Brutalitet serveret med glitter på
Nu var det tid til en koncert og genre, man slet ikke vidste, man manglede i sit liv: amerikanske Brat og deres vanvittige bimboviolence/Barbiegrind. Bandet, der udgav deres debutalbum, Social Grace, sidste år, har hurtigt formået at komme frem i lyset med deres sortgrynede cocktail af blackened grindcore og punket vildskab. Deres musik føles som at få en mursten i hovedet, med et glimt af glitter og en underfundig humor. Brutalt og smadret, men samtidig uimodståeligt charmerende, med en intensitet, der river publikum med sig. Brat er et liveband, der ikke bare udfordrer grænser, men også giver dig en oplevelse, du ikke lige glemmer.
Hit me baby, one more time!
Der var fyldt godt op foran Gehenna i den bagende sol, da Brat indtog scenen. Allerede fra første sekund blev vi fremmødte præsenteret for et absurd miks af 90’er-pop og fuld grindsmadder. Inden første nummer, ”Ego Death”, gik i gang, bragede der toner ud af højtalerne fra tyske Scooter. Og det skulle vise sig at være en ting koncerten igennem, at vi fik brudstykker fra gode gamle pop-/technonumre. Vi fik serveret dele fra både Shania Twains ”Man! I Feel Like A Woman!”, ”… Baby One More Time” af Britney Spears og Madonnas “Material Girl”. Klaverstykket fra Vanessa Carltons ”A Thousand Miles” skulle også lige spilles, inden det blev overtaget af Brats nummer ”Human Offense”. Selvfølgelig fik vi også bandets coverversion af Hearts klassiker “Barracuda”. Popstjerneinspirationen var da også at spore hos forsanger Liz Selfish, der var iført en headsetmikrofon, som Taylor Swift kunne have båret, i stedet for det normale håndholdte scepter.
Selfish stod generelt som en glitrende kontrast til den musikalske brutalitet med sine cheerleaderagtige bevægelser kombineret med twosteps og headbanging. Ligeledes pendulerede hun mellem at ligne en popprinsesse og en dæmonisk kultleder med sine små snurrende piruetter og hævede horn over hovedet. Hendes interaktion med publikum virkede i starten næsten overfladisk, med påtaget snobbet accent og overdrevne ’thank you’-fraser efter hvert nummer. Men som koncerten skred frem, blev hendes taknemmelighed mere oprigtig og ægte – formodentligt helt som planlagt.
Det var tydeligt, mens bandet fyrede op for ”Snifter”, ”Hesitation Wound” og ”Blood Diamond”, at det musikalske fundament var mere end bare en gimmick. Brat spillede tight, præcist og med et overskud, der fik de korte grindcorebomber til at lande hårdt og præcist. Særligt guitaristens sarte pink guitar stjal billedet som et visuelt modstykke til musikkens hårdhed, mens trommeslageren nærmest sad som en urokkelig metronom bag sættet. Dog manglede der lidt for, at det visuelle udtryk nåede helt i mål. Halvdelen af bandet havde lyserøde sko på, som var det koordineret, men de havde glemt at informere resten af gruppen. Ligeledes havde det været endnu skarpere visuelt, hvis alle instrumenter havde haft det lyserøde eller lilla skær, som deres lysshow og skriften på bagtæppet havde.
Brat summer
Brat leverede en koncert, der balancerede på knivsæggen mellem det grotesk komiske og det brutalt velspillede. Barbiegrind lyder måske som et jokekoncept på papiret, men live viste Brat, at de har både musikalitet, charme og en sjælden sans for at underholde uden at miste tyngden. Det var en koncert, man gik fra med både smil på læben og en pisket nakke. Brat beviste, at grindcore sagtens kan gå hånd i hånd med glitter. Leveringen fejlede ikke noget, men de kan med fordel være skarpere på deres visuelle udtryk for at skabe en endnu bedre helhedsoplevelse. Ligeledes var det Selfish, der stjal showet, mens resten af bandet var mere anonyme. Deres energi var egentlig fin nok, men blegnede ved siden af hendes, hvilket overordnet set trak ned i sceneshowet.
