Splitte mine bramsejl, kast fortøjninger og få hevet proppen op af romflaskerne. for Copenhell har indtaget Oslobåden endnu engang! I år er der flere bands, en større scene, flere deltagere og pauseband – hillemænd! Jeg var afsted sidste år, og det var så stor en fornøjelse, at da Copenhell annoncerede, at de stak til søs igen her i ’19, var der ingen tvivl om, at jeg da skulle afsted igen.
Sidste år blev vi forkælet med seks band, men i år var det hele otte bands – nemlig Dirt Forge, Livløs, Hatesphere, Angel Witch, Aphyxion, Redwood Hill, Bombus og Suicidal Angels – så altså en bred pallet af bands fra Skandinavien, England og… Grækenland! Underligt nok var der ikke et eneste norsk band at finde, noget der stadig undrer mig – for der er da ikke mangel på bands i Norge, og nu da båden jo sejler til Oslo og retur, så virkede det jo oplagt – men nok om det!
Programmet var også kende mere stramt i forhold til sidste år, da man jo nu skulle nå at klemme fire bands ud i løbet af en aften i stedet for tre. Det betød, at folk ofte endte med at blive hængende i baren eller siddende på de bløde stole rundt omkring. Det viste sig at spille en stor rolle i forhold til især de sidste koncerter, men det kommer vi mere ind på senere.
Dirt Forge
Aftenens og krydstogtets første band stod klar på scenen kl. 19 sharp, og deres tonstunge toner ramte publikummet hårdt og nådesløst. Lyden var høj og skarp med undtagelse af mikrofonerne, der desværre var alt for lave, så hverken Alexanders eller Yannicks vokal gik klart igennem. Det gjorde instrumenterne dog, og især trommerne og bassen fik folk til at tumle rytmisk omkring på gulvet. Jeg har ikke set Dirt Forge før, ej heller har jeg hørt ret meget af deres musik, men allerede i løbet af første nummer havde de imponeret og indfanget mig. Det stod straks klart, at min manglende Dirt Forge-eksponering var en fejl, og især da de spillede et af deres nye numre, der osede langt væk af støv fra prærien, fik de min opmærksomhed. Der er ingen tvivl om, at Dirt Forge er en utroligt velsmurt maskine, og at de tre musikanter virkelig matcher hinanden godt. Deres samspil sidder lige i skabet, og der er ikke en finger at sætte på deres tekniske kunnen. Der var dog ikke den store interaktion mellem band og publikum, men hvis musikken siger nok i sig selv, behøver man jo heller ikke stå og ævle. Derimod måtte publikum godt holde op med at ævle, for selv om jeg stod ret tæt på scenen, og bandet spillede højt, kunne jeg høre publikum bag mig, der konstant knævrede løs. Først under deres sidste nummer, det fremragende ”Soothsayer II: Die Waiting”, blev snik-snak erstattet med headbanging. Alt i alt var det en fremragende koncert, og barren for resten af aftenen var sat højt – meget højt endda!
Livløs
Allerede før Livløs trådte op på scenen, stod det klart, at de var aftenens hovednavn eller i hvert fald publikumsfavoritten, for publikum stod som sild i en tønde og var klar på at blive revet over af drengene fra Aarhus. Ligesom Dirt Forge, havde jeg heller ikke oplevet Livløs før, og igen tager jeg fejlen på min kappe, for hold nu fast en fest, det var! På intet tidspunkt stod band – eller publikum – stille – alle væltede rundt i en hvirvelstrøm af hår, læderveste og ølmaver. Frontmand Nicklas var en naturkraft i sig selv: ustoppelig og nådesløs! Jeg har kun hørt Livløs med Simon Olsen som vokalist, men jeg må ærligt indrømme, at Nicklas’ stemme matcher musikken meget bedre – i hvert fald i mine ører! Publikum labbede koncerten i sig, og især på numre som ”Into Beyond” væltede folk rundt, som var de besatte af Satan selv.
Men igen var mikrofonen for lav, så til tider var det svært at høre, hvad Nicklas egentligt skreg til os, men publikum virkede så dedikerede og passionerede, at det virkede til at være ligegyldigt – han kunne have læst højt af telefonbogen, og folk ville stadig have headbanget. Dette bliver helt klart ikke sidste gang, jeg ser Livløs!
Hatesphere
Fra moderne melodisk død til gammeldaws nordjysk smadder. Hatesphere indtog scenen, som kun de kan, og folket var klar – eller var de? Hatesphere er jo et legendarisk navn, og hvis man talte antallet af publikummer med Hatesphere-trøjer, så var de tydeligvis også et navn med spandevis af fans. Men trods det, så virkede det til, at folk havde brændt for meget krudt af til Livløs og drukket lidt for meget i pausen mellem de to bands. For det blev ikke helt så vildt på gulvet, som man nok havde forventet, og flere og flere indfandt sig i de bløde stole rundt omkring eller i baren. Det var ikke noget, der huede Esse, der prompte gav dem en opsang om, at de altså hverken var Alter Bridge eller Pink Floyd Project, så folk havde værsgo at rejse sig og moshe – blev der sagt! Men trods denne ordre, så skete der ikke det helt store – folk var for møre til at gøre andet end at blive siddende eller vralte rundt på gulvet. En skam, for Hatesphere leverede numre om både krig, druk og hotdogs samt numre dedikeret til skaldede mænd.
