’En institution i dansk metal’ …
… skrev Copenhagen Metal Fest selv i deres omtale af et af festivalens få rigtige hovednavne. Elsk dem eller had dem, en institution i kongeriget, det er præcis, hvad HateSphere er. Siden debuten i 2001, og på trods af et evigt skiftende persongalleri, har århusianerne i alle årene siden haft en gennemslagskraft som få på den danske scene. Groovy dødsthrash er blevet leveret på et beundringsværdigt stabilt niveau i 25 år. For præcis 20 år siden udgav gruppen deres fjerde album, The Sickness Within, og det hører unægtelig til blandt jydernes bedste udgivelser. Det var derfor oplagt, at HateSpheres genkomst på Copenhagen Metal Fest skulle fokusere på netop det album. I dag er det kun Peter Lyse fra det originale lineup, der er tilbage, men gruppen har stadig ry for at være særdeles slagkraftig på koncertfronten, hvilket vi ved selvsyn kunne konstatere her på sitet for bare en måned siden. Så der var vel lagt op til endnu en omgang fest og smadder i biografen?
Vold på den fede måde
Noget kunne tyde på det, for HateSphere var godt nok oplagt fra starten. Fra ”The White Fever” til “Marked by Darkness” fik vi som annonceret hele The Sickness Within fra start til slut. Det musikalske voldsorgie blev kun afbrudt af korte og begejstrede taler fra ’den nye’ forskriger, Mathias Uldall, der har været med siden 2022. Første af mange højdepunkter kom allerede på sang nummer to, ”The Fallen Shall Rise in a River of Blood”, der med sit umanerligt sprøde riff og de seriøse grooves for alvor satte gang i salen. "Sickness Within" gav os en absolut respektabel wall of death, og på “Murderous Intent” fik jyderne et velkomment besøg af Alexander Hall Christensen fra allestedsnærværende Guttural Slug.
Vi fik med andre ord en fantastisk start på koncerten, men det kræver altså et ægte mesterværk, før en albumkoncert kan blive til noget helt specielt. Selvom The Sickness Within vitterligt er en fed udgivelse, så er det altså ikke alle numrene, der er i mesterværkklasse. Indrømmet, det smittede aldrig af på folk foran scenen, men kunstnerisk gav det enkelte døde perioder, hvor manglen på variation tittede frem. Da HateSphere udgav The Sickness Within, blev deres på det tidspunkt velkendte aggression og vrede - og nå ja, had - for alvor kombineret med stensikre grooves og en tæft for iørehængende melodier. Manglen på variation blev tydeligere her, men jeg må erkende, at jeg tilsyneladende stod ret alene med det synspunkt.
“Heaven is Ready to Fall” satte tempoet på igen og, ganske forudsigeligt, gang i endnu en circle pit, og "Chamber Master" gjorde det kun endnu større. Efter godt 50 minutter var vi færdige med de indre sygdomme, og så var det tid til evig krig. Med "Forever War" fra Serpent Smiles and Killer Eyes, albummet der i 2007 fulgte efter Sickness, fik vi en værdig afslutning på en fantastisk koncert. Og selvom jeg altid har ment, at der manglede et eller andet ekstra, før HateSphere for alvor kunne blande sig med de store, så måtte jeg denne aften, sammen med resten af Amager Bio, overgive mig fuldstændig.
Smil og taknemmelighed
Jeg må således slutte af med en tilståelsessag: Jeg har aldrig været kæmpefan af den allestedsnærværende jydedød, men her var det umuligt ikke at få skubbet til fordommene. For ligesom at slå den erkendelse fast med syvtommersøm, så var der andetsteds i København denne weekend et andet rutineret og topprofessionelt band, der i noget større rammer kæmpede med både autenticitet og indlevelse. I skarp modsætning hertil demonstrerede HateSphere med overbevisning i Amager Bio, hvordan man gør den slags, så selv den sidste skeptiker i salen måtte overgive sig. Udover at levere hele albummet stort set fejlfrit blev det gjort med kæmpe smil, og tydelig stor taknemmelighed ned mod publikum. Så kan man ikke kræve mere.
