Heavymetal.dk bliver 20 år i år - Et tilbageblik på Mercyful Fate - 9

Mercyful Fate - 9 Mercyful Fate - 9 lineup

Året er 1999. Vi runder 6 milliarder mennesker. Spongebob ruller over skærmen for første gang. Putin bliver præsident i Rusland. Verden over forbereder folk sig på dommedag i form af den frygtede Y2K-virus, og nu-metallen lægger sig som en dyne over det globale metallandskab. 1999 er også året, hvor Heavymetal.dk ser dagens lys. I 20 år har du således kunnet holde dig opdateret om hard rock- og heavy metalalbums og koncerter samt se og læse interviews med alle dine favoritbands. Det kunne vi selvfølgelig godt klappe os selv på skulderen over, men vi vil meget hellere fejre dem, det i virkeligheden drejer sig om: nemlig alle de fede bands og deres musik Her, 20 år senere, kan vi så se tilbage på et par dekader, der har budt på talløse genrer, subgenrer, stigende og faldende interesse, mainstream og undergrund og ikke mindst et utal af anmeldelser. I løbet af 2019 vil vi derfor hver måned bringe en anmeldelse af nogle af de vigtigste udgivelser fra 1999 og vurdere, om de stadig holder, eller om man ”nok skulle have været der”.

Banebrydende ondskab

Steffen Jungersen udtalte en gang, at Mercyful Fate er den eneste danske gruppe, der for alvor har haft indflydelse på heavy metalgenren. Det er der nok stadigvæk noget om, selvom Volbeat kommercielt jo for længst og med længder har overgået det legendariske første-bølge blackband fra København. Men når bands som Metallica og Slayer nævner Mercyful Fate som inspirationskilde, må man til gengæld erkende, at indflydelsen har været enorm. Også for den 15-årige udgave af denne skribent blev Melissa en milepæl, da den udkom i 1983. Det, Venom havde startet bare et par år inden, blev løftet op til helt nye højder både musikalsk og tematisk. Det var rendyrket ondskab leveret direkte til teenage-værelset, pakket ind i nyskabende og progressiv metal og så selvfølgelig King Diamonds ekstreme vokal – man havde faktisk aldrig hørt noget lignende. En legendarisk EP og to eminente albums var som bekendt alt det blev til, før uenigheder om den musikalske retning i 1985 satte en alt for tidlig stopper for et af 80’ernes mest interessante metalbands.

Forventninger på lavpunktet

Comebacket otte år senere startede med den udmærkede In The Shadows, men det var alligevel, som om ondskaben, det farlige og dermed magien var forsvundet. Man fik efterhånden det indtryk, at Mercyful Fate, sammen med de fleste andre store 80’er heavy metalbands, gennemlevede en identitetskrise i resten af 90’erne, for kvaliteten på de følgende udgivelser var støt dalende. Som fan var forventningerne derfor absolut på lavpunktet, da det syvende og indtil videre sidste Mercyful Fate-album, 9, udkom i sommeren 1999.

Besætningen var den samme som på den ret uinspirerede Dead Again fra året før, men ellers var der ikke ret mange ligheder. For her var en samling korte, primært hurtige og aggressive, sange med langt mere attitude, end bandet nogensinde havde vist. Væk var de progressive tendenser og lange instrumentalstykker. Med fræsere som ”House On The Hill”, ”Burn In Hell” og ikke mindst det rene speedmetal-nummer ”Insane”, lød Mercyful Fate nu som et fuldstændigt revitaliseret band – eller havde de endelig opdateret den pagt, de jo som bekendt indgik med Prins Lucifer i start-firserne? Der var også tungere sange på albummet – nogle gange med næsten grunge-agtige riffs, som i ”Church Of Saint Anne”, ”Kiss The Demon” og ”Buried Alive”. Uanset tempo, var fokus dog hele tiden på riffs og heftige soloer.

King Diamonds primære bidrag virkede til at være en kærkommen tilbagevenden til temaerne om Gud, Fanden og ondskab, og så ikke mindst en perlerække af næsten modbydeligt medrivende omkvæd. Men det kan ikke skjule det faktum, at 9 var et guitar-album fra start til slut. Trommer og vokal var længere nede i mikset end normalt, og de klassiske Hank Sherman-riffs dominerede hele vejen igennem. Men savnede man slet ikke Michael Denner? Jo, selvfølgelig gjorde man det, men måske kun af rent nostalgiske grunde efterhånden, for i stedet for Denner fik vi Mike Wead og hans fræsende, ekvilibristiske guitarsoli, hvilket klædte de direkte og kontante sange på 9 fantastisk godt.

Langt fra 80’erne

Med 9 fjernede Mercyful Fate sig længere end nogensinde før fra deres banebrydende 80’er-albums, men måske er det i virkeligheden én af de primære grunde til, at det blev deres mest vellykkede udspil i deres 90’er-periode? I mange år fremstod 9 som en absolut værdig afslutning på bandets karriere, der, dengang som nu, er otte smeltende kranier med horn på værd. Men lad os nu se, om det i virkeligheden var en afslutning? Det bliver vi måske klogere på i 2020, hvor Mercyful Fate anno 1999 vender tilbage.