En tilståelsessag
Jeg er egentlig ikke meget for at indrømme det, men hvad The Cult angår, er jeg præcis en af den slags fans, jeg normalt selv finder ret irriterende. Jeg stod nemlig af efter den kedelige Ceremony i 1991, og da englænderne blev annonceret på dette års Copenhell, kendte jeg stor set kun materialet fra de første fire udgivelser. Når man så dertil lægger de efterhånden lidt for mange oplevelser med 80’er-bands, der ikke har kunnet leve op til fortidens præstationer, stod jeg foran Helviti-scenen med en vis portion skepsis denne tidlige aftentime. Som 80’erne skred frem, udviklede The Cult sig til en af de stærkeste arvtagere til 70’ernes klassiske hardrock, og det var således ikke kun deres egen arv, de skulle leve op til på Helviti, men også vores fælles 70’er-helte.
Hvor var energien?
Med ”In The Clouds" startede bandet modigt nok med en af de mindre kendte numre, men det havde et utroligt fængende riff, og så var det lidt nemmere at overse de indledende problemer med Ian Astburys mikrofon. De fede riffs fortsatte med "Wild Flower" fra klassikeren Electric, men så skete der det, man så ofte ser til denne type koncert: Det nyere materiale lagde en dæmper på den energi, Ian Astbury forgæves efterspurgte flere gange. Han var og er stadig en karismatisk og enigmatisk frontfigur, og stemmen lød også tip-top, men den fælles energi udeblev.
Selv ikke en ellers solidt leveret "C.O.T.A” (eller "Communion of the Animals") fra de helt tidlige Death Cult-dage løftede stemningen nævneværdigt. Ej heller den groovy ”Hollow Man” fra gennembruddet Love skabte den ønskede reaktion. Bortset fra et ikkeeksisterende sceneshow spillede det meste ellers. Billy Duffy gjorde sin sædvanlige guitar hero-figur, og ’de nye’ drenge i kulten gjorde et solidt arbejde for at få det hele til at hænge sammen. The Cult anno 2025 fremstod således som et yderst kapabelt liveband – det har vi set langt, langt værre fra andre af vores 80’er-helte de senere år på Copenhell.
Desværre skulle vi helt hen til slutningen, før der opstod noget, der kunne betegnes som bare lidt magi. Først den smukke "Rain", så en sprudlende "Spiritwalker", og selvom det stadig ikke nåede ret langt ud over de forreste rækker, så var vi ved at være der. Og med "She Sells Sanctuary”, et 80’er-anthem af de større, kom energien endelig helt på plads. Astbury fornemmede stemningen helt korrekt og udbrød derefter: ’We should be leaving the stage, but there's no fucking point!’ Og så gik The Cult direkte over til ekstranumrene, “Fire Woman” og “Love Removal Machine”. Ingen overraskelser der, men nogle gange er nostalgi den helt rigtige medicin.
Tak for turen
Efter denne omgang på Helviti må man erkende, at det langtfra kun var i 80’erne, at Duffy kunne rive klassiske riffs ud af sin Gibson. Det var dog ikke mange af de nye sange, der for alvor fangede Copenhell-publikummet, eller denne skribent for den sags skyld. Og hvad giver man et yderst kompetent band, en håndfuld fede sange, et absolut fraværende sceneshow og et halvlunkent publikum? En stor tak, og syv kranier er da det mindste, vi kan kvittere med.
Sætliste
In the Clouds
Wild Flower
The Witch
Lucifer
War (The Process)
C.O.T.A.
Hollow Man
Ressurection Joe
Rain
Spiritwalker
She Sells Sanctuary
Fire Woman
Love Removal Machine
