Iotunn, Copenhagen Metal Fest 2021. Foto: Claus Westh Ljørring · Se flere billeder i galleriet

CMF 2021 - Iotunn

BETA2300, København S

Officiel vurdering: 9/10

Bandets første liveoptræden med et album i ryggen på en alt for lille scene ved Copenhagen Metal Fest cementerede, at Iotunn fluks skal ud og deles med verden.

International klasse

Iotunn betyder jætte på oldnordisk, og selvom musikken ganske vist er storladen, er der ikke meget lokalt klingende over bandet, som slet og ret emmer af international klasse.

Det anede man allerede med udgivelsen af debutalbummet Access All Worlds i februar, og man mærkede det på egen krop lørdag aften ved Copenhagen Metal Fest, hvor Iotunn med en betragtelig coronaforsinkelse endelig kom ud og viste sig frem for masserne.

Fra 70’er-space til prog

Bag Iotunn står brødrene og guitaristerne Jesper og Jens Nicolai Gräs, der oprindelig havde til hensigt at skabe et 70’er-spacerockband. Det blev da gudskelov ikke tilfældet, og efter en tur i legendariske Sweet Silence Studios med legendariske Flemming Rasmussen udgav Iotunn i 2016 den anmelderroste EP The Wizard Falls, med hvilken man genremæssigt rodfæstede sig i den progressive metal krydret med blandt andet power, melodisk og death metal.

Iotunn har siden skrevet med det anerkendte pladeselskab Metal Blade Records, og kvintetten fandt i 2019 sin nuværende form med Eskil Rask på bas, Bjørn Wind Andersen på trommer og færøske Jón Aldará bag mikrofonen.

Her i 2021 kom så endelig debutalbummet Access All Worlds, der ligeledes har høstet velfortjent anerkendelse. Hvert eneste af bandets fire instrumentalister spiller simpelthen bare vanvittigt godt, og Jón Aldará har en sublim vokal, der – vekslende mellem diverse variationer over clean, growl og råben – så fornemt guider lytteren rundt i såvel genrens som albummets afkroge.

Det er virkelig, virkelig godt, og så meget desto mere spændende var det at skulle opleve Iotunn anno 2021 foran et publikum for første gang.

Tæt på perfektion

For kan man leve op til et noget nær perfekt debutalbum? Kan man eksekvere perfektion uden at træde bare en lille smule ved siden af og ridse lakken? Tjah … det kan man så!

Iotunn skulle ikke bruge mange minutter i et (lidt for) fyldt lokale foran Amager Bios lille Beta-scene på at overbevise et talstærkt fremmødt Copenhagen Metal Fest-publikum om, at man ikke bare har haft en heldig hånd i studiet og en god producer. Det er simpelthen sådan, Iotunn lyder!

Spillet helt stramt og med kutteklædte Jón Aldarás afsindige vokale spændvidde som primus motor tog Iotunn os med på en tre kvarter lang tour de force igennem debutalbummet, og det var som at leve midt i Access All Worlds og føle albummet med hver en fiber i kroppen.

Der var ikke den store – ja, vel faktisk ingen – interaktion med publikum, og adspurgt, om det så ikke bliver kedeligt, ville denne anmelder normalt svare utvetydigt ja! Og så alligevel. For selvom interaktion i min optik gør liveoplevelsen total, kan det aldrig blive kedeligt at overvære nogen kunne deres kram så dygtigt som Iotunn.

SETLIST
Voyage of The Garganey I
Access All Worlds
The Tower of Cosmic Nihility
Waves Below
Laihem’s Golden Pits