Sweden Rock Festival 2012

Sweden Rock Festival 2012

Sammen med en flok gode venner, drog jeg mod Sweden Rock Festival, og i år allerede om lørdagen inden selve festivalen startede. Vi havde nemlig fået lejet et lækkert sommerhus som lå lige ned til vandet, og tilmed på en campingplads der ligger klods op af selve festivalen. Komforten var derfor i tiptop, og vi blev hurtigt enige om at det er slut med teltlivet fremover. Gamle tykke mænd kan nemlig godt lide at grille og gå i køleskabet, når det passer dem! Rent økonomisk var det så faktisk også billigere, end hvis vi skulle slå syv telte op inde på festivalens camping område, og få bilerne parkeret. De efterfølgende dage blev brugt på tilbagelænet hygge, ture rundt i lokalområdet, bålhygge, god mad, platte jokes og masser af øl. Sweden Rock er efterhånden en pebret størrelse, men man må give dem den cadeau, at de virkelig formår at stable et fedt musikprogram sammen, samt det faktum at maskineriet i sin helhed kører som smurt. Dog har jeg lidt brok, så lad mig bare få det liret af med det samme:

  1. Man må højst købe seks øl ad gangen, hvilket er ret dumt, når man nu står - lad os sige otte tørstige individer -, og bare gerne vil hygge. En besynderlig regel, der kun giver længere ekspeditionstid til den stakkels bartender.
  2. En kammerat måtte ikke få sin paraply med ind på pladsen, da den ifølge vagten kunne bruges som våben. Wauv, kommentar næsten overflødig.
  3. Man må ikke længere have flagstænger med ind på pladsen, - vist i øvrigt en regel der har fundet indpas på indtil flere festivaler. Men hvorfor!? En del af charmen på festivaler, er da netop flagstængerne. Hyggelige pejlemærker der giver anledning til sjov og spas, med folk af blandede nationaliteter og gamle bekendtskaber.
  4. Men værst af alt er nok lydniveauet, der virkelig har fået et nøk nedad på volumen. Bare lige behandle sit publikum som små børn, bare lige stå til Motörhead og føle man var i Tivoli til fredagsrock.

Al den stund jeg faktisk stadig betragter Sweden Rock som verdens bedste festival, må jeg også erkende at ovenstående irritationsmomenter er så massive, at de får mig til at overveje om det fremadrettet er de mange penge værd, man trods alt ofrer på festivalen.

Onsdag:

  1. Sabaton
  2. Fear Factory
  3. Entombed
Sabaton

Om onsdagen startede så selve festivalen, og de svenske powermetal helte lagde som annonceret ud med at spille den svenske nationalsang, til stor jubel blandt de mange fremmødte svenskere. Stemningen var i top, og Sabaton spillede så efterfølgende et kort set på omkring en halv times varighed. Det fungerede, om end det i mine ører fremstod lidt enslydende. De besidder dog evnen til at kreere gode omkvæd, og Joakim Brodén er en god indpisker. Det skal man som bekendt ikke kimse af. Godt spark, god start!

Så blev det tid til Fear Factory, som nu er superaktuelle med deres spritnye skive, ’The Industrialist’. Jeg havde pænt store forventninger til denne koncert, da jeg havde set frem til en massiv mur af lyd – men sådan skulle det ikke gå. Dette er uden sidestykke den mest tarvelige Fear Factory koncert, jeg til dato har overværet. Nul pondus på lyden, og Burton C. Bell fik for alvor udstillet sine mangelfulde vokal evner i fuldt flor. Jovist, manden hoppede rundt og prøvede efter bedste evne at piske en god stemning op. Han må uden tvivl have haft en virus siddende grimt i halsen, for han lød denne aften mere som svensktoppens Eilert Pilarm. En sørgelig affære foran et mere end sløvt publikum. Heldigvis har jeg set Fear Factory på gode dage tidligere, så jeg glæder mig bestemt til når de 11. november spiller i Amager Bio med Devin Townsend Projekt.

