Når man absolut ikke kan gøre det dårligere, gør Fever 333 det lidt dårligere.
Uventede forventninger.
Hvis du er til bands som Public Enemy, Rage Against The Machine og Hacktivist, så kan du med stor sandsynlighed også finde en glæde i Fever 333. Det amerikanske band stod klar på Pandæmonium-scenen denne ophedede torsdag for at sprede deres budskab til det fremmødte publikum. Her på redaktionen havde vi inkorporeret Fever 333 i vores liste over internationale navne, man ikke måtte gå glip af, hvor vi sluttede af med sætningen: “Forvent det uventede”. Og uventet blev det.
Mere repræsentation, mindre Fever 333
Det første nummer hørte jeg ikke. Ikke fordi jeg ikke var til stede, men fordi lydmanden ganske enkelt ikke havde skruet op for bandet. Det kan jo smutte, det skidt, det er trods alt kun hans job. Efter dette fulgte der et intetsigende nummer, der – ligesom resten af sætlisten – bedst kan betegnes som Rage Against The Machine købt fra Wish. Bandet havde for meget fokus på at hoppe rundt på scenen og vælte over hinanden frem for at spille nogenlunde brugbart.
Forsanger Jason Aalon Butler havde derefter noget, han måtte fortælle publikum. Dette gjorde han med mikrofonen solidt plantet i egen mavse, så det var umuligt at høre noget som helst. Efter et stykke tid gik det dog op for ham, at mikrofoner ikke har ubegrænset rækkevidde, og han fortsatte sin tale. Jason fortalte, at der var mangel på kvindelig repræsentation i metalverden, og det var vigtigt at inkludere kvinder og huske på, at de også havde en plads i miljøet. Et ganske fornuftigt budskab. Han fremhævede her bassist April Kae som et eksempel på en dygtig musiker. Næste nummer begyndte, og i stedet for at spille, så dansede April sig igennem sangen, og da det var tid til at synge i mikrofonen, fortrød hun, men playbacktracket spillede ufortrødent videre.
Så var det tid til et covernummer, og vi skulle nu høre en bastardiseret version af Blurs “Song 2”, nu med omskrevne vers af Jason. Dette var koncertens højdepunkt. Et bedre nummer, men skrevet af et væsentligt bedre band.
Koncerten kulminerede med Jason, som smuttede op på den tilstødende bakke med et skateboard og ville køre ned ad det omvendte, orange kors. Dette mislykkedes katastrofalt, ligesom alt andet i løbet af koncerten, og som sin egen musik faceplantede han hårdt op af hegnet.
Tak, men nej tak
Fever 333 har et godt budskab: inklusion og retfærdighed for minoriteter. Det er der som sådan intet galt i, men i stedet for at være et seriøst band, fremstår de som en blanding mellem et afsnit af henholdsvis Jackass og Klovn. Den fest, som publikum nød, kunne være startet af ethvert band. Det var ikke det faktum, at Fever 333 var der, men blot at der var nogen på scenen, som stod for underholdningen. Næste gang må det meget gerne være nogle andre. Godt budskab, skidt eksekvering.
