Endelig blev det hovednavnets tur, og Fear Factory indtog scenen med store smil ud mod det ventende publikum. De har senest udgivet albummet Aggression Continuum, der fik ganske pæne ord med på vejen, og selvom der som sagt har været masser af drama siden da, så da de endelig stod på scenen, var alt det glemt. Hurtigt fik de sat gang i 25 år gamle ”Shock”, der ramte, lige hvor den skulle. Publikum var som ventet fuldstændigt på fra starten og skrålede mere end velvilligt med på klassikeren. Den nye forsanger Milo Silvestro forsøgte sig hurtigt med lidt fagter at få gang i en wall of death, men det var der ikke stemning for endnu. Men det skulle nok komme.

Musikken var, som Fear Factorys musik altid har været, ekstremt potent og tung og havde masser af elektroniske effekter over alt. Musikken emmede af en vildskab og anarki, mens bandet tæskede rundt og gav alt, hvad de havde. Jeg havde hørt flere på forhånd være i tvivl, om Milo mon kunne bære sådan en rolle, eller om bandet overhovedet ville spille noget af det gamle. Men begge de to ting blev gjort grueligt til skamme. For Milo så både stolt og glad ud, mens han sprang på scenen i vilde brøl. Han leverede en strålende vokal præstation, det er der vist ikke rigtigt nogen, der kan være uenig i. Vi fik dermed hårdtslående numre som “Zero Signal” fra Mortal Kombat, ”Linchpin” og ”Archetype”, der også bragte et sandt kor af metalhoveder i gang med at skråle ”Look into my eyes, and tell me what you see. Someone real, this is real, what you wish to be.” Smukt, smukt, og gryden blev så sandelig holdt i kog. De rutinerede herrer Dino Cazares og Tony Campos på henholdsvis guitar og bas bidrog også med masser af energi og havde masser af kontakt til publikum. Dejligt at se et band, der virkelig arbejdede med publikum.

Tiden flyver, når man er i godt selskab

Fear Factory præsterede et rent monster af en sætliste på ikke mindre end 17 numre fra en god blanding af deres albummer. Og der var masser af energi imellem bandets medlemmer på trods af, at Silvestro i front kun var en rod på tre år, da Fear Factory blev dannet i 1989. Både Silvestro og Pete Webber bag tønderne har begge været med i under et år, og det er imponerende, at de har fået opbygget så god kemi allerede. Jeg vil dog også umiddelbart tilføje, at bandet bare blev bedre og bedre, jo mere de spillede. Så selvom de kom blæsende fra start, så var sidste halvdel af koncerten stærkere i udtrykket end den første. Uden at jeg i øvrigt føler, at jeg kan sætte en sur finger på noget. Aftenen blev sluttet af i forrygende tempo med først ”Replica” med sit meget syng med-venlige refræn ”I don’t want to live that way” og dernæst ”Resurrection”, og man skulle lede længe efter utilfredse ansigter, da der blev takket af. Sikke en fantastisk afslutning på en fed aften.

Sætliste

  • Shock
  • Edgecrusher
  • Recharger
  • Dielectric
  • Disruptor
  • Powershifter
  • Freedom or Fire
  • Descent
  • Linchpin
  • What Will Become?
  • Slave Labor
  • Archetype
  • Martyr
  • Demanufacture
  • Zero Signal
  • Replica
  • Resurrection

9/10