Med livrem og seler
For 10 år siden stod Defecto for første gang på Copenhell og markerede sig som et af de nyere danske bud på et band, der kunne forene teknisk tæft med melodisk tyngde. Dengang var scenen Pandæmonium, og spørgsmålet var, hvorvidt københavnerne overhovedet havde niveauet til at finde fodfæste i festivalens etablerede fødekæde. Det havde de. Efter et pitstop på When Copenhell Freezes Over i 2017 fulgte en hurtig oprykning til Hades i 2018, hvor Defecto for alvor cementerede sig som fast inventar på den danske metalscene.
Nu var de samme musikere så tilbage på Hades – ikke som et band i bevægelse, men snarere som en konsolideret størrelse, der for længst er blevet tryktestet, godkendt og placeret i festivalens interne hierarki. Netop derfor opstår en mere ubekvem diskussion i 2026: For Defecto er ikke længere et spørgsmål om potentiale, udvikling eller gennembrud. Det er et spørgsmål om vedligeholdelse. Om et udtryk, der på albummet Echoes of Isolation (2025) fremstår lige dele kontrolleret, moderne og minutiøst afbalanceret, men som samtidig sjældent forlader sin egen komfortzone. Her er ingen tvivl om evnerne – kun om nødvendigheden af at holde alting så stramt, at risikoen næsten fordamper.
Håndbremsen blev sluppet
“The Unraveling” åbnede med teatralsk ouverture, hvilket var noget af en kontrast til middagsheden, der endnu en gang havde besluttet sig for at være en besværlig følgesvend på Hades. Men hvor flere bands på samme scene havde måttet kæmpe med støv, sol og spredt koncentration, virkede Defecto fra begyndelsen langt mere hjemmevant i formatet. “Eternal Descent” ramte med god volumen og imponerende dybde i lydbilledet, mens Nicklas Sonnes karismatiske vokal fik lov at stå med kraftig resonans i front. Fremmødet var også et tydeligt hak over det, Lightchapter havde spillet for dagen før, og det var vanskeligt ikke at mærke, at Defecto gennem årene har opbygget et loyalt følge. Samtidig besidder Sonne en af frontmandens sjældne gaver: Han behøver faktisk ikke flintre rundt på scenen for at dominere den. Han kan dirigere, samle og styre alene ved stemmens magt. Det gjorde han fra første færd med en autoritet, der fik Hades til at føles mindre som en scene, Defecto var blevet tildelt, og mere som en scene, de allerede havde taget i besiddelse.
Med “Condemned” kom der endda indtil flere growls fra hr. Sonne, og sikke de dog flottede sig. Ikke bare kort og symbolsk, men længe nok til at det faktisk gjorde en forskel. Nummeret gav sættet en kærkommen bund og tyngde som supplement til de skrigende progtråde, og eksekveringen var ganske enkelt pletfri. Det samme gjaldt “Sacred Alignment”, der på forhånd var et af de mere interessante målepunkter. Leadsinglen fra det seneste album havde her på redaktionen ikke just fået rosenblade strøet for fødderne i studieversionen, men på Hades stod den uendeligt meget skarpere. Fokuseret, intenst og allestedsnærværende blev nummeret nærmest forvandlet fra en lettere udskældt single til et regulært live-es. Her skal der i øvrigt sendes et kæmpe skud ud til lydteknikerne, for koncerten var blandt de mest vellydende, undertegnede har hørt i år. Hades viste sig fra sin allerbedste side, og Defecto kvitterede ved at spille med en klarhed og et overskud, der fik selv de mere polerede passager til at slå gnister.
Så kom øjeblikket, ingen helt vidste, hvordan man skulle forholde sig til på forhånd: duetten med selveste Stig Rossen! “Rigtige Mænd” fra Disneys Mulan kunne på papiret have været gimmicken, der væltede hele det tungmetalliske korthus, men for satan, hvor det virkede. Det var fjollet, storladent, fuldstændig forrygende, og samtidig leveret med så meget vokal autoritet, at man pludselig måtte overveje, om musicalikonet i virkeligheden er Danmarks næste metalvokal, nu hvor musicalkarrieren alligevel er et afsluttet kapitel. “Heart on Fire” nåede ikke helt samme umiddelbare respons som Mulan-udflugten, men til gengæld understregede den, hvilket organ Rossen råder over, og hvordan Defecto faktisk formåede at integrere gæsteoptrinnet uden at miste sig selv i ren novelty-effekt. Derfra gik bandet direkte tilbage i ægte festivalsmadder med “Aftermath”, inden “Ball of Hatred” sendte sættet ud over kanten. Sonne introducerede nummeret som skrevet i vrede over USA og som en sang om død, krig og ødelæggelse, hvorefter Christoffer Kofoed fra Neckbreakker trådte ind på scenen og detonerede det hele. Det var lidt af en bombe at lade gå af til sidst, og hvem skulle have troet, at der kunne manifestere sig en reel pit under en Defecto-koncert? Men det gjorde der. Noget så eftertrykkeligt!
Fejlfrit uden at føles forudsigeligt
Det mest imponerende ved Defectos koncert var, at bandet ikke udelukkende leverede det, man troede, man skulle have. På forhånd lignede det en af de koncerter, hvor man kunne forvente solidt håndværk, stram eksekvering og et professionelt nik fra de fleste fremmødte. Det fik vi også. Men vi fik samtidig mere vildskab, mere personlighed og langt større underholdningsværdi end den kontrollerede albumversion, Defecto ofte lader ane. “Sacred Alignment” foldede sig ud med ny autoritet, Stig Rossen-indslagene gik fra mulig kuriositet til triumf, og finalen med Christoffer Kofoed gav sættet den kant, man måske ikke havde regnet med fra et band, der ofte forbindes med netop præcision og kontrol. Defecto beviste dermed, at sikkerhed ikke behøver være det samme som stilstand. Her var tale om et pivstramt format med maksimalt smæk på fra start til slut, men også om en koncert, hvor de små brud, de skæve valg og de uventede gæster fik det hele til at leve.
Sætliste:
1. The Unraveling
2. Eternal Descent
3. Condemned
4. Sacred Alignment
5. Endlessly Falling
6. Rigtige Mænd (fra Disneys Mulan OST) feat. Stig Rossen
7. Heart on Fire feat. Stig Rossen
8. Aftermath
9. Ball of Hatred