Entombed

Noget bedre gik for Entombed, der udover jo at være på hjemmebane, også spillede foran et noget større og mere dedikeret publikum. Sidst jeg så dem, leverede de på det relative beskedne spillested Radar i Århus, nok den mest helstøbte Entombed koncert, jeg til dato har set. Helt så slagfaste fremstod de dog ikke denne aften, men de var stadig på, og kvitterede med et langt og flot set. LG brøler efterhånden lidt halvdovent, men er fortsat hyggelig frontmand, som nærmest lader til at være dødsrockens svar på Ozzy.

Torsdag:

  1. Exciter
  2. Exodus
  3. Steel Panther
  4. Mastodon
  5. Dimmu Borgir
  6. Soundgarden
Exciter

Endelig fik jeg mulighed for at se de canadiske speedmetal legender, og lad mig sige det med det samme; de skuffede på ingen måde. Jo, lidt faktisk, for de undlod at spille ”Brutal Warning”, men ellers var det ren optur. Sikke en energi de lagde for dagen, og ’ny’ mand på sang Kenny ’Metalmouth’ Winter, sang numrene så de sad lige i skabet. Han minder i øvrigt om Quark fra Valhalla, og kunne skære ansigter som få. Fra starten med ”Aggressor” var det bare fuld damp på kedlerne, og godt med læder, nitter og seje powerstands. En times lykkerus!! Håber at Metal Magic festivalen i Fredericia, får dem på plakaten til næste år.

Setliste:

  1. Aggressor
  2. I Am the Beast
  3. The Dark Command
  4. Victims of Sacrifice
  5. Heavy Metal Maniac
  6. Evil Omen
  7. Rising of the Dead
  8. Stand Up And Fight
  9. Pounding Metal
  10. Slaughtered in Vain
  11. Rain of Terror
  12. Long Live the Loud
  13. Violence & Force

Exodus har igennem tredive år været storleverandører af gedigen thrash, og de seneste plader med Rob Dukes på vokal, vidner da også om et band hvor der stadig er smæk for skillingen. Det samme kan siges om denne koncert, for der var sgu knald på drengen. Dukes er rå, og ligner en rockerpræsident, men han klarerede opgaven fint. Steve Souza er dog stadig min favorit sanger i Exodus. Gary Holt er som bekendt lånt ud til Slayer for tiden, så i stedet har Exodus fået Rick Hunolt tilbage. Hunolt forlod ellers bandet i 2005, for at tilbringe mere tid sammen med familien. Han så dog yderst tilfreds ud med at være tilbage på scenen, og alt i alt var det da også en fin præstation de leverede.

Den velspillende og gennemførte vittighed; Steel Panther, spillede samtidig med Sepultura. Øv for den, for jeg ville sgu gerne se Sepultura også, om end jeg har set dem en del gange efterhånden – og til al held, de fleste af gangene i deres storhedstid. Steel Panther havde jeg derimod ikke set før, og jeg blev temmelig overrasket over dem – på den gode måde. Det var et forrygende show, med masser af lir, sjofelhed og selvironi. Som at blive bombet tilbage til 1985 hvor højt puddelhår og pangfarver var højeste mode i visse kredse. Man kunne ikke sætte en finger på deres håndværk, og numrene virker generelt ret velskrevne. Deres absolutte force ligger dog i selve fremførelsen, men omvendt så forestiller jeg mig også at det mest fungerede fordi det var første gang jeg så dem, samt det faktum at øllet var begyndt at virke.

Feststemte og med den rigtige brandert på, gik turen så ned til Mastodon, og det må siges at være festivalens absolutte lavpunkt i år. Det fungerede overhovedet ikke, og kom på ingen måde ud over scenekanten. Vejret blev nu gråt og koldt, og generelt virkede både band og publikum utrolig tamme. En noget skuffende oplevelse, modsat det brag de leverede på Roskilde sidste år.

