Bedre sent end aldrig!

Svenske Wormwood har været ganske aktiv siden undfangelsen i 2014. Den stockholmske kvintet har produceret både albummer, ep’er og live-udgivelser i et væk, og generelt har alt, de har rørt ved, fået umådeligt høje karakterer. Trods de to fakta har vi her på Heavymetal.dk faktisk aldrig berørt bandet før. Det gør vi dog noget ved nu, for gruppen udgav ep’en Å for en lille måned siden – og jo-jo, det gør da noget ved aktualitets-faktoren, men bedre sent end aldrig, ikke sandt?

Alfa og åmega

'Hvad fanden er Å for en titel?' tænker I nok – hvilket er ganske rimeligt, jeg tænkte det da også selv. Udgivelsen kommer dog også med undertitlen Contemporary Decay of Stockholm, In Two Parts, som måske ikke gør os direkte klogere i forhold til titelvalget, men det giver os da en idé om samt forståelse af temaet bag. Å er alfabetets sidste bogstav, og derfor kan titlen forstås som noget endeligt og afsluttende, men omvendt er det jo også et ord, der betegner et vandløb, som jo er i evig forandring og bevægelse – som jo er det absolut modsatte. Uanset hvad hulen Wormwood har tænkt sig, så er det tydeligt, at svenskerne har nogle meninger, tanker og holdninger om, hvordan livet i Stockholm anno 2026 er.

Jeg har ikke selv besøgt den svenske hovedstad, men dykker man ned i lyrikken, får man det indtryk, at det står så grelt til, at selv Christiane F. ville synes, det var lige voldsomt nok, og at Mogadishu er en mere sikker feriedestination.

Er man ikke bekendt med Wormwoods lyd, så kan man sætte det gevaldigt på spidsen og sige, at de lyder, som hvis man bankede White Ward og Dissection sammen. Det er storladent melodisk black metal, tilsat jazzede og progressive elementer med masser af groove.

Alt i alt er Wormwood – og Å – et eminent eksempel på, hvordan man kan lave moderne black metal, der formår at være fremadskuende, samtidig med at det stadig har et godt tag i sine rødder.
Ep’en består ganske vist kun af to numre, men alligevel formår gruppen virkelig at få skabt utrolig meget musik i løbet af det kvarter, som udgivelsen varer. Der er så mange skift og forskellige stemninger i de to sange, at det snildt kunne være blevet til fire-fem sange. Det mest imponerende ved det er dog, at det på intet tidspunkt fremstår rodet, kaotisk eller retningsløst. Bandet ved præcis, hvor de vil hen, og hvad de vil skabe med deres musik.
At de så har valgt, at den generelle trommelyd, og især lilletrommen, skal lyde så flad, og det undrer mig, når nu resten af musikken er så varm og rund. 

Mere vil have mere!

Både Å og Wormwood er fremragende. Det er ikke sært, at orkestret her kun har fået ros de sidste ti-tolv år. Ep’en er dog et forbandet format i sin grundform, for hvis den er god, vil man altid sidde og bande over, at den er for kort, og at man mangler mere musik. Dette er også tilfældet her. For nok sker der en hulens masse, og musikken er af tårnhøj kvalitet, hvis man ser bort fra den malplacerede trommelyd, men nøj, hvor kunne man godt lige have brugt et, måske to numre til. Å er den slags udgivelse, der virkelig giver en appetit på mere. Heldigvis er Wormwood et særdeles aktivt band, der tit og ofte sprøjter udgivelser ud, så der går vel næppe så længe igen, før de udgiver en ny plade – som forhåbentlig er på det sædvanlige og forventelige høje niveau.

Fb-tisser: Hvad fanden er ‘Å’ for en titel? Det skal man ikke tænke så meget over, men bare nyde, at Wormwoods nyeste ep er fremragende!