Siamese

Inden koncerten i aftes besluttede jeg mig for at opfriske lyden af Siamese, som udgav deres seneste album, Shameless, i 2017, og jeg må ærligt indrømme, at jeg havde glemt, hvor poppet deres lyd er. Så hvis man har sat sig for at skulle til en metalkoncert med Siamese, bliver man nok en smule skuffet. Som forsanger Mirza Radonjica-Bang så fint satte på plads, var de aftenens blødeste, men sødeste band. Når det så er sagt, var der absolut ingen grund til at være skuffet over den optræden, som Siamese havde med til os. Koncerten startede godt ud med Mirza på scenen med kommentaren om, at aftenens bedste band skulle på først. Et godt band ja, men ikke aftenens bedste.

Siamese kan dog noget helt særligt, og selvom stortrommen til at begynde med bragede derudad og overdøvede alt andet end Mirzas vokal, kom der hurtigt styr på den, og Mirza fik trukket publikum til scenen med charme og selvtillid. Den poppede vokal blandet med de tungere rytmer fra guitar og bas gør Siamese til et spændende band at lytte til. Især nummeret “Cities” ramte mig lige i hjertet, med stammesang på backing track, en solid hård melodi og sprød popvokal fra Mirza. En af de ting, som får Siamese op i den højere ende af skalaen for aftenens koncert, var den performance, de medbragte. Violinist Christian gør noget helt særligt for det udtryk, som de medbringer, når de sætter fod på en scene, og det kunne virkelig mærkes i aften. Jokerviolinen og samspillet mellem bandet gik op i en højere enhed, om man kan lide pop-rock eller ej. Den eneste ting, jeg ikke helt forstod, var: Hvorfor medbringe et covernummer? “Party Monster” fra bandet The Weeknd gik ud til pigerne, hvorimod Siameses egen “Brother” gik til fyrene. Når man som band har udgivet fire albums, burde der være nok af eget materiale til at udfylde en koncert.

Siamese havde “Ablaze” med som sidste nummer, stærkt afsluttet med hvad der blev til aftenens første moshpit til en god omgang metaltramp. Meget kan man sige om, hvordan Siamese passer ind mellem de tre andre bands, men de sætter virkelig gang i festen.

7/10

Helhorse

Næste band på scenen var Helhorse, som senest har udgivet deres selvbetitlede album i 2016. Et veletableret band på den danske rock- og metalscene, som har varmet op for bands som AC/DC, Slayer og Anthrax. På deres udgivelser svinger det hele, og lyden er helt fantastisk; det synes jeg desværre ikke, at den var til aftenens koncert. Forsanger Mikkel Vad Larsen var den eneste helvedeshest, som rent faktisk var påklædt, måske også en smule i overkanten med læderjakke, da varmen på Train var rigtig, rigtig god. Det overraskede mig en smule at se fire mænd i bar overkrop sammen med en moderne Elvis (Mikkel), som ellers bare gik lige på og hårdt med koncerten.

Det er intet i vejen med Helhorse, og bandet ydede en rigtig fin præstation; desværre var der en del feedback fra instrumenterne (ja, noget var nok meningen, men ikke så meget), som forstyrrede helheden af oplevelsen. Mikkel har en utrolig stemme, som desværre virkede til at have det lidt hårdt. Vokalen kom helt naturlig og var spot on i de lidt tungere sange, og jeg kunne tydeligt fornemme det gutturale, men den falmede en smule på numre i et højere toneleje. Her virkede vokalen frembragt med et stort pres på stemmebåndet. Også på fællessangen, hvor publikum skulle aaa’e med, kunne man høre en brist i vokalen. Her vil jeg dog pointere, at det dæleme da også var en svær tone at forsøge at få publikum med på, især hvis man ikke er helt skarp i tonen selv.

Kan Helhorse feste? Ja, de kan. Bassist Theis Thorgersen var lige så meget fremme på scenen som forsangeren, og Mikkel var da også nede blandt publikum flere gange. Opråbet “August, jeg tror sgu, at vi har den” til et gut ude bag scenen, som muligvis har filmet Helhorse, lige inden Mikkel begav sig ud i et front-hop direkte i publikums arme efterfulgt af sang fra førnævnte position, vidner om Helhorses ønske om at sætte gang i aftenens koncerter.

6/10

Defecto

Nu har jeg snart opnået min maks.-kvote for Defecto i år og regner med, at denne oplevelse er den sidste efter seks koncerter siden februar. Desværre ville jeg ønske, at min sidste Defecto-koncert for i år havde været lige så fabelagtig som alle de tidligere. Der var mange fejl i løbet af aftenens koncert, men de var ikke alle Defectos. Både Siamese og Helhorse havde lidt lydproblemer, hvilket Defecto også led under. Guitaren druknede i både bas og trommer, og soloerne kom slet ikke til deres ret. Skal der siges noget positivt om dette, så kan det virkelig mærkes (og høres), at trommeslager Mikkel Christensen har fundet sin plads i bandet. Til hver eneste koncert, jeg har oplevet med ham, har han givet alt, han har, og jeg glæder mig til at se, hvad et Defecto med Mikkel i folden kan gøre i fremtiden.

Også forsanger Nicklas Sonne havde det hårdt under aftenens optræden. Defecto har kørt skolekoncerter i løbet af ugen for at lære unge mennesker om metalmusikken. Et superlækkert tiltag, som de skal roses for at være gået ind i, men de havde tidligere på dagen spillet to koncerter, hvorfor det kan forstås, at Nicklas’ stemme var træt. Oveni har manden også været syg og fortalte selv, at han ikke var kommet helt ovenpå endnu. De lysere betonede passager blev pænt gledet over og erstattet med noget, stemmen kunne holde til. En god kompensation, men det gjorde desværre også – i samspil med et mindre overskud til publikum end normalt – at der ikke var den power på Defecto, som de ellers altid medbringer til deres koncerter. Jeg er dog overbevist om, at den melodiske metal til den helt store guldmedalje, som vi kender Defecto for, helt sikkert er tilbage til næste koncert.

6/10

Aphyxion

Det er 11 år siden, Aphyxion blev dannet af nogle unge gutter i alderen 13-14 år. Nu er de blevet, ja, 11 år ældre og har gennemgået en stærk udvikling musikalsk. Et lille “fun fact” er, at de er det yngste band, som har optrådt på Wacken Open Air, og at de har turneret i Europa, før de var fyldt 18 år. At musikken er kommet til dem i så ung en alder, og at de har haft over 10 år til at udvikle deres egen lyd, har uden tvivl haft stor betydning for den optræden, vi på Train fik lov at lytte til. Der hersker ingen tvivl fra min side af: Aphyxion gav ultimativt aftenens bedste koncert, og ingen kan få mig til at ændre mening.

Melodisk død. Kan man kalde Aphyxion det? I hvert fald var det noget groovy død, som man virkelig kunne gå agurk til (læs: jeg dansede). Igen var der dog lydproblemer, og guitaren var det første stykke tid helt væk i en overflod af bas, trommer og growl, men der kom hurtigt kontrol over tingene. En helt særlig ting ved aftenens optræden fra Aphyxion var backup-vokalen fra bassist Jais Jessen. Det samspil, der gemte sig mellem hans og forsanger Michael Vahls vokal, skal man lede længe efter og var absolut med til, at det hele gik op i en højere enhed. Det setup er noget, jeg aldrig har oplevet før, og jeg håber virkelig at få lov til at opleve det igen. Michael farede rundt på scenen, publikum var godt varmet op, og det var helt, helt klart, at Aphyxion skulle lukke showet med en eksplosion af en koncert.

8/10