Tynget af en tom himmel
Blygrå hænger himlen over vores hoveder og tynger blikket mod de jerntunge fødder. De bevæger sig i slæbende, nærmest i maskinel fremdrift mod en væltet horisonts skrå fremtidsplaner. På sådanne dage får man lyst til at kaste en forhammer mod himlens udbankede bly, hvis genspejling er tom, fordi den blot gengiver menneskehedens udtømte håb og drømme. Himlens spejl splintrer, og revnerne burde tænde tusind stjernesole, som kunne oplyse hvælvingen … men bag den er der blot mere bly. Mere tomhed. Endeløs tomhed. Hvis man skulle bruge et soundtrack til denne nihilistiske mareridtsforestilling, ville post-metalbandet A World Worth Burnings nye album The Sky Was Coloured as Hammered Lead passe perfekt. Et godt soundtrack er dog ikke nødvendigvis et godt album, og jeg er derfor spændt på at bedømme det i sin helhed.
Verden til småt brændbart
Der var intet nyt under solen, og menneskehedens sidste livsvilje blev suget ud af jordens atmosfære sammen med iltens sidste pust, som holdt sjælenes lue i live. I utallige myter berettes det, hvordan mennesket ikke kan tåle at skue gudens sande ansigt. Endnu værre ville det dog være at rette blikket mod et afgrundsløst eksistensfravær bag vores verden og få det endeligt bekræftet, at universets eneste byggesten består af tomhed og meningsløshed uden det mindste ånd som mørtel. En sådan tom og historieløs verden ville være netop det, bandets navn kan oversættes til: en verden klar til småt brændbart, A World Worth Burning. Det er netop det, som dette konceptalbum omhandler, men det vil man kun vide, hvis man læser bandets egen beskrivelse af det, for der er ingen sangtekster at støtte sig til. Trods den nihilistiske albumbeskrivelse optræder der visse guder på sætlisten, men disse bringer kun yderligere ødelæggelse. Albummet beretter om menneskehedens selvfrembragte undergang og bevidner udviskningen af alle vores fodspor i sandet – både fra de livsveje, hvor vi gik i samlet flok, og når vi vandrede alene. Det er et interessant koncept, som til tider lykkes, men alligevel ikke helt forløses. Den soniske undergangs kakofoniske kaos melder sig aldrig for alvor i musikken, og det sidste nummer, “Thanathos (Death)” forekommer derfor lidt antiklimatisk. Bortset fra det har albummet en fin soundtrack-kvalitet over sig. De repetitive rytmer gengiver cinematisk det tomme undergangsunivers. Lytteren kører i cirkler om guitarriffet på eksempelvis “Limos (Famine)”, og ligesom titlen sulter man undervejs efter udvikling. De fleste af albummets sange bærer præg af minimalistiske kompositioner, hvor kun et årvågent øre bemærker de små overgange, der som spinkle regnstrømme samler sig til større floder af forandring. Disse strømme pibler særdeles langsommeligt fremad, og til tider begynder det at trække i langdrag. Næsten alle sangene ville fungere bedre, hvis halvdelen af dem var skåret af, så de ikke nåede at hænge en så langt ud af halsen. Sangen “A World Worth Burning” er et godt eksempel på, at bandet af samme navn besidder alle de rigtige kvaliteter i rigelige kvantiteter: Bassen er bundsolid, når den bryder ind i lydbilledet, trommernes toner tonser upåklageligt derudaf, og guitarriffene er velfungerende. Der er blot to problemer, som runger gennem hele albummets rum. For det første minder The Sky Was Colored as Hammered Lead om Russian Circles både i deres atmosfæriske kompositioner og ved det faktum, at begge projekter er helt og aldeles instrumentelle. Det kan være et effektfuldt greb, som skaber en cinematisk effekt, men på flere af sangene savner man en stemme samt lyrik, som kunne bryde ensformigheden og give numrene en ekstra dimension. For det andet fylder gentagelserne så meget på albummet, og mens det til tider har en nærmest hypnotiserende effekt, kan det også blive en anelse for meget.
Gentagelsens nærvær
Gør som jeg, hvis du vil lytte til albummet under de helt rigtige forudsætninger: Gå en tur på en kirkegård, mens skydyner tynges af truende regn over dit hoved. Sangenes bpm passer generelt perfekt til mit gåtempo, og med kroppen i bevægelse kan man bedre indlejre ørerne i de repetitive rytmers omdrejningspunkter. Som Kierkegaard skrev under pseudonymet Constantin Constantinus, er mennesket fanget mellem håbet om en endnu uforløst fremtid og erindringens fremstrakte arms famlen mod den tabte fortid. Gentagelsen gør det muligt for mennesket at være nærværende i nuets udspændte snor mellem de to poler. På The Sky Was Coloured as Hammered Lead er ens ører til gengæld tilfangetaget i gentagelsen. Det er et velkomponeret og særdeles dygtigt udført soundtrack, der vil egne sig vel til en postapokalyptisk film eller som baggrundsstøj til læsningen. Som forgrundsstøj bliver det en anelse ensformigt, men hvis det fik en vokal (eller et visuelt medie) som modstykke, ville det nå nye højder – og måske støde hovedet mod blyhimlen.