Dygtige svenske riffsnedkere
Monolord er et band, der aldrig træder helt ved siden af, og siden debuten Empress Rising har de brilleret med doom af langsom, repetitiv aftapning. Grundstenene er bevaret gennem diskografien, der består af en stribe stærke album, hvor posen altid rystes tilstrækkeligt til at frembringe noget nyt. Der er således en formel, men den følges klogt nok ikke til punkt og prikke.
Det er alt for lang tid siden, vi sidst havde fat i Monolord; dengang var det Rust, der af skribenten blev udråbt til noget nær et mesterværk. Mon ikke vi er på samme sted denne gang?
Kort, godt, langt og ondt
Når man kaster blikket på sangenes spilletider, ses det hurtigt, hvor de traditionelle Monolord-doomskæringer ligger, for både ”Inside a Collider”, ”Oozing Wound” og titelnummeret giver sig behørigt god tid. De resterende seks stikker af i forskellige retninger; mest overraskende er ”The Masque”, der sagtens kunne ligge på et nyere album med The Sword. Når det kører sin ufiltrerede og lette radiorock af, maskerer det så afgjort, at vi har med kongerne af svensk doom at gøre. Generelt er albummet fyldt med langt kortere numre end vanligt, da de er mindre repetitive og mere rock’n’rollede. Enkelte endda med direkte sangbare omkvæd som ”You Bastard”, et popnummer afviklet i et tempo, der er alt for langsomt til radioen. Her kunne melodilinjen såmænd godt ligge i munden på Red Fangs Aaron Beam. Blot ikke helt så stærkt som hjørnetændernes bedste sange – eller irske Thin Lizzys, hvis guitarharmonier Monolord har kørt langt ned i hastighed og rundhåndet dekoreret Neverending med. Lyt for eksempel til den snappe ”Iodine” med melankoli i både vokal og firserguitarharmoniernes tonalitet.
Den korte ”Crystal Bridge” pakker de afdæmpede akustiske vers ind i lidt lettilgængeligt bulder og brag. Men bærepillerne brister, og broen styrter sammen før tid i en abrupt slutning, der efterlader indtrykket af en sangidé, der endnu ikke er undfanget helt. Mon bandets chefingeniør indså, at det ikke kunne holde, eller var den langt stærkere ”Oozing Wound” allerede i sigte? En af albummets tre krybende labaner, der lader bassen få en sydende overhaling wah-pedal, flankeret af en passende langsom firserguitar. Det er nok det nærmeste, vi kommer en bastard mellem Ozzys egne bedste numre og Black Sabbath. De bærer det med imponerende ydmyghed og finesse, svenskerne. De to andre stinkende langsomme monomarcher er ”Inside a Collider” og titelnummeret, der begge træder et skridt tilbage og stikker nålen i den åre, hvorfra Monolord har sit udspring. Stadig godt med irsk inspirerede tvillingeguitarer.
”It's Neverending” markerer sig ved at have tidligere Entombed-bassist Jörgen Sandström på growlende gæstevokal; en skæring, der på trods af de allestedsnærværende hardrockharmonier har bitter ondskab i højsædet.
Et meget tilgængeligt album
Man kan snildt sige, at Monolord står fast i melodisk rock’n’rollet doom. Hvert album træder lige tilpas udenfor skiven, og på den måde undgås gentagelser. I forhold til tidligere albummer går Neverending mere melodiske, mindre snørklede og meget mere tilgængelige veje og kan måske derfor trække nye fans til truget. Det er et stærkt album, der trækker på lige dele Ozzy, Black Sabbath og Thin Lizzy og dermed henvender sig til folk med vigende hårgrænse, grånende skægvækst og begyndende slidgigt.
