Fra seks strenge til fuld plade

Fri leg i øveren

Det er efterhånden svært at være guitarist i et metalband uden på et eller andet tidspunkt at få lyst til at bevise, at man altså også godt kan selv. Det er præcis, hvad René Loua, bedst kendt som guitarist i de danske thrash-veteraner Artillery, gør med sit soloprojekt DiiRT. Flows er resultatet af en idé, der har ligget og samlet støv siden Louas tid i Furious Trauma, men som nu endelig har fået lov til at se dagens lys. Og det er i den grad et soloprojekt. Loua har selv skrevet, spillet og indspillet hele baduljen i sit hjemmestudie, mens Nicklas Sonne har stået for den afsluttende behandling med EQ af trommerne samt mastering.

Guitarlir galore

Musikalsk ligger pladens fundament i den klassiske thrash, men Flows forsøger ikke at være en nostalgisk tur tilbage til 1980'erne. Tværtimod blandes de gamle dyder med moderne thrash, progressive idéer og en ikke ubetydelig mængde guitarspil. Og allerede fra første nummer står det klart, at René Loua ikke har haft nogen planer om at holde sig tilbage. Efter en kort intro sparkes døren ind med ”A Fader For War”, der også fungerer ganske fremragende som første single. Nummeret rykker godt, selv om strukturen umiddelbart er lettere spøjs og ikke altid helt så forudsigelig, som den gængse thrash-formel foreskriver. ”Keep the Failed” fortsætter med riffs ad libitum og en snert af Machine Head. Bestemt ikke helt skidt. Og så rammer ”When Lightning Strike”, hvor Loua for alvor tager den moderne thrash-hat på. Triviums In Waves-æra er en oplagt reference både i de flotte guitarfigurer og i det fængende hook, der heldigvis sørger for, at alle de tekniske krumspring ikke bliver ren øvelse i skalaer. Samme inspiration dukker op på ”Mouth of a Beast” og senere på ”Nothing Can Stay”, som begge er ganske fine skæringer.

Midt i det hele finder vi ”King of Your Kingdom”, der fungerer som pladens stille nummer. Eller så stille, som DiiRT nu engang tillader sig at være. Nummeret bygger sig langsomt op til en stor og prangende finale, der ikke ligefrem forsøger at skjule sin kærlighed til Iron Maiden. Men hvorfor skulle den også det? ”Horrified” er derimod old school thrash, som vor mor hadede den. Simpelt, effektivt og uden de store dikkedarer. Det er samtidig pladens måske fedeste nummer sammen med afslutteren ”Till The End”, der ligeledes forstår værdien af at komme til sagen uden alt for mange svinkeærinder. ”No Stranger to Hell” indtager rollen som en slags power-ballade efter alle kunstens regler. Den er ikke voldsomt spændende, men fungerer som et tiltrængt temposkift og giver ørerne mulighed for at komme sig en smule inden næste omgang seksstrengede løjer. For det er netop den høje energi, der gennemsyrer Flows. Her er så mange idéer, så meget fart på og så imponerende et teknisk niveau, at det bliver enormt smitsomt. René Loua er en fabelagtig guitarist, og antallet af gange, jeg har tabt underkæben over hans evner på den seksstrengede, matcher nogenlunde det antal gange, jeg er stødt på Mads P og hans enerverende reklame for sikkerhedssko. Hint: Det er mange!

Problemet er bare, at Flows indimellem bliver lidt for forelsket i sine egne evner. Der er masser af fede idéer og mange steder, hvor man som guitarnørd må nikke anerkendende. Men sangskrivningen mangler lige det sidste. Pladen holder et imponerende teknisk niveau fra start til slut, men jeg savner flere af de simple kompositioner, der sætter sig fast i hovedet efter første gennemlytning. Yngwie Malmsteens berømte udsagn om at ’more is more’, er jeg ikke den største tilhænger af. Et nummer kan godt komme til at indeholde for meget lir på bekostning af det, der egentlig gør det interessant. Og det bliver lidt for ofte tilfældet på Flows. Når Loua giver sig selv god plads til at skrive et godt riff og lidt mindre plads til at vise, hvad han kan gøre med det, fungerer musikken bedst. Men guitarnørder skal stadig forberede sig på at bære hagesmæk den lille times tid, pladen varer.

Guitarnørdernes våde drøm

Flows er helt bestemt en solid debut, men helt perfekt er den ikke. Dertil er sangskrivningen sine steder prioriteret lavere end den tekniske ekvilibrisme. Men det er en imponerende kraftpræstation fra en guitarist, der tydeligvis har haft en masse musikalske idéer liggende og endelig har fået dem ud af systemet.

Albummet fungerer klart bedst, når Loua husker, at et godt riff ikke nødvendigvis bliver bedre af at få fem ekstra krummelurer hæftet på. Når han rammer balancen mellem det tekniske og det fængende, som på ”Horrified” og ”Till The End”, er resultatet særdeles vellykket. Her er så meget talent, energi og kærlighed til metal, at hvis du har et svagt punkt for seks strenge, thrash og guitarister, der nægter at spille bare én tone, når de kan spille 37, er der ingen grund til at holde sig væk.