Lorna fra kommunen
Min sidemand ved bølgebryderens fælles front af deathcorefans fortalte, at hun ikke kendte bandet, der gemte sig i Hades’ kulisser. Hun troede, at forsangeren var en kvinde, men navnet Lorna lyder jo også lidt som Lone fra kommunen, der har været til numerolog (den virkelige historie bag navnet kommer dog fra DC-universet https://batman.fandom.com/wiki/Lorna_Shore). Det var ikke den eneste overraskelse, for intet kunne have forberedt os på, hvad aftenen havde i vente. Ild, flammekastere, kanonbrag og blastbeats fløj ud over scenekanten sammen med forsanger Will Ramos’ flænsende vokal. Flere gange måtte jeg tjekke, om der var gået ild i håret. Ikke kun på grund af det vilde flammeshow, men også fordi bandet i den grad brændte scenen ned. Aftenen bød ikke på et eneste lavpunkt. Ramos krængede lungerne ud på numre som “Oblivion” og hittet “To the Hellfire”. Hans modulerede stemmeomfang rummede både growls dybe som en endeløs afgrund og screams høje som himmelhvælvingens bue. Ramos’ pig squeals skar gennem natten som slagterkniven i en gris, der lød, som om den blev levende parteret. I baggrunden sad trommeslagter Austin Archey solidt bag bækkenerne og gik nærmest i et med sit instrument. Trommestikkerne må være slidt til tandstikker efter den hæsblæsende præstation, hvor hver rytme under solen blev slået på plads. Bassist Michael Yager stod som en stenstøtte solidt plantet på sit podium og udstrålede stoisk ro. Hans basgange vardybe og lagde en god bund, som guitaristerne Adam De Micco og Andrew O’Connor kunne bygge deres riffs på. Lorna Shores medlemmer er hver især særdeles dygtige musikere, og sammen dannede de en ond symfoni, som løftede sig til nye højder.
Smertelindrende deathcore
Det sker ufatteligt sjældent, men er den bedste følelse i verden: at et band formår at spille sjælen frem, så den løfter sig ud af kroppen og op på tonernes bølger. Lorna Shores store scenenærvær smittede af på publikum, så hele ens væsen samlede sig om musikken. Verden udenfor koncerten blev uvirkelig, uvigtig, og mit forstuvede håndled holdt en stund op med at smerte. Måske burde man bruge Lorna Shores deathcore som smertelindrende medicin i stedet for de brusetabletter, som af en eller anden grund nævnes i mange anmeldelser. De Micco og O’Connors riffs fik frit lov til at udfolde deres komplekse kompositioner, men tog alligevel ikke plads fra de andre instrumenter. Der var et henført udtryk i ansigtet på dem alle, og man kunne mærke, at de var et med hinanden og musikken. Lysshowet sammenflettede sine spotlights med musikken, så der skabtes en visuel og auditiv samklang. Ramos stod rank som et siv og udstrålede ydmyg autoritet. “We never thought we’d be booked for a stage like this”, sagde han, da bandet blev overvældet over deres fremdrift i Europa, og man kunne ikke andet end tænke, at bandet i virkeligheden burde have spillet på Helviti i stedet for The Prodigys afdankede technofest.
Ild i ører og hår
Som en dygtig dødsprædikant fik Ramos hele tiden øjenkontakt med sin menighed, mens de modtog dagens dommedagsepistel. Alle rytmer stod for skud og blev brutalt slagtet af Archey. Der var ikke et øre tørt, efter De Micco og O’Connor havde gennemflænset dem med deres riffs. Yagers basgange var så bundtrawlende, at de ville ødelægge biosfæren i mangt et rev og gøre hvert havdyr til flyvefisk. Publikum var veloplagte trods den sene nattetime, og cirkelpittens centrifuge kørte på højtryk. Lorna Shore var uden tvivl andendagens højdepunkt, og man gik fra koncerten med rygende ører og afsvedet hår. Det blev en aften, man sent glemmer – selv efter en godnatøl i Biergarten.
