God reklame
Gothcore. Smag lidt på ordet. For alle os med Batman: The Animated Series siddende i rygraden lyder det mistænkeligt meget som GothCorp – Ferris Boyles angiveligt venlige firma, der i afsnittet Heart of Ice solgte sig på medmenneskelighed udadtil, mens virkeligheden bag facaden viste sig at være en ganske anden. Som betegnelse for Lacrimas Profunderes fusion af gotisk melankoli og moderne metalcore er gothcore tilsvarende god reklame. Begrebet er kort, fængende og fortæller fluks, hvad varen på hylden indeholder. Betegnelsen kommer dog ikke ud af ingenting. Allerede forgængeren blev beskrevet, som alt fra HIM møder metalcore, til Dimmu Borgir møder The Cure; og nu har bandet så gjort blandingsforholdet til et egentligt genreprædikat. Spørgsmålet er derfor, hvorvidt tyskerne virkelig har skabt en ny musikalsk konstruktion, eller om Lay Me Down O Silent Fear først og fremmest er pakket ind i et sindrigt marketingstunt.
Velkendte ansigter i mørket
Den dybe og sprøde rytmesektion på “Days of Doom” lægger en solid bund og viser straks, at de gamle death-doomrødder ikke har sluppet taget i Lacrimas Profundere. Oliver Nikolas Schmids produktion og Kai Stahlenbergs mix er skarpt skåret, så både Ilker Ersins bas og Dominik Scholz’ trommer får fornuftigt albuerum. Julian Larres mere renskurede vokalpassager trækker til gengæld tættere på Oli Sykes og Bring Me the Horizon. Med fare for at lyde som en gammel, sur knark foretrækker denne anmelder klart den ældre del af udtrykket, men bredt rammer bandet da unægteligt. “Nevermore” forankrer sig bedre i den mørke, fodslæbende gothrock med dyb stemmeføring og romantisk-dekadente Type O Negative-vibes. Hæse ravnekald kredser i baggrunden og gør associationen til Edgar Allan Poes The Raven vanskelig at overse, alt imens det store, næsten Bon Jovi-flirtende omkvæd gør sangen til en effektiv gothrockbasker snarere end et argument for en ny genre.
Længere inde svulmer “Heart, I Will Break You Before You Break Me” mere teatralsk, mens de hæse vokallag skurrer så voldsomt, at et sammenligningspunkt som Dimmu Borgir ikke længere virker grebet ud af den blåsorte luft. Titelnummeret vender derimod blikket mod Norden. Guitarernes melodiske skarphed trækker mod den svenske melodød, og de brede keyboardflader tilfører et finsk vemod med tydelige tråde til Amorphis. Når Larre samtidig veksler mellem sprøde udbrud og mørk croon, begynder beskrivelsen af et møde mellem Arch Enemy og HIM faktisk at give mening. Problemet opstår, når den moderne polering får overtaget. Introen til “Agony (In Dread and Dust)” kunne således næsten være hentet fra “Whataya Want from Me” af Adam Lambert. Lambert selv er såmænd en fremragende performer, men denne form for blød poprock bliver simpelthen for vattet og vag blandt albummets gotiske skygger, dødsmetalliske bid og doomede tyngde. I forsøget på at favne bredt mister Lacrimas Profundere her grebet om det mørke, der ellers klæder dem så godt.
“Faceless” burde have være stedet, hvor gothic rock og metalcore endelig smelter sammen, men resultatet svækker snarere gothcore-præmissen. Især når Larre skruer op for den hæse aggression, bliver ligheden med Corey Taylor så påfaldende, at vokalen periodevis lyder som en træls og billig karbonkopi. På “A Sinful Desire” får pressematerialet tilsvarende fuldstændig ret: Nummeret kunne næsten være et fraklip fra Slipknots selvbetitlede debut eller Iowa. Inspirationen overdøver igen afsenderen, og gothcoren reduceres til en genopførelse af nu metal omkring årtusindskiftet. Anderledes godt står de dybt stemte riffs og den Peter Steele-insinuerende vokal på “Arcane Promises”, selvom de pæne melodier atter fortynder mørket. Ingen sætter som bekendt Baby i et hjørne, og heldigvis lader “Veil XV” sig heller ikke uden videre placere i en bestemt genrekasse. De afdæmpede klaveranslag åbner for en mere selvstændig og facetrig ballade, mens afslutningsnummeret lader death-doomen dominere. Her skimtes det album, Lacrimas Profundere kunne have skabt ved mere konsekvent at stole på tyngde og melankoli fremfor metalcore af metervarekvalitet.
Nedlæg core-afdelingen
Det er ingenlunde de moderne metalcoreislæt, der gør størst indtryk på Lay Me Down O Silent Fear. Når Lacrimas Profundere derimod omfavner gothrockens dunkelhed, dødsmetallens bid og doommetallens tunge vemod, finder bandet en langt stærkere identitet. Her føles genreblandingen organisk; andre steder virker de nutidige coremarkører som blank emballage omkring et udtryk, der allerede kunne stå på egne ben. Ved udrensning af den moderne flæbecore og samtidig forædling af gothic death/doom-profilen kunne resultatet blive høj klasse. Som albummet aktuelt foreligger, er der dog for langt mellem de momenter, hvor inspirationskilderne ikke råber højere end Lacrimas Profundere selv. GothCorp har fundet et glimrende navn og markedsført varen effektivt, men indholdet kan endnu ikke helt retfærdiggøre den nye etiket.