Dimmu Borgir

Dimmu Borgir / Sebastian Bach
Jeg havde sat mig for at se Dimmu Borgir, da de har været svinsk gode de andre gange jeg har set dem. Sebastian Bach derimod, kedede mig faktisk en smule sidst jeg så ham. Så jeg tog plads til Dimmu med relativt store forventninger. Men hov, noget gik galt, for jeg blev overhovedet ikke ramt af den pompøse black metal som strømmede ud fra scenen. Der manglede simpelthen bid i lyden og bandet virkede måske lidt tamme. Det med lyden var nok det værste, og især Sweden stage bød i år på en generel tarvelig lyd, så jeg skred over til Sebastian Bach, og her var der til gengæld mere blæs på. Der var fest, og jeg lod mig invitere. Pludselig spillede de introen til ”We’re Not Gonna Take It”, og bandet forsatte over i Skid Row klassikeren ”Youth Gone Wild”, og hvor Sebastian Bach sang duet med Dee Snider. Det var ren succes for mit vedkommende. Dimmu skuffede, Bach sejrede.

Torsdagens hovednavn, Soundgarden, var for mig en lidt udefinerbar størrelse. Jeg blev aldrig helt hooked på grunge i sin tid, men lige præcis Soundgarden og især Alice In Chains har nu fungeret fint i min bog. Jeg har ikke tidligere set Soundgarden, for så vigtige var de nu heller ikke for mig i halvfemserne. Og at dømme ud fra denne koncert, er det ikke noget specielt jeg er gået glip af. Chris Cornell er uden tvivl en dygtig sanger og sangskriver, men både ham og bandet kom bare ikke rigtig op i gear. Håret ned i ansigtet, og der var heller ikke meget aktivitet at spore hos hverken Kim Thayil (guitar) og Ben Shepherd (bas). Men det er jo nok bare deres udtryksform, og noget som de mere indkarnerede fans ikke har nogle problemer med. Ikke så meget udenoms gøgl. Til gengæld spillede de intet mindre end 21 regulære numre, og det er sgu flot gjort overfor sine fans.

Setliste:

  1. Searching With My Good Eye Closed
  2. Spoonman
  3. Let Me Drown
  4. Outshined
  5. Flower
  6. Drawing Flies
  7. Hunted Down
  8. Blow Up the Outside World
  9. Fell on Black Days
  10. Ugly Truth
  11. Loud Love
  12. Live to Rise
  13. My Wave
  14. Burden in My Hand
  15. Rusty Cage
  16. Gun
  17. Black Hole Sun
  18. Room a Thousand Years Wide
  19. Jesus Christ Pose
  20. Beyond the Wheel
  21. Slaves & Bulldozers

Fredag:

  1. Adrenaline Mob
  2. Alex Rudi Pell
  3. Gamma Ray
  4. Motörhead
  5. Twisted Sister

Nøj, det her var sgu fedt. Jeg kendte ikke rigtigt Adrenaline Mob på forhånd, og troede derfor mest der var tale om et allstar band som primært ville spille covers. Bandet består af Russel Allen (sanger i Symphony X), Mike Portnoy (ja, ham fra Dream Theater), John Moyer (bas i Disturbed) og guitaristen Mike Orlando, som for mig er et ubeskrevet blad. Stilen er groovy heavymetal og derfor langt væk fra det kringlede og virtuose univers, Allen og Portnoy primært er kendte for. Som sagt kendte jeg ikke på forhånd musikken, men jeg fik en fantastisk oplevelse alligevel, og der var en rigtig rar stemning både på scenen og ude blandt publikum. Apropos covernumre, så sluttede de velvalgt af med Black Sabbath nummeret, ”The Mob Rules”. Dette fungerede selvfølgelig også som en god hyldest til Dio. En fed start på dagen, og bestemt et band der skal tjekkes ud.