Men et fladt publikum var ikke bandets eneste udfordring denne aften, for lyden var igen spøjs. Problemet var dog det stik modsatte af det, som de to forrige bands havde lidt under. Nu var mikrofonen virkelig skruet op, men resten af bandet var der skruet voldsomt ned for – og det fungerer altså ikke. For nordjysk dødsmetal skal spilles højt – meget højt endda! Så dette går næppe ned i historien som den bedste Hatesphere-koncert nogensinde, desværre. Men selv en halvslap Hatesphere-koncert er stadig en god koncert!
Angel Witch
Aftenens sidste band, engelsk Angel Witch fra 1977, gik på scenen kl. 23.30, og hvis man troede, at publikum var for trætte/fulde til Hatesphere, så blev man klogere! Der stod måske 10-15 folk foran scenen, da de aldrende englændere gik på scenen, resten sad/lå i sofaerne rundt omkring, og det var desværre tydeligt, at folk simpelthen ikke orkede mere denne aften. Om det så var fordi, folk ikke kunne mere, eller fordi Angel Witch ikke var spændende nok, forbliver uvist, men måske er fire bands på en aften lige at stramme garnet?
Bandet selv spillede klassisk new wave og British heavy metal a la Saxon, Diamond Head og Iron Maiden, men det vækkede aldrig rigtigt en tiger i nogen. Måske bandet godt selv var klar over, at folk ikke orkede mere, for bandet kom aldrig selv udover scenekanten. Det hjælper heller ikke, når ens PA-anlæg dør tre gange i løbet af en koncert – og så er jeg faktisk også ret sikker på, at de spillede det samme nummer to gange i træk.
Angel Witch overbeviste ikke rigtig nogen om noget, og koncerten var ærligt talt noget værre rod – og det virkede til, at alt, det der kunne gå galt, gik galt – hvilket er en skam. Koncerten fremstod desværre allermest som et unødvendigt indslag, og chancen for at de aldrende herrer fik nye fans denne aften var minimal.
Aphyxion
Jeg har haft fornøjelse af at opleve Aphyxion to gange før, nemlig da de spillede foran mine tidligere elever i forbindelse med deres medvirken i projektet Levende Musik i Skolen. Det var en enorm succes, så derfor var jeg både spændt på at se dem igen, men også på at se dem spille foran et voksent publikum. Og hold da helt magle, hvor fik jeg lov til at mærke på egen krop, hvor voldsomme Aphyxion egentligt er! Deres hårdtslående, og alligevel, melodiske metalcore fik skibet til at gynge i en sådan grad, at man frygtede samme skæbne som Titanic – men det ville være det værd! De purunge fyre fra Ribe er så uhyggeligt kompetente på en scene, at det er svært at forstå – og det var ovenikøbet guitaristen Jespers 23-års fødselsdag… Ja, 23! Den lader vi lige stå et øjeblik, mens vi alle tænker tilbage på, hvad vi lavede da vi var 23…
Vi fik en stærk blanding af gamle hits som ”Some Kind of Different”, men også nyere numre som ”Sleepwalkers”, et nummer der er så stærkt, at jeg stod tilbage med gåsehud! Men ligeså hurtigt som de kom i gang, ligeså hurtigt var koncerten slut igen. For det var åbenbart blevet bestemt, at Aphyxion, et af Danmarks bedste bands, kun skulle spille i 27 minutter, hvilket er mig en gåde. Og personen, der har besluttet dette, skulle tvinges til at gå planken ud!
Redwood Hill
Efter den magtdemonstration, der var Aphyxion, skulle vi nu ned ad en helt anden sti – nemlig fra eksplosiv og udadvendt metalcore til introvert og dyster post-black i form af Redwood Hill. Bandet indtog scenen badet i et koldt, blåt lys og masser af røg til stor ærgrelse fra samtlige fotografer til stede. Kort før deres koncert havde bandet fortalt mig, at det næsten var to år siden, de sidst havde spillet en koncert, og det kunne man desværre godt mærke. For selvom de spillede præcis, som de skulle, så havde vokalen lidt svært ved at komme i gang og ramme de rette toner til tider. Der var simpelthen tidspunkter, hvor vokalen decideret knækkede over – hvilket ikke er et ønskværdigt scenarie for nogen.
Den næste store udfordring for Redwood Hill var publikum og stemningen på skibet. For deres introverte black-univers var ikke det bedste match til publikum, der mest var kommet for at drikke øl og vælte rundt, en stemning som jo var blevet etableret under første koncert. Aftenens spændingskurve havde også taget noget af et dyk nedad, så måske Redwood Hill burde have været på før Aphyxion? Det betød i hvert fald, at bandets stille passager druknede i folks ævlen og kævlen fra de bløde rækker i salen.
