Så var der dømt cali-rock på Copenhell!
Lige på slaget gik det efterhånden yderst populære band Rival Sons på Hades. Der var ingen intro at hente, det var bare direkte ud i musikken.
Bandet sprang for alvor op på hitlisterne efter deres optræden til Ozzy Osbournes afskedskoncert, 'Back to the Beginning'. Her fik bandet fremragende anmeldelser og omtale fra både anmeldere og publikum. Nu gæstede de Copenhell for tredje gang, og spørgsmålet var så: Er det nu, Danmark for alvor bliver solgt til dem?
Attitude med flair
Det var tydeligt fra start, at Rival Sons bærer et markant californisk gen i måden, de optræder på. Det er en ofte alvorlig attitude, som nemt kan forveksles med ligegyldighed. Om de reelt er ligeglade eller bare viser attitude, er jo en del af charmen ved at være fra Californien.
Én ting var dog sikker: De serverede musik, der fungerede som et frisk pust for publikum. Hvor gennemsnitsalderen nærmest blev fordoblet sammenlignet med resten af torsdagens program, var der bestemt ikke mangel på stemning eller energi. Der var naturligvis ingen circle pits eller robåde, men det var også det perfekte tidspunkt på programmet at få noget markant roligere end resten af tiden. Lyden var mixet til en sådan perfektion, at jeg har ikke noget at kritisere. Det kan ellers være sjovt at lede efter fejl, især i lyden, da den er svær at perfektionere. Men hos Rival Sons var der intet at kommentere. Lyden var bare god.
Koncertens største stjerne var, helt naturligt, forsanger Jay Buchanan. Han beviste, at det californiske band følte sig hjemme i vores selskab, og at vi skulle føle os velkomne i deres. Men man skulle ikke glemme bandets #2 MVP, som uden tvivl var guitarist Scott Holiday. Holiday leverede nogle af de mest kreative rocksoloer siden Slash, Page og Hammett – og ja, det mener jeg. Der var på festivalen en tydelig kontrast mellem de to bands, der spillede samtidig. Det andet band var Kublai Khan, hvilket skabte et meget sort-hvidt valg for festivalens gæster. Det betød naturligvis, at det var den mere rolige ende af publikum, der søgte mod Rival Sons.
Som jeg nævnte før, fejlede energien intet, og her var jeg især overrasket over, hvor meget krudt jeg kunne se i det ældre, men yderst charmerende publikum. Som en nål i en høstak og nok den eneste person under 45 blev jeg lukket ind i et hardrockmiljø, der både var hjertevarmende og trygt. En oplevelse, der ikke kan glemmes.
Det var ikke uhørt på Copenhell, at der, af gode grunde, blev spillet en masse Ozzy Osbourne. Men at vi fik et jam med ”Electric Funeral” mod koncertens slutning, var ikke blot en hjertevarm afslutning. Det var en uventet slutspurt, som løftede karakteren et hak. Ikke blot fordi Ozzy Osbourne fortjener kærligheden, men fordi hans musik blev hyldet på en måde, som bragte atmosfæren op på et niveau, man sjældent oplever.
En skam var det dog, at der manglede et nummer. Koncerten sluttede fem minutter før tid, og hvor folk ventede et efterspil, fik vi aldrig et. Det var ikke, fordi der var mere at forvente fra dem, men det var bestemt en underlig oplevelse, at de gik før tid uden at sige noget og så faktisk ikke vendte tilbage. Hvis de kom ud for at få taget et billede eller noget lignende, så havde det i hvert fald været tydeligt, at koncerten var forbi. Alt dette hører igen nok under den attitude, som bæres så tungt i den vestamerikanske natur.
Variationen gavnede programmet
Rival Sons leverede en rigtig god hardrockkoncert på Hades, som også var placeret perfekt på dagens program. Det var en velspillet koncert, der sendte publikum direkte til Long Beach i torsdagens ekstreme hede.
Publikum var enormt engagerede og sang med på stort set alle numrene. Mange har nok været kritiske over, at der var så blødt et band på Copenhell. Til gengæld leverede de præcis det, man havde håbet på, og med den glimrende lyd i sommersolen var det et perfekt pust fra metallen. Jeg, samt hele den gruppe, jeg stod sammen med, var hurtigt overtalt til at blive en del af Rival Sons’ fanbase efter koncerten. Vi var solgt og klar til at møde dem igen et sted på vejen.
Trods et sæt, der måske blev afsluttet lidt hurtigt, blev hardrock-sulten stadig mættet.