Setliste:

  1. Psychosane
  2. Feelin' Me
  3. Indifferent
  4. Down to the Floor
  5. Angel Sky
  6. Freight Train
  7. Believe Me
  8. All on the Line
  9. Hit the Wall
  10. Undaunted
  11. The Mob Rules (Black Sabbath cover)
Alex Rudi Pell

Axel Rudi Pell har jeg set nogle gange, og det plejer jo at være hammerfedt. Lige-ud-af –landevejen heavy/power metal, som bare fungerer når solen står højt på himlen. Det gjorde den så bare ikke denne dag, for faktisk var det skidekoldt og blæsende. Den ellers altid gode Johnny Gioeli virkede lidt fjern, og var slet ikke den showmand han ellers plejer at være. Kun Ferdy Doernberg så ud til at hygge sig med sit keyboard. Lidt ærgeligt, for selvom musikken i for store mængder kan fremstå lidt bøvet, så må man altså give bandet at de på livefronten besidder nogle kapaciteter der plejer at hive en solid sejr hjem. Denne eftermiddag var bandet ligeså matte som det dvaske publikum.

Setliste:

  1. Ghost in the Black
  2. Strong as a Rock
  3. Before I Die
  4. The Masquerade Ball / Casbah / Dreaming Dead
  5. Mike Terrana trommesolo
  6. Mystica (inkl. 'Mistreated ' af Deep Purple)
  7. Circle of the Oath
  8. Tear Down the Walls
  9. Nasty Reputation
  10. Rock the Nation
Gamma Ray

Helt så slemt gik det dog ikke kollegerne i Gamma Ray, for her var bandet betydeligt mere på. Men ak, så er der lige den med lyden igen. Velkommen til Sweden stage! Der manglede power, og det er dumt når man spiller powermetal, eller i det hele taget bare spiller på en rock festival. Udmærket indsats fra bandet ellers, og Kai Hansen er jo en sympatisk herre der nyder at spille. Stemmen er ganske vist tynd, men guitaren håndteres upåklageligt. Vi fik en god pose blandede bolsjer fra deres efterhånden eget imponerende bagkatalog, samt et par numre fra tiden i Helloween. Skønt, men synd at lydfascisterne skal have lov til at ødelægge så meget.

Setliste: New World Order, Gardens of the Sinner, Ride the Sky (Helloween cover), Empathy, Fight, Rebellion in Dreamland, Dethrone Tyranny, To the Metal, I Want Out (Helloween cover), Somewhere Out in Space, Send Me a Sign

Lemmy & co. skød et brag af en koncert afsted, sidst jeg så dem på Sweden Rock i 2009. Denne aften slap de let igennem det, og Lemmy virkede træt og en smule u-fokuseret. På intet tidspunkt havde han en smøg i munden, og jeg tænkte selvfølgelig på om han var syg. Well, nu skal man jo ikke male fanden på væggen, for Lemmy er jo gennem de sidste 20-25 år blevet spået ’en snarlig død’, og jeg vil gerne også lige skynde mig at sige; helt så slem var koncerten nu ikke. Måske lidt kort og rutinepræget, og i hvert fald savnede jeg ”Whorehouse Blues” og ”Runaround Man”. Under ”Killed By Death” fik de besøg af henholdsvis Andy La Rocque på guitar og Whitfield Crane på sang. Det gjorde nu ikke noget videre for nummeret, men det var da meget sjovt. Under ”Bomber” blev flyet sænket, vi har set det før, men det skal jo ligesom helst bare være der – ligesom Maiden’s Eddie. Mikkey Dee er ikke verdens bedste trommeslager, men han er nok den sejeste. Han headbanger jo gennem hele koncerten, ren duracell kanin.

Setliste:

  1. Damage Case
  2. Iron Fist
  3. I Know How to Die
  4. Stay Clean
  5. Metropolis
  6. Over the Top
  7. One Night Stand
  8. The One to Sing the Blues
  9. Just 'Cos You Got the Power (inkl. trommesolo)
  10. Going to Brazil Play
  11. Killed by Death Play (med Andy La Rocque på guitar og Whitfield Crane på sang)
  12. Bomber
  13. Ace of Spades
  14. Overkill
Twisted Sister