Men trods diverse udfordringer, så leverede de stadig en ganske god omgang post-black til folket, også selvom folket måske ikke helt var med på præmissen.
Bombus
Så blev det tid til krydstogtets første og eneste svenske indslag, nemlig Bombus fra Göteborg. En by der normalt bliver sat i forbindelse med svensk dødsmetal, men det memo havde Bombus vist aldrig fået, for deres party-uartig rock havde ikke meget død over sig.
Med svensk charme og punk-attitude indtog de scenen, og deres musik viste sig at være et bedre match til stemningen blandt publikum, men publikum havde så i mellem tiden fortrukket sig til baren, rygerdækket eller sofarækkerne. Efter koncerten snakkede jeg med et par tilfældige folk for at høre, hvad de havde syntes om Bombus. Konsensus var, at det vist nok havde været okay, men at folk hellere lige ville have en pause til at snakke og drikke i stedet. Det var en skam, for Bombus havde da nok fortjent et mere veloplagt publikum. Men sket er sket, og det virkede også til, at de godt selv var klar over, at de ikke var aftenens trækplaster.
Suicidal Angels
Da græske Suicidal Angels indtog scenen sent lørdag aften, fik man et akut behov for lige at undersøge sin kalender for at finde ud af, hvilket årstal vi nu også var i. For alt ved de græske thrashere emmede af det herrens år 1986 – stramme, sorte og hullede jeans, stort hår, hvide Adidas sneakers, tanktops, stort hår og Jackson-guitarer. Nu var der dømt thrash, som da far var dreng! Suicidal Angel er et fix til alle dem, der er for unge til at have set Exodus, Slayer og Kreator dengang, der virkeligt var ild i dem. Var deres musik nyskabende, progressiv eller innovativ? Nej, på ingen måde. Var deres musik vaskeægte, torden-thrash, som vi kender og elsker det? Ja, ja, for helvede! Headbang gallore, circlepits, kampråb og masser af macho-attitude fra før begreber, som toksisk maskulinitet var en ting.
Under Angel Witch-koncerten aftenen forinden, havde jeg tænkt om ikke fire bands var mere end, hvad publikum kunne klare, men den tese modbeviste Suicidal Angels fra første anslag. Folk var ikke for trætte til fire bands, folk gad bare ikke Angel Witch – men folk gad godt Suicidal Angels, og Suicidal Angels gad folket. De høvlede derudaf uafbrudt i noget, der mindede om halvanden time uden at se trætte ud på noget tidspunkt – og selv jeg, der ikke rigtig har dyrket thrashmetallen de sidste mange år, kunne ikke være i mig selv af ren og skær begejstring. Jeg er ret sikker på, at jeg har headbanget min IQ ned med adskillige point, men det var det værd – wow!
Konklusion
Der er ingen tvivl om, at Copenhell Metal Cruise er en succes. Det er også derfor, de i år udvidede så voldsomt, som de gjorde. Men er succes nødvendigvis en succes? Nu var dette kun min anden gang på krydstogt, men hvis jeg holder Cruise ’18 op mod Cruise ’19, så tror jeg umiddelbart, at Cruise ’18 vinder. Lineuppet var nok bedre i år, men skiftet fra den lille Skyclub Scene til den noget større Columbus Scene er i min optik et skidt skift. Bevares, scenen er større, men de mange sofarækker og bløde stole inviterer folk til at sidde og sludre med deres venner og familie i stedet for at dedikere sig til musikken. Det skete faktisk tit, at folks sludren simpelthen overdøvede artisterne, så den ellers så intime stemning, der herskede sidste år, ikke rigtigt var at finde i år – desværre. Derudover var det til tider nærmest umuligt at komme rundt på skibet, da det simpelthen var overfyldt. De mange gæster, regulære som metalfans fyldte simpelthen for meget rent fysisk – hvilket jo er resultatet af en kommerciel succes de to forrige år, som har betydet flere billetter i år. Nå ja, og så er jeg også nødt til at nævne ”pause”-bandet Blæst, der spillede semi-akustiske, bluegrass-versioner af alt fra Iron Maiden til John Mogensen. Det er sådan noget, der på papiret virker sjovt, men i realiteten var mere tåkrummende end alle afsnit af Klovn på én gang. Så på mange måder virker det til, at Copenhell Metal Cruise har overtaget nogle af de problemer, som selve Copenhell-festivalen også døjer med – nemlig hvem vil man appellere til? Vil man have de få og de dedikerede, der ånder metal – eller vil man have alle dem, der godt kan lide metal, men måske bedre kan lide at feste og drikke øl til overpris? Der er ikke noget rigtigt svar her, og den ene gruppe er ikke bedre end den anden – ej heller mere berettiget, men man må vælge. For man kan ikke både blæse og have mel i munden. Eller jo, det kan man godt – men resultatet er ikke kønt.
