Ostefondue og tvivlsomme odds
Min foretrukne humorist udi stående komik har ved tidligere lejligheder advaret os mennesker mod at skrue forventningerne urealistisk i vejret. Vil man have stablet en fest på benene, bør man i stedet give sig selv dårlige odds. Man inviterer således en stodder forbi, man egentlig ikke bryder sig om, til et slag Kalaha og en omgang ostefondue med aftalen om at tørne tidligt ind … for så tager løjerne som oftest for alvor fart! Med de vise ord i frisk erindring havde jeg lørdag aften hidkaldt en tidligere kollega fra fastlandet for at slå mig følge. Mens hans selskab sædvanligvis intet fejler, så var forudsætningerne for musikalsk berigelse omvendt af noget mere tvivlsom karakter: Sevendust floppede senest fælt med containerbranden Truth Killer. Daughtry var og er til dato et komplet ubeskrevet blad i redaktionel sammenhæng. Og aftens hovednavn? Ja, de fik dog trods alt tidligere på måneden sat en nogenlunde hæderlig signatur på deres eponyme album. Disse knastørre kendsgerninger måtte efter ovenstående ræsonnement betyde, at vi havde årets fest i vente … eller hur?
Sevendust
’År 2000 og nu-metal’
Aftenens første indslag gik dermed på scenen med mere bagage end momentum. “Black” bar løfter om en ny begyndelse, men vi landede lynhurtigt i en fossileret tidslomme af ’år 2000 og nu-metal’. Publikum af i dag stod da også fortrinsvis stille og betragtede kvintetten, som var de genopgravede oldtidsartefakter. De delvist tildækkede instrumenter på scenen og den kollektive rigor mortis i salen afslørede med andre ord tidligt et band, der i højere grad var ved at genopføre end genopfinde sig selv.
Hypeman i hopla, stilstand på de øverste rækker
’Ladies and gentlemen or whatever you wanna be called’. Ja ja, så fik vi da den obligatoriske kønstirade ud af systemet forud for “Denial”, hvor Lajon Witherspoon selv bar identitet af både forsanger og indpisker, mens det øvrige ensemble kørte lidt på frihjul i baggrunden. Meldingen om 12 års oversøisk fravær faldt på et tørt sted, for oprigtigheden og glæden ved at være tilbage på vores breddegrader syntes, om end kortvarigt, at forplante sig hos publikum. I hvert fald blandt de forreste på gulvet. Æskerne oppe i balkonhøjde opførte sig derimod stadig, som om de var til bisættelse. En observation, der blot bidrog til at styrke aversionen mod siddepladser til en rockkoncert.
Seks kolde fra kassen
“Praise” lød pænt, lys og lyd fungerede upåklageligt, og flere omkring os konstaterede lettere optimistisk: “Så er vi i gang!” Problemet var bare, at vi aldrig rigtig kom videre. “Crucified” og “Face to Face” gled forbi uden klare konturer, hvor kun de mest indviede kunne skelne numrene fra hinanden. Fraværet af nyt materiale fra Truth Killer viste sig klogt, men understregede også, hvor smalt repertoiret føltes i denne kontekst. Efter en halv times penge kunne boet gøres op: professionelt, forudsigeligt, tenderende trivielt. Ikke decideret spild af tid, men heller ikke noget, der for alvor konkurrerede med tanken om håndbold hjemme på husalteret. Stilsikre Sevendust leverede nøjagtigt det, de lovede: Seks kolde fra kassen og hurtigt videre i dagens tekst.
