Interview med Defecto

En råkold tirsdag aften lykkedes det at få sat dele af Defecto ned til en samtale. I noget, der let kunne være åbningsscenen til en skummel gyser, trådte jeg ud af en bus i et dunkelt område lige omkring Vestvolden, lige ind i armene på de smågumlende Nicklas og Thomas, der netop havde hentet forsyninger, inden vi satte os ned for at få en lille snak om alt og intet.

Først og fremmest: Tillykke med at have skrevet kontrakt med Black Lodge Records. Det ser jo lige pludselig rigtig lovende ud og ligner startskuddet til det helt store. Kan I ikke prøve at sætte et par ord på, hvordan I har det med det?

Nicklas: Vi mødte dem egentlig i første omgang til en showcase i Japan, hvor vi, i først omgang var ude og spise med dem, bare sådan casual og random. Han var så inde og se os til denne showcase og endte så med at være helt vild med os

Thomas: Vi spillede til en showcase i Japan, og ham fra Black Lodge Records fungerede som manager for det svenske band, hvor han var inde og se vores show.

Hvilke forventninger har I til det samarbejde i forhold til eksponering?

Vi forventer en klar eksponering og deal med det Japanske marked. Det gik over alle forventninger, da vi fik en pladekontrakt i Japan og eksponering i det område.

Er der så stor efterspørgsel på den type musik, som Defecto spiller, som gør, at det kan betale sig med det område?

Nicklas: Absolut ja. Der er tale om et nichemarked, men med den type musik vi spiller, vil vi stadig ramme en niche, men den niche størrelse er stadig kæmpestor. Generelt er der mere og mere rock, som bliver mainstream i Asien, f.eks. oplever man, at der i butikker på gadehjørnerne bliver spillet mere rock end den typiske pop og rap, som man oplever i vesten.

Thomas: Samtidig er der en kultur med, at de skal have noget med hjem fra koncerterne. De skal have fysiske minder, så vores merch bliver revet væk. Det ser man jo også, når asiaterne er på besøg her i landet. De tager jo fandme billeder af alt fra Scandlines færgerne til lyskurvene. De skal have en CD fra vores koncerter som minde om, at de har været til koncerten.

I starter året med Prime is Coming i henholdsvis Esbjerg og Sønderborg, som må siges stadig at være nogle lidt mindre scener, ligeså vel som resten af jeres annoncerede shows er på nogle mindre scener rundt om i landet. Er det i år, vi ser jer som Torsdagsåbner på Hellviti scenen?

Thomas: 2020. Da vi så åbner i 2016, fik vi at vide, at der ville stå 5000 mennesker, vi var, hvad der kunne opleves på den tid af dagen. Det er jo lidt, hvis ikke man åbner Pandæmonium, så er det lidt en fesen scene, for folk drager videre over til de store scener, parkerer sig på bakkerne og venter på noget stort.

Nicklas: Vi kan ikke sige så meget, men vi er klart blevet opgraderet siden 2016, hvor vi åbnede på Pandæmonium. Så det må blive 2020, så kan vi lige springe et år over, som er kutyme.

For at blive i verden omkring koncerter. I har spillet foran tusinder i både Fængslet og Royal Arena ved opvarmning for henholdsvis Rammstein og Metallica. Men hvis I skal grave dybt i gemmerne, hvilke koncerter synes I så er de fedeste at spille. De her kæmpestore eller de små og intime?

Nicklas: Det er en individuel og personlig holdning. Jeg synes de store scener er sjove, for det er så vildt. Det er et sygt rush. Vi har spillet for de her 2-300 mennesker flere gange, det er også sjovt og givende, men det er bare de her store scener, som er så givende, at mere vil have mere. Det er både og.

Thomas: Du kan ikke sammenligne de to, hvor du ikke får den samme oplevelse. F.eks. til Rammstein, hvor vi spiller for 30.000, men du kan ikke sammenligne dem, da det er to forskellige oplevelser. Du kan bedre lave ping pong med publikum med de små scener, men jeg kan da lide begge dele.

Det kommende år bringer jer også ud i Europa og I skal møde jeres fans rundt om i de europæiske storbyer, og I har andetsteds fortalt om, at det kan være svært at få folk op af sofaerne herhjemme. Hvilke forventninger har I til det publikum, I nu skal ud og møde?

Nicklas: Kulturen i f.eks. England, Tyskland, Frankrig og deslige er så anderledes, at folk kommer lige så meget for at se support bandet, som de kommer for hovedbandet, hvor vi oplever herhjemme, at folk kommer, for at høre det de kender, det folk har på cd derhjemme, og så kommer man ikke til support bandet. Vi forventer helt klart, at der er mennesker.

Thomas: Jeg er enig. Det er mere kutyme i udlandet, at folk kommer lige så meget for at se supporten, som for at se, hvad hovedbandet kunne finde på at tage med. Så får man en chance for at opleve nye bands. Det virker i udlandet, det virker bare ikke herhjemme, fordi folk vil have, hvad de kender fra radioen. De vil synge med og drikke sig stive.

Nu kom Nemesis jo her i December, og har fået rigtig gode anmeldelser, med et par enkelte undtagelser her og der. Hvordan påvirker det jer at læse anmeldelser, hvor kritikken er voldsom?

Nicklas: Der har nærmest kun være gode anmeldelser, og så har der været én dårlig.