Twisted Sister var denne gang uden den vulgære makeup og ditto gevandter, og det var faktisk noget af en befrielse. Rå uforfalsket biker-rock, leveret af et supertændt band, og med en Dee Snider i spidsen, som jeg måske aldrig har oplevet bedre. Hold kæft en kondition den mand har, og stemmen sad lige i skabet. Jeg begriber simpelthen ikke hvor han får al den energi fra. Og endelig tog de sig sammen og spillede noget fra ”Love Is For Suckers” albummet, et album, de af latterlige grunde altid har vendt ryggen. Fra den fik vi en fed version af ”Wake Up The Sleeping Giant”. Setlisten bød også op andre overraskelser, såsom ”Sin After Sin”, og det var vel egentlig kun sådan for alvor ”Shoot ’Em Down” der manglede. Koncerten står i hvert fald i fuldt mål med den magtdemonstration de udviste på Trädgården i Göteborg, tilbage i 2007. Fedt at se sine gamle helte gå ind og fyrer sådan et klasseshow af. Respekt!!

Setliste:

What You Don't Know (Sure Can Hurt You), The Kids are Back, Stay Hungry, Wake Up (The Sleeping Giant), I Believe in Rock 'n' Roll, You Can't Stop Rock 'n' Roll, Sin After Sin Play, The Fire Still Burns, We're Not Gonna Take It, The Price, Burn in Hell (inkl. trommesolo fra A.J. Pero), I Wanna Rock, It's Only Rock 'n' Roll (But I Like It), Come Out and Play, S.M.F.

Lørdag:

  1. Girlschool
  2. Symphony X
  3. King Diamond
  4. Mötley Crüe

Mit kendskab til Girlschool er lig nul, og efter denne koncert får det også bare lov til at vedblive sådan. På den positive side kan det nævnes at de virkede glade for at spille for os, og at trommeslageren lignede en über-afdanket udgave af Mikkey Dee - måske det var hans mor? Det blev hurtigt klart at de simpelthen ikke har sangene til at bære en hel koncert. Der var brudstykker af små opløft, men alt i alt var det sgu en noget søvndyssende affærre, så derfor valgte jeg at drage over mod sweden stage, hvor Hell var i fuldt gang. Det var en noget anden oplevelse, skulle jeg hilse og sige. Teatralsk gennemført heavymetal, hvor især sanger David Bower var helt fremme i skoene, med sine dramatiske fagter. De komplimenterede fint hans ofte maniske vokal, hvor der blev sunget en hel del om Satan. En skræmmende og sjov oplevelse – nok mest det sidste. Derudover tæller bandet også den anerkendte producer Andy Sneap, som i Hell spiller guitar.

Symphony X var et af de navne jeg havde set allermest frem til at overvære, al den stund de tilbage på Sweden Rock i 2007, leverede den nok mest gennemførte koncert det år. Dengang spillede de på den noget større Rock stage, og med et lydtryk der kunne mærkes helt ned i græsset, og op gennem hele kroppen. Fantastisk!! Nu var de så sat til at spille på Sweden stage, og med det desværre også en noget flad lyd til følge – ØV!! Skuffelsen var stor, og i starten kunne man nærmest ikke høre guitaren. Pænt ærgerligt, når nu guitaristen hedder Michael Romeo, og er blandt de vildeste shred-konger i nyere tid. Generelt består bandet jo af det ene fantastiske talent efter det andet, og især må jeg nævne den fabelagtige Russell Allen, som vi havde fornøjelsen af at høre dagen før med Adrenaline Mob. Han gør bare et svinsk godt stykke arbejde, men ærgerligt at lyden atter skulle spolere en koncert.