Sætliste:
1. Black
2. Denial
3. Enemy
4. Praise
5. Crucified
6. Face to Face
Daughtry
Manden i midten
Spoiler alert! Hvem kunne have forestillet sig, at en tidligere vinder af American Idol skulle vise sig at blive lørdagens helt store tilløbsstykke? Men lad os bare være ærlige; fra første takt samlede al opmærksomhed sig omkring den eponyme frontfigur. Lyssætningen gjorde da også sit for at indramme fænomenet, og allerede under “The Bottom” havde selv balkonrækkerne drejet hovederne væk fra den vanlige skærmtrancepositur. Pludselig virkede det helt åbenlyst, hvorfor Daughtry var placeret som primær support denne aften, og med “The Day I Die” blev den sidste skygge af tvivl fejet til side: KB Hallen var ganske enkelt for lille. Daughtrys stemme er født til arenaer i et helt andet størrelsesformat. Man sætter som bekendt heller ikke en nattergal i bur.
Når vokalen bærer det hele
Han savnede nu unægteligt sin legekammerat i Lzzy Hale til at løfte fortolkningen af “Separate Ways” fra fantastisk til helt ekstraordinær. Halestorm befinder sig dog i skrivende stund ’Worlds Apart’ på den anden side af dammen, hvorfor Daughtry måtte løfte Journeys udødelige stadionbasker på egen hånd. Selv uden Hales gnistrende glød, forekom publikums forbeholdne respons noget af et mysterium. Ja, undskyld mit franske, for da “It’s Not Over” ramte, gik det altså lige i blyanten på mig: Sjældent har jeg oplevet en koncertproduktion blive båret så entydigt af vokalens kraft alene! “Home” skruede tempoet ned med akustisk guitar og et hav af mobillys, og et øjeblik virkede det nærmest overflødigt at anmelde noget som helst. Min sidemakkers stille opfordring opsummerede det bedst: “Prøv lige at lukke øjnene og bare lyt.” Wow. Bare wow! At “Antidote” trak energien en anelse ned, var tilforladeligt. For “Pieces” genoprettede balancen med sin smukke kontrast mellem tung rytmesektion og sårbar vokal.
Større end rummet
Mod slutningen kaldte både “Heavy Is the Crown” og “Artificial” på self-empowerment i stadionformat. Lidt for amerikansk, og lidt for overgearet efter min smag, men leveret med en overbevisning, der bar budskabet sikkert i mål. Til gengæld var der noget generelt velgørende over at møde et levende keyboard i stedet for den tamme playback, man alt for ofte bliver spist af med. De blodrøde røgdysser mindede os slutteligt om salens strenge brandrestriktioner, og heri lå aftenens eneste reelle hæmsko: rummet kunne ganske enkelt ikke følge med manden i midten. For dette var en koncert, der ville have vokset sig legendarisk i større rammer. Alligevel stod én ting mejslet i granit, da applausen ebbede ud: Christopher Adam Daughtry havde leveret en præstation, der rakte væsentligt ud over rollen som opvarmning. Husk navnet, for det er bestemt ikke sidste gang, du læser om det her på sitet!
