Saturnus, Copenhagen Metal Fest 2021. Foto: Claus Westh Ljørring · Se flere billeder i galleriet

CMF 2021 - Saturnus

Amager Bio, København S

Officiel vurdering: 7/10

En sikker sejr

Saturnus tog på flere måder en sikker sejr på Copenhagen Metal Fest lørdag aften: Først og fremmest demonstrerede 30-årsjubilarerne dygtigt og sympatisk deres solide bagkatalog, men det hele blev også noget tilbagelænet.

Lille ny på vej

Saturnus startede i 1991 som et dødsmetalband, i øvrigt under et andet navn, men bevægede sig efter et par år over i doom, og resten er som bekendt historie.

Bandets seneste studiealbum, den meget fint anmeldte Saturn in Ascension, ligger efterhånden ni år tilbage i tiden, og forsanger Thomas A. G. Jensen lagde da også ud med at love publikum i Amager Bio nyt under solen. Meget konkret er der, fortalte han, booket studie i november, hvilket betyder, at doom-veteranerne om et års tid barsler med et nyt album.

Indtil da dvæler vi ved liveoplevelsen, som ikke lader nogen i tvivl om, at de fem bandmedlemmer hver især kan deres kram. Det er altid skønt at se et band hvile i sig selv, som Saturnus gør, og den gode stemning på scenen forplanter sig uomtvisteligt i publikum.

Thomas A. G. Jensen growler så dybt, at væggene skælver. Bas og trommer buldrer derudad, ganske som de skal. Og de to senest tilkomne i Saturnus-lejren – som over årene har undergået ikke så få udskiftninger – guitaristerne Julio Fernandez og Indee Rehal-Sagoo, forkæler det koncerthungrende publikum med masser af dejlig guitarlir.

Morfar uden navlepilleri

Det er supergodt og rart og næsten lidt for hyggeligt, og den småtrætte festivalgæst kunne godt gribe muligheden for her ud på de små timer at snuppe sig ”en morfar” til det behagelige lydtapet, hvis det da ikke var for små uplanlagte afbrydelser fra backingkeyboardet og en guitar, der ad fire-fem omgange må tapes sammen!

"I er stadig friske?" spørger Thomas A. G. Jensen næsten ironisk publikum, inden blandt andet den glimrende ”A Father's Providence” heldigvis sætter lidt skub i salen igen.

Let’s face it, for mange af os kan doom godt gå hen og blive en anelse kedsommeligt. Men Saturnus redder den hjem ved at have så pokkers godt styr på deres biks, og så selvfølgelig ved i bund og grund at bygge på et solidt grundlag af velkomponerede numre. Endelig – og nok så vigtigt – bliver det med Saturnus aldrig rigtig navlepillende og selvhøjtideligt, og det er prisværdigt, ikke mindst i denne subgenre.

SETLIST
Rain Wash Me
Starres
Inflame Thy Heart
A Father’s Providence
I Love Thee
Forest of Insomnia
Empty Handed
Murky Waters
I Long
Christ Goodbye