Du misser 100 % af de chancer, du ikke tager

Da jeg var barn, voksede jeg op med tegneserier. Anders And, Spiderman, Superman og selvfølgelig X-Men. Især X-Men satte tankerne i gang. Hvis man er anderledes og besidder utrolige evner, hvorfor så ikke vise dem frem? Hvorfor ikke tage berømmelsen, og det som følger med, med åbne arme? Det tog mig mange år at forstå svaret. Vi er ikke alle skabt ens. Nogle multitalenter/mutanter trives bedst i skyggen, hvor det stille liv uforståeligt for os andre faktisk er drømmen. Enshine startede som et soloprojekt af svenske Jari Lindholm og er grunden til denne alternative intro. Jeg har fulgt Enshine i mange år, og Lindholms drømmende guitarspil har fungeret som baggrundtæppe til utallige projekter, der er kommet og gået. Bandet er dog blevet stående og forøget med endnu et medlem. Heldigvis er det lige så indlevende, som det startede med at være.

En drømmesmed og en guldsmed

Enshine spiller en kombination af melodisk doom og melodisk dødsmetal og lyder mest som en velafstemt cocktail af Wintersun, Omnium Gatherum og Insomnium, krydret med en skefuld Katatonia. På trods af det blå-gule flag er der skruet gavmildt op for keyboards og synthesizers, men lad os være ærlige: Vi har vel alle sammen en lille finsk mumitrold gemt et eller andet sted i underbevidstheden, og Finland var trods alt også svensk i små 700 år. Franske Sébastian Pierre leverer endnu en gang sin ganske fæle growl, altså fæl på den helt rigtige måde. Den der ægte, brutale 90’er-levering, hvor man næsten kan mærke spyttet dryppe langsomt ned ad sin kind længe efter sidste brøl. Åbningsnummeret ”Shimmering” fungerer derfor som en glimrende indgang til universet. En helstøbt skæring, der fremviser alle Enshines facetter med stærkt trommespil, varierende keyboardsegmenter og en konstant drømmende stemning svævende over det hele.

Jari Lindholms guitarspil er hele vejen igennem udgivelsen lige så eventyrligt som Astrid Lindgrens fantastiske Pippi Langstrømpe-univers. Blikket er rettet mod horisonten snarere end mod spunk, Villa Villekulla og røde fletninger, men fantasien fejler bestemt ingenting. Lindholms konstante vilje til at udfordre lytteren, eksempelvis på ”Heartbliss”, og ikke lade bevidstheden falde hen er en af Enshines største styrker. Og præcis derfor forelskede jeg mig i projektet for mange år siden.

Kan Elevation forbedres? Ja, det kan det. Instrumentalnummeret ”Distant Glow” er en anelse for magert og savner pondus til sidst, mens ”Reignite” kunnet have undværet sin outro. Men samlet set er Elevation stadig et virkelig dejligt album.

Triumferende trilogi

Origins, Singularity og Elevation udgør tilsammen en triumferende trilogi, som vidner om Enshines talent, og Elevation viser, at den svensk-franske gruppe stadig kan trylle både stærke melodier og mesterlige riffs frem. Albummet kan varmt anbefales til alle, der holder af klassisk melodisk dødsmetal, som ikke forsøger at være mere, end det reelt set er. Eventyrligt og bundsolidt. Og nogle gange er det faktisk præcis dét, som man har brug for.