Setliste:

  1. Iconoclast
  2. The End of Innocence
  3. Dehumanized
  4. Electric Messiah
  5. Children of a Faceless God
  6. When All is Lost
  7. Inferno (Unleash the Fire)
  8. Of Sins and Shadows
  9. Sea of Lies
  10. Eve of Seduction Play
  11. Serpent's Kiss
  12. Set the World on Fire (The Lie of Lies)

Dette var uden tvivl den koncert jeg havde set allermest frem til på årets Sweden Rock Festival. King har jo virkelig haft sit at slås med de seneste år, med først en diskosprolaps og sidenhen måtte han igennem en omfattende hjerteoperation. Derfor var det til stor jubel, da han og bandet efter seks år pause, endelig kunne annoncere deres tilbagevenden til scenen. I første omgang kun med de to eksklusive koncerter på henholdsvis Sweden Rock og franske Hellfest. At dømme efter dette brag af en koncert, er der kun ét at sige; Kongen er tilbage!! Og det er i en så stærk form, som jeg slet ikke havde turdet håbe på. Smøgerne er lagt på hylden, og stemmen er utrolig stærk. Men King er jo ikke noget uden sit band, og det er jo det samme hold han stiller op med, og som har været bandet, siden den europæiske del af House of God turnéen tilbage fra 2001. Det var eddermanme også et band der rykkede denne aften, og jeg fik kuldegysninger af Mike Wead og Andy La Roque’s eminente spil OG sammenspil. Bare tag soloen i ”Sleepless Nights”, hvor hver en tone sad knusende præcist – imponerende. Jeg vil uden at ryste på hænderne vove den påstand, at King Diamond bandet var det mest sammenspillede, af dem alle på årets festival. King Diamond var på, og levede sig virkelig ind i numrene, det var tydeligt at han var sulten. Showet var også forrygende flot, hvor scenen var bygget op som en blanding af et gammelt spøgelseshus og en kirke. Effektfuldt pyntet med gangbro henover trommepodiet, lanterner, søjler med kranier, stort pentagram og lysende omvendte kors. Jo, der var skam ikke sparet på noget, og selvfølgelig kiggede Grandma da også forbi i sin rulleskol, og en ond voodoo-kvinde. Setlisten var virkelig godt skruet sammen, med et par solide overraskelser, såsom ”Dreams” og den eminente ”Up From the Graves”. Hvor var det dog smukt at kigge rundt blandt publikum, og se tykke mænd synge ’lalalalalala..’ i falset. I ”Come To The Sabbath” kiggede Hank Shermann forbi med Michael Poulsen, og i ”Halloween” var det så Michael Denner og Mikkey Dee, og det var sgu stort at se de gamle drenge på scenen sammen igen. Nu ved jeg ikke hvor langt King Diamond evt. er nået i skriveprocessen, men i hvert fald så spillede Andy og Mike et instrumental nummer. Det lød skide godt, så jeg håber det er noget der kommer med på en kommende udgivelse. Årets koncert indtil videre!!

Setliste:

  1. The Candle
  2. Welcome Home
  3. Matt tromme solo
  4. Voodoo
  5. At The Graves
  6. Up From The Grave,
  7. Let It Be Done
  8. Dreams
  9. Sleepless Nights
  10. Andy + Mike Solo
  11. Shapes Of Black
  12. Come To The Sabbath (med Hank Shermann og Michael Poulsen)
  13. Eye Of The Witch
  14. The Family Ghost
  15. Halloween (med Michael Denner og Mikkey Dee)
  16. Black Horsemen

Efter den storslåede kongekoncert fra King Diamond, var vi så småt ved at indstille os på at tage afsked indbyrdes i vennekredsen, da vi alle havde en lang køretur hjem og folk generelt var ved at være lidt matte i sokkerne, ovenpå en uge med fuld knald på, og lidt for mange øl. Derfor blev det heller ikke til så meget Mötley Crüe for mit vedkommende. Det jeg så var fint, og betydeligt bedre end sidst de spillede på Sweden Rock i 2005. Det var dog ikke bedre end koncerten i KB Hallen i 2009. Nu var koncerten i KB Hallen jo også en anden oplevelse, med 3000 feststemte mennesker, modsat her, hvor det var lidt tydeligt at folk var trætte. Der var en decideret folkevandring derfra, men oppe foran har der givetvis været gang i festen. 5-6 numre blev det til, og så var det ellers bare afsted hjemad mod putkassen.

Tilføj kommentar