Top 3 - Patrick Krintel Johansen 2022

Top tre 2022

Løftebrud og pletskud

Som det var tilfældet med Folketingsvalget i november har min stemme været særdeles billigt til salg, når det kommer til årets metaludgivelser. Valget af kandidater er jammerligt, så man leder desperat efter lidt ærlighed, respekt for faget og en smule nyskabelse. Selv dét var åbenbart for meget at bede om – i begge henseender. Men der har været lyspunkter, trods alt, og disse fortjener naturligvis også at blive fremhævet på behørig vis.

Så her er den: Årets top 3 over hæderlige, nytænkende politikere:

Og her følger så top 3 over årets metaludgivelser:

Årets danske udgivelser

3. pladsen: Kampvogn – Den Store Krig

”Musik, du kan brække både nakken og hofterne til.” Således lød selvanalysen fra aarhusianske Kampvogn, da deres albumdebut Den Store Krig ramte streaminghylderne tilbage i oktober. Vi nåede ganske vist at skrive december her på redaktionen, før jeg fik snøvlet mig sammen til at få pladen hørt og anmeldt, men det var hele ventetiden værd. Alene i december har jeg haft en del akavede episoder på vej til eller fra arbejde i bus 4a mod Brabrand, hvor mangt en sidemand har valgt at tage benene på nakken, fordi der er blevet rokket taktfast i nabosædet til dansedød-bangers som ”Sennepsgas”, ”Gennemboret af Bajonetter” og ”Vaadt Pus”. Beklager, Midttrafik, men det kommer formentlig til at fortsætte langt ind i det nye år!

2. pladsen: Lamentari – Clavis Aurea

Ååååh, bliver alle Lamentari-fetichisterne på Heavymetal.dk dog aldrig trætte af at snakke om Clavis Aurea? Er albummet virkelig SÅ godt? Svaret er ja, og det er desværre ikke til diskussion, Mulle. Ikke helt så god som debuten, Missa Pro Defunctis, nuvel, men det er immervæk også svært at gentage perfektion. Med en fuldstændig sublim afbalancering af storladen symfoni og gemene grooves har københavnerne skabt sig et navn – ja, nærmest en sub-subgenre – der hviskes om i krogene på alle landet spillesteder, som en forbudt trosbekendelse for dem, der mener, at black metal anno 2022 kan og bør være andet og mere end velproduceret andenbølge-replika. For ethvert metalhoved bør en Lamentari-koncert være helt i toppen af bucketlisten, klemt diskret ind mellem at svømme med havskildpadder uden for Great Barrier Reef og se paven holde tale på Peterspladsen.

1. pladsen: ORM – Intet •  Altet

Årets bedste danske album blev, ganske passende, ledsaget af årets bedste anmeldelse her på siden. I en tid, hvor alting fordummes og forhastes i digitaliseringens navn, er det en åbenbaring at støde på et værk, der også kræver noget af lytteren. For sandheden er, at der ikke er nogle quickfix, intet dopaminskud eller hurtig gevinst forbundet med at lytte sporadisk til to-tre numre fra Intet •  Altet. Det er vitterligt alt eller intet. Hvis du lytter til to minutter hist og er her, er det et album til glemmebogen. Hvis du river halvanden time ud af din dag, sætter dig ned i din favoritlænestol en sen aften og betragter stjernerne, eller hvis du går en lang tur i vinternatten med sneen knirkende under fødderne med Intet •  Altet i ørerne, er det en unik, rørende og bevidsthedsudvidende oplevelse. Dansk metals spirituelle tvilling til Pink Floyds Dark Side of the Moon.

Årets internationale udgivelser

3. pladsen: Maul – Seraphic Punishment

Den internationale scene er ved at drukne i old school death metal, og det bliver efterhånden sværere og sværere at finde nuancer og nyskabelser i denne renæssancebølge. Men en gang imellem, en sjælden gang imellem, er der et band, der stikker hovedet op af septiktanken og råber ”SE MIG!” med en sådan appel og en sådan galskab, at man er nødt til at hoppe i. Amerikanske Maul er et af den slags bands. Møgbeskidt og møgtungt pløjer kvintetten sig gennem din hjernebark, og som en anden heroinmisbruger sidder man tilbage og skriger på mere, selvom man har prøvet det hele før. Særlig cadeau skal lyde til forsanger Garrett Alvarado, der indkasserer prisen for årets vokalpræstation for at lyde som en, der gennem samtlige 37 minutters spilletid er på flugt fra retspsykiatrien.

2. pladsen: Moonlight Sorcery – Piercing Through the Frozen Eternity

I skarp konkurrence med Grimas Frostbitten bliver det EP-debuten fra finske  Moonlight Sorcery, Piercing Through the Frozen Eternity, der indtager andenpladsen på listen over årets internationale udgivelser. Jeg var bjergtaget af pladen, da den udkom tilbage i februar i en tid, hvor Kong Vinter havde et fast greb i landet, og min fascination er – ironisk nok – genopblomstret her på årets sidste dage, hvor frosten igen har indfundet sig. Et black metal-gadekryds, hvis stamtavle består af klassisk 90’er-black tilsat rigelige mængder Children of Bodom-esque synthesizers, In Flames-melodier fra deres melodeath prime og galopperende Iron Maiden-riffs. Hvis man, ligesom jeg, var helt blæst bagover af Stormkeeps episke Tales of Othertime fra 2021, er Piercing Through the Frozen Eternity obligatorisk lytning. Hele skiven er fænomenal, men særligt fra det øjeblik, hvor outtroen i ”Ice-Veiled Spell” glider over i  årets personlige højdepunkt, ”Wolven Hour”, sidder man ærefrygtigt og gisper efter vejret.

1. pladsen: An Abstract Illusion – Woe

Det er den første og formentlig også sidste gang i mit liv, at et progdeath-album indtager duksepladsen på min årlige top 3 over internationale udgivelser. Som så mange andre har jeg længtes efter noget nyt fra scenen, måske sågar haft hjertesorger, siden Opeth endegyldigt vendte sine ekstremmetal-rødder ryggen for ti år siden. Uden at jeg vil erklære mig helt kurereret, så har An Abstract Illusion på Woe evnet at forene genrens eksistensgrundlag med genrens behov for eksperimenter på en måde, jeg ikke længere troede var mulig. Måske er min affektion i virkeligheden udtryk for noget så banalt, at Woe var lige, hvad jeg havde brug for på det her specifikke tidspunkt i mit liv, på trods af at den endte med at dumpe ned i skødet af mig, selvom jeg havde udtrykt lige akkurat nul interesse i at anmelde den. Jeg vil ikke kede læserne med gentagelser, men blot henvise til min anmeldelse fra tidligere på året, hvor jeg også for første (men forhåbentlig ikke sidste) gang måtte takke for terapien med ti kranier. Det er sgu meget heldigt for svenskerne, at de er så dygtige til at lave musik, når de er så ringe til at spille fodbold, eh?

Kommentarer (1)

Mark Simal Nyelse

Mange tak

De der MAUL lyder da totalt iården. Og 1. platzen skal jeg da helt sikkert lytte noget mere til...