Sætliste:
1. Divided
2. The Bottom
3. The Day I Die
4. Separate Ways (Worlds Apart) (Journey cover)
5. It's Not Over
6. Home
7. Antidote
8. The Dam
9. Pieces
10. Heavy Is the Crown
11. Artificial
Alter Bridge
Grus i maskineriet
Efter Daughtrys vokale magtdemonstration var barren hævet faretruende højt, og med “Silent Divide” gik Alter Bridge da også disciplineret til værks. Lidt træge i opstarten, jovist, men publikum kvitterede loyalt, som var vi mødt op til sammenkomst hos gamle venner. “Addicted to Pain” afslørede hurtigt, hvad aftenen i høj grad skulle handle om: teknisk overskud i industrielle mængder. Tremonti og Kennedy ramte hver eneste node med kirurgisk præcision, selv da teknikken kort slog knuder, og den obligatoriske takketale blev presset ind før tid. Problemet var da heller ikke kvaliteten eller det tekniske overskud. Næh, problemet bestod i farvevalg af lydtapetet: Beige! “Cry of Achilles” leverede flotte strengeøvelser og fornemme basgange, men helhedsindtrykket forblev poleret, pænt og en kende for distanceret. Det her var musik, der fungerede perfekt i hovedtelefoner. Spørgsmålet var, om det også ville leve på estraden? Tvivlen meldte sig tidligt …
Skabelonskåret perfektion og sporadisk ekstase
“Sin After Sin” demonstrerede endnu engang bandets sans for komposition og dynamik, men også deres tendens til at dvæle lidt for længe ved egne konstruktioner. “Fortress” og sidenhen “Burn It Down”, hvor Tremonti og Kennedy byttede plads bag mikrofonen, gled videre i samme professionelle rille, og jeg måtte sande, at det føltes mere som gennemgang af sangkataloget end en egentlig koncert. Det var her, forskellen mellem oplevelserne begyndte at manifestere sig. Min fotografkollega, med et hav af tidligere Alter Bridge-koncerter under bæltet, nikkede anerkendende, mens jeg selv kæmpede med rastløse fødder. For hende rangerede den her blandt de absolut bedste præstationer. For mig blev det en første date, hvor samtalen aldrig tog fart. Først med “Open Your Eyes” vågnede salen for alvor. Det ældre materiale bar tydeligvis en anden vægt, og fællessangen trak for første gang energien ud over scenekanten. Vi skulle åbenbart ikke bede om noget nyt, nej fy-da føj! Spil noget vi kender og kan skråle med på! Ret skal nu være ret, der er og var også noget mere kant og karakter over de gamle travere. “Watch Over You” fulgte trop med mobillys, akustisk guitarintro via forudgående ”Wonderful Life” og gav et Kodak-øjeblik, der tvang selv den mest mavesure kyniker til at kapitulere en smule.
Teknikken vinder, hjertet tøver
“Silver Tongue” og “Rise Today” bekræftede billedet: Alter Bridge kunne og kan deres håndværk til fingerspidserne, men tændte først for alvor op under KB Hallen, når bagkataloget fik lov at dominere. “Metalingus” ramte tungt og kontant, og her var ingen tvivl om, hvorfor bandet har opbygget en næsten kultlignende fanskare. Encoresættet satte et værdigt punktum. “Blackbird” blev mødt med klapsalver, der nærmede sig andægtighed, og “Isolation” lukkede festen med den fornødne tyngde. Alligevel stod én erkendelse tilbage, mens vi fandt frakkerne frem: Alter Bridge er et band, man respekterer mere, end man forelsker sig i. For mit vedkommende blev det en oplevelse, jeg lige så gerne ville have haft hjemme i sofaen med god lyd og bedre komfort. Men publikum omkring mig, min fotografkollega, og ikke mindst min følgesvend fra det jyske ville det anderledes. Og netop dér ligger forklaringen på karakteren. Ottetallet er fuldt fortjent baseret på kunnen, præcision og disciplin; når et band konsekvent leverer på så højt teknisk niveau og samtidig formår at engagere salen i glimt, så må man bøje sig for realiteterne.
Sætliste:
1. Silent Divide
2. Addicted to Pain
3. Cry of Achilles
4. Sin After Sin
5. Fortress
6. Burn It Down
7. What Lies Within
8. Open Your Eyes
9. Tested and Able
10. Ghost of Days Gone By
11. Wonderful Life
12. Watch Over You
13. Silver Tongue
14. Rise Today
15. Metalingus
Encore:
16. Blackbird
17. Isolation
Så er vi i gang!
Alter Bridge åbnede for mit vedkommende koncertkalenderen anno 2026 med et stærkt om end køligt kontrolleret statement. Ikke en ubetinget fest fra ende til anden. Ikke den dundrende fiasko, jeg havde frygtet. Men et glædeligt gensyn med min gamle ven og ikke mindst en Daughtry, der i den grad fik sat sig selv på det redaktionelle landkort. Det glæder vi os til at høre mere til i fremtiden!