Vi blev sure over det. Jeg blev sur over det, som du kan høre. Jeg går ikke ind og ser Barbie girl eller Rihanna, for det er slet ikke mig. Så skal man slet og ret lade være, og lade dem, som kan lide den genre, om at anmelde det.

Den slags mennesker skal bare holde sig fra at lave anmeldelser, når man er så snæver i sin musiksmag, og danne en eller anden fælles diskussionsklub, hvor dem, som hater på os, slet ikke har sat sig ind i vores musik, men ytrer sig, fordi de kan være med i en fælles hadeklub mod Defecto.

Jeg håber virkelig, at hvis de forsøger igen, at de kommer med noget sagligt i stedet for at have misforstået musikken.

Thomas: Jeg nåede næsten ikke at blive vred. Det virkede mere som et forsøg på at skrive en artikel, for at tiltrække læsere uden at have noget sagligt at sige, men blot skabe en clickbait. Den der anmeldelse var et slags vendepunkt for os, for det var vores første dårlige anmeldelse, men det viser bare, at vi er nået det niveau, hvor det er in at hate på os , ligesom det er in at hate på Nickelback og Volbeat.

Kort og godt: Vinyl, CD eller digitalt?

Nicklas: Digitalt helst, så jeg kan smide det på telefonen. Vinylt, så det kan komme på væggen.

Thomas: CD i bilen, Digitalt fordi det kan høres på telefonen og vinylt når jeg en gang om året skal sidde og drikke lidt whiskey og ryge en cigar med en kammerat. Og så skal det være en masterversion, hvor det er lavet direkte på LP, så man kan høre kradsen og raslen.

Nu skal vi lege en leg; bruger I alle Spotify på mobilen? Udemærket. Hvis I vil være med, så åben Spotify og fortæl læserne, hvad I har pauset Spotify på lige nu.

Nicklas: Shinedown - Enemies

Thomas: Periphery – Stranger Things.

Samtidig kunne det være sjovt for vores læsere at høre lidt om, hvad I hører til daglig i øjeblikket. Hvad er toppen af poppen for jer lige nu?

Nicklas: Alter Bridge. Men de er jo store i forvejen. Og så tror jeg, at Judas Priest får en revival i år, så det glæder jeg mig lidt til. Nu har vi desværre ikke så meget tid til at høre musik. Vi bruger rigtig meget tid på produktion i forhold til Defecto, så vi har simpelthen ikke tiden til at sætte sig ind i, hvad der er fedt lige nu. Når der er tid til musik, så er det i Defecto, det bliver lagt.

Er der noget i løbet af Copenhell, hvor I tænker ”Dét der, det kunne jeg fandme godt tænke mig at opleve live” ?

Thomas: Nightwish! Jeg kunne også godt tænke mig at se Skindred.

Nicklas: Avenged Sevenfold. Alice in Chains og Tremonti. Men i år skal vi helt klart rundt og snakke med folk, skabe kontakter, være personlige med folk og mingle med folk. Det er en del af det at være noget, folk kommer for at opleve.

I indleder efterårssæsonen med en dobbelt feature med Pyramaze, som ikke har spillet koncert siden 2015. Hvad er jeres forventninger til den aften?

Nicklas: Det er meget sjovt. Jeg bookede et shov med dem i Lygten sidste år, og det kom i konflikt med power prog i Holland, så mine forventninger er, at de ikke aflyser i år. Men jeg glæder mig virkelig, og det bliver en god aften for folks ører.

Omkring jeres albumcover på både Nemesis, men også på Excluded, er jeres artwork meget mørkt og dystert, samtidig med at teksterne på Nemesis også er meget personlige og om kampe med ens indre væsen. Hvor kommer det fra?

Nicklas: Det kommer simpelthen inde fra mig. Det kommer fra mine følelser. Jeg er sådan en lille, irriterende mand, som har en tendens til at være meget reflekterende og eftertænksom. Når man så har oplevet en masse ting, der kan give ar på sjælen, så bruger jeg en masse tid på at få det ned i en sang på en meget metaforisk metode.

Undtagen ”We Are The Enemy” som handler om, at folk skal lade være med at gå i krig, folk er nogle fjolser, når de skyder på hinanden og deslige. Det er heldigvis sådan. at vi i Defecto har fået lov til at kunne gøre præcis, som vi har lyst til.

Her til sidst, er der noget I kan fortælle os, som I synes, at vores læsere skal vide?

Thomas: Der vil jo altid være noget, men lige denne her ting må I vente med at få at vide til efter vores turne med Persefone turen. Dog kan vi sige, at vi har en meget vedholdende fan i Jylland, som bliver ved med at skrive til os for at få vores første demo.

Nicklas: Vi forsøger dog i det nye album at gå lidt mere mainstream, samtidig med at det bliver mere progget, som betyder en mere radiovenlig lyd, blandet med mere symfonisk metal, som er Defecto lyden.

Det er, som om at den lyd, der kommer ud af Defecto, selv med growl og what not, er mere venlig mod øret for det ældre segment, som kan relatere til Defecto, end hvad der ellers dukker op. Vi kommer ikke til at printe os selv som værende prog mere, men heavy metal fremover. Vi vil ikke være prog eller power låst, vi vil være Defecto låst, og så betegner vi os som heavy metal.