Selvbevidst træk
Efter mere end to årtier som et af moderne hardrocks mest pålidelige kollektiv har Alter Bridge nået det punkt, hvor identiteten ikke længere er til forhandling. Med deres ottende studiealbum har firkløveret derfor valgt den mest direkte titel tænkelig: Alter Bridge. Ifølge Myles Kennedy har ambitionen været simpel, men ikke beskeden – at destillere bandets udtryk ned til dets reneste form. Hvor Pawns and Kings fra 2022 bar præg af autoritet, pondus og en næsten majestætisk selvforståelse, har Alter Bridge med det eponyme album sigtet efter konsolidering snarere end eskalation.
Sikker hånd på rattet
Alter Bridge lægger fra land med en tydelig hensigtserklæring: Her er ingen markante stilskift eller revolutionerende nybrud, men i stedet en bevidst fokus på de gamle dyder: massive riffs, præcist håndværk og svulmende omkvæd. “Silent Divide” åbner albummet med massiv tyngde, palm-mutede forvrængninger og en tenderende thrashmetallisk aggression, der straks placerer lytteren i velkendt territorium. Stilheden, som nummeret tematiserer, fungerer effektivt som kontrapunkt til de tunge riffudladninger. “Rue The Day” forsøger – på trods af Kennedys løfter om det modsatte – at skubbe udtrykket en anelse i nye retninger med sine progressive, postpunkede vibrationer, der leder tankerne mod både Sort Sol og Tribulation. Eksperimentet er interessant, men mangler et refræn eller hook, der for alvor hægter sig fast. Det sker til gengæld på “Power Down”, hvor Kennedys karakteristiske nasal endelig får lov at folde sig ud i mere melodisk favnende bevægelser.
Midterstykket er præget af solidt håndværk, men også ujævn kvalitet. “Trust In Me” demonstrerer producer Michael “Elvis” Baskette i storform, når Tremontis og Kennedys spader hakkes i bund, men Mark Tremontis vokal i omkvædet flader desværre nummeret ud. “Disregarded” lever fuldt op til sin titel og forsvinder hurtigt i mængden, mens “Tested And Able” med sin byttehandel på vokalfronten aldrig rigtig finder fodfæste, trods en velfungerende rytmesektion. Først under “What Lies Within” står albummets konturer for alvor klart: et bundrutineret band med teknisk tæft og en Kennedy i topform, men også et udtryk, der i høj grad hviler på forudsigelige strukturer og sikre arrangementer.
På B-siden får Alter Bridge heldigvis luftet lidt mere ud i maskinrummet. “Hang By A Thread” fungerer som en kærkommen ganerenser i sit mere afdæmpede udtryk, mens “Scales Are Falling” lokker med hypnotiske guitarharmonier og skæve rytmer, der næsten når forløsningen. Til gengæld er der ingen tvivl om publikumsappel på “Playing Aces”, der med sit up-tempo drive og Scott Phillips’ energiske trommespil er som skabt til de skrå brædder. Albummet afrundes med hyper ambitiøse “Slave To Master”; en ni minutter lang mastodont, der kredser om AI, teknologiske landvindinger, og som elegant nikker mod “Blackbird” i sin opbygning af guitarsoloen. Her slår Alter Bridge fast, at de mere end 20 år inde i karrieren stadig besidder et bundniveau, som de fleste i branchen kun kan spejde misundeligt efter.
Stabilt uden at være storslået
Alter Bridge leverer med Alter Bridge et album, hvor både styrker og begrænsninger ligger gemt i selvbevidstheden. Efter klassisk rocktradition signalerer titlen dermed ikke en genstart, men en fastlåsning af kursen – et band, der ved præcis, hvem de er og insisterer på at stå ved det. Her er ingen tvivl om formatet, erfaringen eller det musikalske overskud, men heller ingen reel lyst til at udfordre det veletablerede. Bandet skriver, spiller og producerer med en kvalitet, der stadig placerer dem blandt genrens mest pålidelige navne, men fraværet af egentlige risici gør, at albummet sjældent bevæger sig ud over det komfortable. Som selvportræt virker det helstøbt, hudløst og ærligt; som kunstnerisk statement fremstår det nærmere konstaterende end udfordrende. Medlemmerne kender sig selv og hverandre til fingerspidserne – og netop derfor forbliver dette kapitel et stabilt, men til tider lidt for stationært, skridt videre.
