Ace Frehley – The Spaceman har forladt jorden for sidste gang
’Lead guitarist wanted with flash and ability’ …
… skrev trioen KISS i The Village Voice i slutningen af 1972, og ind på scenen trådte Paul Daniel Frehley. Den 3. januar 1973, iført to forskellige sneakers, den ene rød og den anden orange, vaklede Ace ind i KISS’ øver på Manhattan, ignorerede at bandet allerede var midt i en audition, pluggede sin Gibson ind, og resten er historie. Med det samme stod det klart for Peter Criss, Gene Simmons og Paul Stanley, at ham den mærkelige og provokerende fyr med forskellige sko til overflod havde al den ’flash and ability’, de havde drømt om. Ace Frehley føjede med det samme noget uforudsigelig magi til deres primitive arbejdsmandsrock.
Sådan startede legenden om Ace ’The Spaceman’ Frehley, der netop har begyndt sin sidste rumfærd. Det blev til 11 tumultariske år i KISS, hvor Ace hurtigt udviklede sig til en af den nye generations største guitarhelte. Hans egne inspirationer var Jimi Hendrix (selvfølgelig), men især Jimmy Page- og Jeff Beck-skolen. Hans spillestil var melodisk, smagfuld og ofte mere tilbagelænet end de andre opkomlinge fra 70’erne – nogle vil nok sige sjusket. For Ace var det aldrig, hvor hurtigt og blæret du kunne spille, men hvor fedt det lød. Det var dog ikke kun musikalsk, han adskilte sig fra Iommi, Blackmore, Schenker og alle de andre. Fra Hendrix havde han arvet en uimodståelig trang til at være anderledes, til at optræde, og der blev bogstavelig talt sat endnu mere ild i guitaren.
På mange måder lignede Ace Frehley Ozzy Osbourne. Begge var uskolede naturtalenter med masser af afslappet coolness og ægte rockstjerneattituder. Derfor blev mange af hans mere substantielle bidrag til fænomenet KISS i 70’erne ofte lidt overset. Han designede det ikoniske KISS-logo, og helt fra starten skrev han nogle af de mest klassiske KISS-numre. ”Cold Gin” og ”Parasite”, for eksempel, var stadig på sætlisten i 2020’erne. Men det er selvfølgelig hans soloer og unikke stil, der vil blive husket. I en 70’er-KISS-sang er det lige så oplagt at synge med på soloen som på omkvædet.
Med tiden steg succesen ham til hovedet; en historie, vi har hørt uendeligt mange gange før. Massivt stof- og alkoholmisbrug, kombineret med konstante konflikter mellem festaberne Ace og trommeslager Peter Criss på den ene side og arbejdsnarkomanerne Gene Simmons og Paul Stanley på den anden tog overhånd, og i 1982 var det slut med Ace Frehley i KISS. I første omgang.
Jorden er blevet mere grå og trist
Selvom han havde leveret det mest populære af de fire KISS-soloalbummer i 1978 – konkurrencen var nu heller ikke særlig hård – fik han aldrig rigtigt løftet sin solokarriere op i nærheden af sine tidligere succeser. Druk, stoffer og trafikuheld stod i vejen indtil det store KISS-comeback i 1996. Men heller ikke det holdt særligt længe. Aces fuck you-tilgang til alting var bare aldrig kompatibel med Gene og Paul, og det førte hurtigt til ballade og skænderier igen. Tilbage står dog en unik personlighed, med en stil, der inspirerede et væld af nye rockstjerner – og ikke kun i hjemlandet USA. Selv de svenske dødsmetallere og de norske black metal-hulemænd voksede op med Ace-plakater på væggene og Ace-soloer i walkmanen. Rockverdenen er blevet lidt mere grå og trist i dag.
Fem Ace-soloer, til at gøre dagen lidt mere farverig igen:
- “Strange Ways” – Hotter Than Hell
- “She” – Alive
- “Shock Me” – Love Gun
- “Rip It Out” - Ace Frehley
- ”Dark Light” – The Elder