Interview med Alkymist

Alkymist Alkymist

Dansk doom bugner af vellyd. Senest har københavnske Alkymist imponeret Detektoren – og derfor fik vi en snak med bandet. Læs med her, hvor de bl.a. fortæller om den trold, der har sneget sig ind i musikken.

Lad os skrue tiden en smule tilbage. Hvordan opstod Alkymist?
Stefan og Kaspar startede Alkymist med ønsket om at lave musik med mere ”trold”. Vi havde en periode, hvor vi spillede en masse musik for hinanden, og heraf opstod tanken om at lave et band med lange passager i musikken med masser af luft og åndehuller. Peter kom med kort efter, og en vinterweekend tog vi op til en hytte i de store mørke skove i Sverige. Herfra gik det stærkt; vi kom hjem med 8-10 skitser, blandt andet til ”Myling”, der er inspireret af de øjne, vi følte, der fulgte os fra mørket. Philip stødte til i sommeren 2016, og så var Alkymist fuldtallig.

I har rødder i andre bands og ret forskellige genrer. Hvilken indflydelse tror I, det har haft på Alkymists lyd?
Vi lytter individuelt til meget forskellig musik på tværs af genrer. Selvfølgelig har vi hver især forskellige præferencer, og det, at vi hver især forinden primært har gjort os i genrer forskellige fra hinanden, har helt sikkert indflydelse på, hvordan vi sammen laver og spiller musik. Vi gør meget ud af at bevare vores individuelle træk og finde måder, hvorpå de kan komplementere og udfordre hinanden. Vi inkorporerer gerne mange forskellige elementer, og intet er som sådan afskrevet; selvom vores ep, Element, bærer præg af langsommere tempi, føler vi ikke, at vi ikke kan spille hurtige numre i fremtiden. Alt er tilladt.

Jeres debut-ep, Element, udkom i januar. Hvad var den største udfordring, da I skulle komponere og indspille den?
Kompositionsmæssigt har vi mange flere numre, skitser og riffs, der ligger og venter. Enkelte af disse er stort set forblevet i deres oprindelige udgave – ”Myling” er et sådant nummer. I den anden grøft er store dele af ”Djinn” jammet frem. Oftest har vi taget udgangspunkt i enkelte dele og så ellers blandet bolsjerne. 

Udfordringer har der nok været flere af i forbindelse med selve indspilningen af Element. Alle optagelserne er foregået i ”hullet” – vores øvelokale. Det, at stå for det hele selv, har været et større arbejde; måske nok især for Stefan, der agerer tekniker og generelt er vores hands-on guy. Som sådan var det ikke meningen, at disse indspilninger skulle udgives, men de blev alligevel – efterhånden som vi arbejdede videre med dem – gode nok til at frigive helt.

Element er meget stemningsmættet, og I inkorporerer en slags nordisk, dyrisk lyd. Kan I fortælle lidt om dette?
Sejt, det er vi glade for, du synes. Selvom vi startede ud med tanke på netop disse stemninger og lyde, er det noget, der opstår lidt af sig selv – i krydsfeltet mellem at fremmane den ældste, ondeste bjergtrold og samtidig bevare luften og mystikken i musikken. I bund og grund er vi meget eksperimenterende og prøver alle idéer af med åben pande.

I har tydeligvis arbejdet med kontraster på ep’en. Har I haft et særligt mål med det?
Vi kan godt lide kontraster.

I skal spille et par koncerter her i februar. Kan vi forvente flere liveshows i den nære fremtid?
Nu spiller vi med Hamferð og Svartmálm i Lille Vega på onsdag den 21. og med IAmFire på 1000Fryd i Aalborg lørdag den 24. Derudover ligger der ikke nogen koncerter i den nære fremtid, men vi har et par (både i det jyske og i København) under opsejling, vi ikke kan offentliggøre endnu.

Hvor er Alkymist om fem år?
Intet er sikkert, men vi er glade for, hvordan vi bliver modtaget og går klart efter at komme ud med flere hele albums og at spille flere koncerter. Vi er selv spændte på, hvad vi kan få ud af Alkymist.

Læs vores anmeldelse af Alkymists debut-ep, Element, lige her.