Mørkets fyrster vender tilbage
Redwood Hill er ikke et ukendt navn på den danske metalscene. Med deres debutalbum, ‘Descender’ fra 2012, blev de hurtigt et anerkendt navn, og efter anden skive, ‘Collider’, i det, der skulle blive en albumtrilogi begyndte den københavnske post-metalkvartet at indtage de danske spillesteder. Nævneværdige koncerter tæller fire ture på Copenhell og en enkelt tur på Oslobåden, men der er nu ikke mange sømandsviser over Redwood Hills sjæleskærende post-metal. Deres koncert som lukkere af Amager Bio fredag aften på Copenhagen Metal Fest var deres første efter tre års pause, men de melankolske mestre over mørket viste ingen tegn på at være faldet af på den.
Triste tangenter i tusmørket
Redwood Hill skulle spille på en komplet mørklagt Amager Bio-scene – endelig! For det havde knebet en del med at få gjort scenen mørk nok ved tidligere koncerter. En mand i sort tøj og hætte gik op, greb sin guitar og slog de første strenge an, og vi ventede med spænding. Og så ventede vi lidt længere, og så lidt længere, indtil scenen eksploderede i lyd, og død og tungsind væltede ud over publikum i Amager Bio. Redwood Hill spillede tight, de spillede faktisk utroligt tight. De langsomme, tunge, trækkende passager flød ind over hallen som en tyk tåge af melankoli og sorg, og få kunne undgå at føle med og lade hovederne vippe til de heftige takter.
Hvis du ligesom denne skribent var ung i 00’erne, husker du måske at stå og hamre dit hoved op og ned til albummet ‘Guillotine’ fra danske The Psyke Project. Og selvom Redwood Hill holder langt mere på deres black, hvor TPP holder på deres hardcore, er det ikke en unfair sammenligning i kunsten at lave atmosfærisk, langtrukken og mejetærskertung post.
Det tunge og atmosfæriske havde bestemt hovedsæde til aftenens koncert, og det var nemt at blive komplet opslugt i den vortex af indestængt had og vrede over livets uretfærdige og tragiske øjeblikke, som Redwood Hill skabte. Det var forførende i sin simplicitet. Mørkt. Vævende. Selv scenelyset hjalp til at skabe stemning og vise lidelsens vej med afdæmpede farver og glimter, der passede til taktarten. Det var som at få malet et billede med lyd af menneskets liv, øjeblikke af ro, og øjeblikke hvor vi mister kontrollen, og kaos overtager.
Desværre var det ikke alle blandt publikum, der var klar til at se indad og føle den aften. Den slags musik er, set i fugleperspektiv, også et sats som lukker for en festival, og det øllebølle-glade publikum var ikke helt indstillet på at være introvert. Da aftenen nåede de sidste to numre havde mere end halvdelen af gæsterne forladt salen og søgt mod flere øl i baren.
Trilogien er slut, så hvad kommer nu?
Redwood Hill forkælede os med deres nye single, “Ammonia”, i aftenens løb. Et nummer der på overfladen var mere af, hvad du kender, men nedenunder indeholdt det gløden af noget nyt. Hvad næste kapitel for de depressive drenge indeholder, kan vi kun spå om, men under alle omstændigheder er det en musikalsk rejse, vi gerne vil med på. Hvis du ikke var med til at bevidne Redwood Hills genopstandelse på Copenhagen Metal Fest, så annoncerede de på scenen, at deres næste koncert foregår på Stengade den 7. marts 2026. Vi kan krydse fingre for, at der kommer noget ind fra sidelinjen lidt før, men hvis ikke, så glæd dig til, at mørket rammer Stengade, måske endda med lidt flere nye numre i gemt den sorte hætte.