Sløve vikinger
Vi kender ham som Odin, men de færreste ved måske, at højfaderen og gudernes konge havde over 170 andre kaldenavne. Et af dem var Grimner – den maskerede. Han brugte navnet i myten om Geirrød, sin adoptivsøn – en myte, der i bund og grund understreger, at Odin lidt var et røvhul og en dårlig husbond. Noget som de fleste af oldtidens kongeguder åbenbart har tilfælles. Helt så nederdrægtige er der dog intet der tyder på, at svenske Grimner er. Bandet har siden 2008 skrålet løs om druk, hor og vold, præcis som man kan forvente af et melo-døds-viking band. Til trods for at bandet snart kan fejre, at der skal hele 20 lys i kagen, så er Stormvingar faktisk kun deres femte album. Ergo er der måske gået lige lovlig meget druk og hor i den. Ser man bort fra deres optræden i Aalborg for lidt under et år siden, så har vi faktisk aldrig nedfældet så meget som et enkelt ord om Grimner før. Det gør vi så noget ved nu!
Fællessang på Wacken
Grimner gør intet nyt. De lyder som et utal af andre svenske – og endda også finske – bands. Amon Amarth, Månegarm, Ensiferum, Fintroll, Mithotyn, Turisas … Ja, listen er lang. Det er lå-lå-lå-død med enorme omkvæd, der alle er skrevet med henblik på at få folk til at tømme deres drikkehorn i ét drag. Musikken er enormt tilgængelig og utroligt folkelig – i mere end én forstand. Derfor bliver det også hurtigt ret fjollet, hvis man altså er ædru. Det er det oplagte soundtrack til et sted som Trelleborg Vikingefestivaleller deslige, trods den manglende reelle autenticitet. Samtidig er det også den slags musik, der, selv når det er værst, ikke rigtig er noget, man kan blive sur på, da det virkeligt er 'glad-i-låget'-muzak. “Träldomens far” er nok det bedste eksempel på dette. Trods det at sangen handler om, hvordan en af Heimdals rejser rundt i Midgård førte til slavestandens oprindelse, et ret dystert emne egentlig, så er sangen som skabt til 'Fællessang på Wacken'.
Og det er min største anke ved Stormvingar – det er simpelthen for fjollet. Det bliver faktisk så fjollet, at det grænser til det komplet useriøse. Det er, som om de er allergiske over for alvor, og man kan nærmest mærke panikken blandt musikerne, hvis ikke fløjte, harmonika eller drejelire konstant får lov til at dominere lydbilledet. Jeg kan godt lide folk-metal, og viking-metal er nok en af mine favorit niche-genrer, ja, selv melo-død kan jeg bestemt også godt lide. Men det skal bare gøres ordentligt, alt skal være i balance, og så skal det altså serveres med en vis seriøsitet.
Her fejler Stormvingar på samtlige parametre. Det er for åndet, for folk-domineret og slet og ret totalt og aldeles ude af balance.
Heldigvis er der enkelte numre, hvor de rent faktisk formår lige at skrue ned for julelegene og finde den mere seriøse tone frem. I sange som “De Kom Från Norr” og “Ombergs Brud” bliver folk-sektionen sat i skammekrogen, og i stedet får de klassiske metal-kompositioner lov til at sidde i højsædet. Og når bandet sådan tager skeen i den anden hånd, ja, så beviser Grimner faktisk, at de er mere end kapable musikere, som formår at skrive viking-metal af rimelig høj kvalitet. Desværre er svenskere alt for glade for digtermjøden, for den semi-seriøse stemning holder ikke ved, og størstedelen af værket er derfor noget værre pjatteri. Derudover skulle den af dem, der fik ideen til et deathcore-breakdown halvvejs igennem “Irrbloss” have ristet sig en blodørn. Føj for den!
Fraværende identiet
Grimner er udmærkede musikere, men Stormvingar er ikke en udmærket plade. De få gode, måske endda glimrende momenter drukner i fis og ballade samt elendige beslutninger. Jovist, albummet lyder godt, produktionen er i top, og mixet er overordnet også fint nok – selvom alle folk-instrumenterne får for meget albuerum, som var det en koklokke i en famøs sketch. Ydermere lyder albummet her som tidligere nedfældet som noget, en myriade af andre bands kunne have skrevet. Derfor er det enormt svært at fremhæve en reel grund til, at man skulle sætte det her album på og ikke noget fra eksempelvis Ensiferum, Finntroll eller sågar Mithotyn i stedet. Faktisk minder det her album mig egentlig bare om, hvor meget jeg savner Mithotyn …
